Kostumerne er sammen med musik og lyd stærke medspillere i Gazarts legesyge danseforestilling om kønnet i kroppen. Med tydeligst vægt på og glæde ved alt det, som kroppen kan og kan bruges til. Det er forrygende meget. Fra de fem dansere nærmer sig i tæt sluttet trop, til de efter en række korte episoder, hvor alle er med, nogle danner par og andre holdes ude, igen står samlet i en lille broget gruppe.
Undervejs forvandles de abstrakte fabelagtige væsner gang på gang. De skifter forunderligt umærkeligt halvt eller helt ham fra florlet kongeblåt – udspændt, så det ligner vinger – til et orgie af lyserøde frynser eller tonstunge rustfarvede dragter. Kun den tætsiddende hovedbeklædning med ansigtsnet udgør en fast bestanddel af danserne kostumer. Det hele trækkes koreografisk behændigt uden på trikoter, der er udstyret med komisk anbragte kønsspecifikke attributter.
Hvem siger, at bryster ikke kan sidde på hoften af en mand eller et skinneben, og hvad er der i vejen med at lade benene begynde ved skulderen. Selvfølgelig kan armene være så lange, at de når jorden og kan slynges om halsen, mens klodsede kæmpefingre tynger kroppen med. Til gengæld er bevægelserne konkrete og genkendelige – også når de overskrider naturens love og giver kroppens bestanddele overraskende dimensioner, som vises med største selvfølgelighed.
En svirrende sværm af kulørte insekter bliver til en flok brogede fugle med nikkende hoveder og trippende fødder parat til en munter og underfundig parringsdans, der følges tæt af forestillingens lydside. Et bryst skydes storskrydende frem og skuldrene rystes i en attitude, der er udpræget for traditionel opfattelse af maskulinitet. Hunnen bøjer nakken, men ikke i modløs underkastelse. Det sker tværtimod med et kækt koketteri fra en ligeværdig deltager i parringslegen.
Appellerer til sanserne
Andre steder er bevægelserne mere bølgende og amøbeagtige, når de dygtige dansere med lange bløde arme strækker sig med eller mod hinanden. Eller, når flere samles og efterhånden vikles ind i alenlange hvide og lysebrune slanger i noget, der ligner nærkontakt med deres egne indvolde. Det ender i en gevaldig gang kluddermor, der løses op og bliver til underholdende solodans. Men som gør forestillingen lovlig kompliceret, fordi der samtidig foregår noget mystisk, der kræver opmærksomhed.
En skinnende rød draperet kappe skyder i vejret ledsaget af dirrende, ringlende klange og en kælderdyb lyd, der gentages igen og igen. Indtil et hoved omsider bryder igennem i toppen på kappen, der efter lyden at dømme også kunne være bunden på en fødende kvinde. For forestillingen og danserne appellerer først og fremmest til sanserne.
Det er et generøst tilbud til børnefamilier, at ’K*I*K’ ganske gratis kan opleves i det fri. Men det har sine omkostninger at opføre forestillingen på et stykke græs i Valbyparken i København mellem en fodboldbane og nogle borde og bænke med fouragerende voksne. Børn i skolealderen var tydeligt optaget af, hvad der foregik. Men kun børn, der sammen med deres forældre slog sig ned for at se på, fik det hele med.
Flertallet af børn opdagede først hen ad vejen, at noget spændende var på spil. Det var synd for dem og for danserne. Måske kunne en flok siddepuder eller et par bænke, der signalerede tilskuerpladser, have skærpet især voksnes opmærksomhed om spillestedet. Så de fandt ud af, at noget kunne komme til at ske – og det gjorde der.
