Du får, hvad du ser – og ikke mindst hører – i AnemoneTeatrets teaterkoncert ’Et Trommespil’. Et fejende flot lysshow, der følger og bærer, og slagtøj af alle mulige slags. Dertil et par flotte fyre, der leverer verdensmusik i rå mængder suppleret med båndede godbidder.
Iført lange, sorte Matrix’- læderfrakker slår de fra sig, det bedste de har lært. Og det er rigtig meget! Først med små, søde rasleinstrumenter, der ryger op af lommerne i én, synkron bevægelse. Senere med et bredt udvalg af langt større og mere imponerende instrumenter på menuen.
De største og smukkeste er tre mægtige trommer. Ligesom flere andre instrumenter hænger de ned fra loftet. Det forstærker indtrykket af en musik, der skal – og helt uundgåeligt bliver – set lige så meget, som den høres. Det gælder også de fænomenale slagtøjsspillere selv.
Hele kroppen er i brug, når de behændigt skifter fra det ene til det andet musikinstrument. Men det er hver gang de fænomenale arme og hænder, der suger opmærksomheden til sig. Det er det, som giver teaterkoncerten dens dramatiske dimension og intensitet.
Mand mod mand driver de to, fremragende perkussionister på med musikken. Hvem vinder? Det gør publikum. Det gnistrende, fyrige spil giver spillerne klædeligt metalstøv i håret og får det til at gungre i kroppen og snurre i tænderne. Og publikum labber det hele i sig.
Rytmiske knive og ren poesi
Skuespilstilens staccato-rytme er tilsvarende stram og sjov og tæt forbundet med slagtøjsspillets skarpe, lynhurtige bevægelser. Med små ryk tages øjne og hoved i brug til den indbyrdes kommunikation. Men lige som man er ved at føle sig hægtet af deres interne spil, vender de front mod publikum og tager stemmen i brug.
Grove, nasale og sære stemmer, der afslører, at de sortklædte kommer fra et andet univers. Hvilket ser vi senere, når en videosekvens åbenbarer et tegnet, sort-hvidt landskab, hvor tomme mandefrakker suser rundt. Temmelig uhyggeligt, indtil et skønt, orangerødt kvindekostume blander sig i selskabet, og det hele slutter med en poetisk rumtur.
Men først skal vores lilleverden skridtes af, og det er noget mere gemytligt. Med en hvis undren og én-til-én-komik beskriver de to mænd livet på Jorden med mobiltelefoner og barneskrål, som de nu oplever det. Det fører hurtigt til en gevaldig omgang køkkenrabalder, der trækkes så længe ud, at det også bliver til tomgang.
Elektriske køkkenmaskiner, der bruges forkert og skaber madkaos, er sjove, men ikke for længe ad gangen. Så er der mere underholdningsværdi i slagtøjseksperternes rytmisk hakkende knive.
Der er ikke nogen indlysende logik i overgangene fra den ene sekvens til næste, men hver især udgør en helhed eller stemning. Der lyder et hørligt sus af betagelse hos publikum, når Mathias Reumert og David Hildebrandt vender tilbage til instrumentet fra deres første teaterkoncert, marimbaen. Dens bløde klange i forening med en spektakulær lyssætning er ren poesi.