Med enkel, effektfuld scenografi og leg med meta-niveauer er vi stærkt fra start denne aften, hvor et propfyldt, forventningsfuldt Aveny-T har verdenspremiere på deres tredje teaterkapitel af den imponerende succesfulde 'Skam'-serie fra Norge.
’Jeg ved godt at I sidder der, og at det her sker lige nu, men det er som om, det ikke er virkeligt’, lyder det fra vores Isak (Lue Dittmann Støvelbæk). Hans ansigt toner frem som en kæmpe sort/hvid filmplakat på væggen bag ham, så hans fine træk forstørres ud til de bagerste rækker. En effektfuld måde at få ham ind under huden på.
Isak og Even minut for minut
’Hvis dette var en film,’ fortsætter han, skulle den hedde ’Isak og Even, minut for minut’. Denne titel – flankerer med fed, gul skrift i bedste Skam-stil hans ansigt – bliver en tilbagevendende sløjfe i forestillingen, og det er også ret ordret, hvad forestillingen forsøger; At få det hele med.
At man med materiale som dette har lyst til at være vældig tro mod forlægget, kan ikke undre. Hvordan tør man overhoved andet, med så mange dedikerede fans? Men når man samtidig skal have kogt hele tredje sæson ned til halvanden time – denne svimlende inderlige romance mellem den unge Isak, der usikkert omfavner sin spæde homoseksualitet, og den dragende, komplekse Even – ja, så er det sin sag uden at cutte en hæl og klippe en tå.
Rigeligt med tempo, lys og volumen
Løsningen er her blevet at udelade eller skrive et par enkelte perifere figurer sammen, og så ellers sætte tempoet op, så vi når omkring det meste. Og det er meget. Også for meget.
Den rørende scene, hvor Isak er hjemme hos Even for første gang går over stok og sten, og hele joken omkring kardemommeostemadderne fortoner sig. På samme måde går det alt for stærkt, da Isak og Even hopper i poolen sammen og kysser for første gang.
Med smuk udtalt reference til Baz Luhrmanns ’Romeo og Julie’-film har vi her at gøre med sæsonens måske mest romantiske scene, og det kunne det også nemt have været på scenen. Musikken, hvor der ellers er åbenlyse rettighedsproblemer og man har måtte tage til takke med en svag afglans i forhold til det oprindelige soundtrack, understøtter her flot den forløsende stemning og ikke mindst lyset, der gør hele salen til en stor bølgende pool, så vi alle ganske magisk er med i vandet med hovedpersonerne, fungerer fornemt.
Den teatermagi kunne man godt have turde lade stå en hel del længere end det alt for korte glimt, der er afset tid til.
Rolleskift og humor
Til gengæld fungerer det særdeles godt at lade de seks unge, velspillende skuespillere klare alle roller, og især Fanny Bornedal noterer man sig. Hun er ganske enkelt formidabel som den fornærmede, utilnærmelige Emma, med skuldrene tilbage og næsen i sky og samtidig absolut elskelig som vennen Magnus, der lidt buttet og bagud ikke just er højest i drengeklikens hierarki. (Hun spillede Noora i teatrets 'Skam 2'.)
Også Ferdinand Gomez Glad Bak er skarp som både konfliktsky, fjern far og no bull-shit-vennen Jonas, der indædt er der for Isak, og kyndigt dikterer sms’er uden smileys til Even, indtil han har ’droppet sin dame’.
Der er også godt med humor i dette teenage-univers, der samtidig tages så fint i øjenhøjde og alvorligt. Undertegnede er bl.a. vild med Isaks desperate sceneskift flere gange, der foregår ved, at han teenage-agtigt ikke kan overskue situationen og råber ’Skiiift’, eller slowmotion-effekten, da drengene er på vej til fest. Med tyk reference til 'Skam' og dens kække nik til diverse dårlige serier, skrider de langsomt og selvsikkert ned ad den trappe, der er lavet ned midt igennem teatersalen. Alene pga. volumen går musikken lige i mellemgulvet.
Godt tænkt teater
Der er på alle måder gjort meget for at bruge hele scenerummet. Helt udtalt bliver det under Evens maniske episode, hvor man sjældent har set hverken hurtigere sceneskift eller voldsommere tilbagelægning af teatermil. Nikolaj Groth bouncer decideret fra det ene hjørne til det andet i vildere og vildere rasen. Det er skræmmende, dystert og effektfuldt. Ligesom det kæmpe hvide lys-kors, der uden at afsløre for meget, har vingesus, så det kan mærkes helt på bagerste række.
Når Isak i starten opfordrer os: ’Fyld vores mangler ud med jeres fantasi’, som for at komme krævende Skam-fans i forkøbet, så er altså ikke fordi, stykket ikke med vold og magt prøver at imponere. Aveny-T giver den alt, hvad de har, og fans går ikke forgæves her.
Om man kan se stykket uden at have set serien, er en anden ting…
