Jeg bliver nødt til at begynde med scenografien. Den er ligeså overraskende som den er enkel, ligeså spændende som den er smuk, ligeså fortællende som den er hemmelighedsfuld.
Vi bænker os i en publikumsopbygning fuldstændigt klistret til med avispapir. Ved nærmere eftersyn: Jødiske aviser – i hvert fald jødiske skrifttegn – hebraisk?
Peter Holst giver os en indledning – om bedstemor og hendes beretninger, om den femåriges minder om den gang i sofaen, da de andre var i kirke og bedstemor fortalte. Ingen Lukas, kapitel 2, vers 1 til 14, men historien om en mand der vil skaffe ild til sin frysende kvinde, der netop har født en lille dreng.
Holst fortæller uanstrengt og med enkle midler ved en aparte sandkasse, komplet med ørken, huse, vulkaner og fåreflokke.
Pludselig griber han fat om det mærkværdige håndtag, der er koblet til publikumspladserne, og før vi ved af det, har han drejet os rundt om os selv, og vi ser den anden vej! En krigsliderlig, romersk soldat i fuld mundering ser med skadefryd den gravide Maria falde af æslet ved indgangen til Betlehem. Men det er et mærkeligt æsel – det hjælper Maria op og bærer hende videre. Hvad skal det sige?
Soldaten har hverken opfundet krudtet, lansen eller penisfutteralet, så ham efterlader vi i fuld forvirring, når vi snurrer videre, væk fra skumle gribbe og skeletter i den hvide sand. Det er som en oplevelsesrejse i tivoli – øjnene får knapt nok alt med sig på denne kalejdoskopiske rundtur i og omkring Betlehem år nul.
Den hellige nat
Da Selma Lagerløf i 1904 udgav sine 'Kristuslegender', var historien om 'Den hellige nat' den første. Her fortæller hun om den gnavne og mistænksomme hyrde, der undrer sig over manden, som ikke bides af hundene, der ikke forstyrrer fårene, der ikke dræbes af den spidse stav, og ikke brændes af gløderne. Han beslutter sig for at følge efter denne forunderlige mand.
Ved synet af den unge moder og det nyfødte barn i klippehulen røres hans hjerte og han lægger sin fårepels ned som en gave. 'I samme øjeblik som han viste, at også han kunne være barmhjertig blev hans øjne åbnet, og han så hvad han ikke før havde kunnet se, og hørte hvad han ikke før havde kunnet høre'.
Således slutter Lagerløf sin historie og også Grønnegade sin forestilling. Men inden vi kommer så langt, skal Peter Holst guide os gennem, hvad der ellers tildrog sig denne hellige nat.
Soldaten har sine tanker om folketællinger i al almindelighed og her i Judea i særdeleshed. Kong Herodes i badekaret er fuld af uro over de truende rygter om, at en kongesøn skulle være født. Vi skal også dele snedker Josefs vrede over, at hans kæreste er blevet gravid – med hvem!? – og hans modvillige accept af ærkeenglen Gabriels temmelig usandsynlige forklaring. Julestjernen skal tændes på himmelen, og de tre vise mænd er allerede godt på vej.
Kælet for detaljerne
Denne forestilling er gennemtænkt og gennemarbejdet i en sjælden grad. Her er teatrale ideer og tekniske opfindelser, her er rytme og balance i fremstillingen, her er underfundighed og drama, her er lune og religiøsitet i en (undskyld) salig blanding.
Og for at det ikke skal være løgn, får vi også en lille skoletime med kort over Europa og pegestok. Instruktør Matthiessen har syet det hele sammen med respekt for stoffet og med sans for både sjove små effekter og fortælling og teater. Noget får rigtignok et præg af sideærinder i forhold til den historie, Selma Lagerløf fortalte for vel 100 år siden, men totaliteten er godt sammenbundet.
Peter Holst er en rigtig, rigtig dygtig fortæller. Han træder aldrig i forgrunden, tager aldrig scenen, men stiller sig til rådighed for historien – med glimt i øjet og en dyb og ægte fascination for sit stof. Det smitter til os på den drejebare publikumsopbygning. Jeg så forestillingen sammen med en forsamling ældre, men jeg er sikker på, at den egentlige målgruppe vil sidde ligeså hypnotiseret af fortæller og fortælling.
Undervejs på denne rejse ledsages vi af frodig musikalsk fantasi: Arabiske parafraser over hjemlige julesalmer, poetiske klange, englesang og mere pågående rytmer.
Julekrybben, der åbenbares helt til sidst, er utrolig smuk. Hvis man ikke finder fred og fryd i selve det religiøse indhold i juleevangeliet, så kan denne forestilling sagtens gøre det.