Sikke en fest! Kostumerne er sorte og praktisk træningsagtige, og H.C. Andersens mobbehistorie om den grimme ælling har altid været barsk.
Men så er der skuespillerne. Otte unge elever – fire af hvert køn – der har tredje og fjerde år tilbage af deres uddannelse, men som allerede kan utrolig meget. Med ødsle hænder, arme og ben drysser de eventyrets tryllestøv ud over forestillingen, hvis kulisser er frodige grønne træer og på premieredagen en lysende blå himmel.
En idérig og livlig iscenesættelse hjælper godt på vej. Det er åbenlyst, at instruktøren, Charlotte Munksø, har en baggrund som danser og koreograf, og det er imponerende, så flot holdet lever op til spillestilens fysiske udfordringer.
De er ikke små. Et er at folde sig ind og ud i akrobatiske stillinger, hoppe og springe, rulle rundt og bære på hinanden – ofte synkront og endda yndefuldt. Noget helt andet er at få det til at ligne og lyde som et bredt udsnit af det hjemlige dyrerige.
Det unge hold gør det fremragende og mere til. Tilsyneladende ubesværet og ustyrligt grinagtige vralter de rundt med albuerne baskende til siderne som vinger og rapper og snadrer, så det er en fornøjelse ikke mindst for børn. Den grimme ælling, der rank i ryggen strækker ben, kan kun udstøde et mægtigt, ukomisk vræl, og så er han dømt anderledes og ude. Heldigvis uden at vide, hvilke langt værre grusomheder, der venter ham.
Sproglig svaneform
Sammen med sin sødmefulde, skønt bredmåsede og replikstærke andemor er den udtryksfulde, seje ælling naturligt i centrum for historien. Men ingen af de otte medvirkende gør sig til eller fører sig frem. Koncentreret om spillet og samspillet giver de med stor præcision hver dyrefigur sin særlige karakter, som kvækkende frøer, en tudse, glubske hunde og elegante katte. Eller som vildænder, der falder for jægerens kugler, mens ællingen skrækslagen ser til.
Handlingen bindes sammen og bringes fremad af ultrakorte tekster, som afleveres kort og fyndigt af skiftende fortællere. Når dramaet spidser til kommer klaveret og senere også en fløjte i front med insisterende, men fint afstemte lydbilleder. Ikke for meget, ikke for lidt, men lige nok til at skærpe publikums opmærksomhed om alvoren bag de muntre episoder i forestillingen, der tager dramaturgisk velvalgte smutture til andre af Andersens eventyr.
Det er rørende og dejligt usentimentalt, når ællingen efter de mange trængsler og den uforløste længsel opdager, at han er en svane. Og det føles inderligt håbefuldt, når han vover at følge tudsens råd og begiver sig ud i den vide verden. Smukt fulgt på vej af en flerstemmig sang, så det unge hold lige kan vise, at det kan de også.
Ligesom alle otte lige fra det indledende råbekor i ’Der var engang engang’ viser, at de er i ægte sproglig svaneform.
