Af: Kirsten Dahl

26. april 2022

Et vigtigt og velmenende lynnedslag

Intentionen med ’Det er slet ikke som man tror’ er god. Der er fine takter undervejs. Men forestillingen halter også lidt.

”Har vi det ikke bare alt for godt?”.

Sådan siger Mulles far ret tit. Han siger det, mens han giver Mulle en ordentlig krammer. Mens han tager sig en lystig svingom med Mulles mor. Eller mens han suser derudad i familiens lille bil, alt imens Mulles mor kildrer ham blidt i nakken og Mulle rykker helt frem på bagsædet og flækker af fryd. Alle tre griner, nusser og danser.

De har det som blommen i et æg. Fars store firma, Digital & Marketing, går forrygende. Mor er begejstret for at arbejde med mennesker, som har det svært. 

Men pludselig en dag krakelerer det for de to. Som lyn fra en klar himmel. De dratter brat ned fra den lyserøde sky, de hidtil har svævet på. Ned til den suppedas af en verden, som de er en del af. Det påvirker selvklart Mulle kraftigt. 

Lidt for krøllet

Meningen med ’Det er slet ikke som man tror’ kan man få begreb om via titlen, som siger, at der ligger noget andet bag. Tingene er ikke, som de tager sig ud. Man tror og oplever, at livet er på én måde, men det viser sig, at være helt, helt anderledes. 

Teaterforestillingen udfolder dette skift fra ét til noget diametralt modsat. Problemet er dog, at Lars Dammarks tekst ikke er helt klar i spyttet. Det trygge og glade liv, pigen Mulle lever med sin far og mor, styrter en dag pludselig sammen, fordi begge forældre på én og samme tid bliver ramt af en depression. 

De finder dog – takket være Mulle – fornyet livsglæde. De skifter fokus og gør noget, de ikke gjorde før. Sindstilstandene beskrives tydeligt, men hvad deres kovending i humør og tackling af livet skyldes antydes for svagt. Intentionen er m.a.o. rigtig god. Det er vigtigt, at fortælle, at det ikke er frugtbart for nogen, at gå gennem livet med skyklapper på. 

Og der er rigtigt mange gode elementer – handlingsdele, situationsspil og replikker i forestillingen. Men teksten som helhed fremstår noget ”krøllet” og konstrueret, hvad dette ”andet” angår. 

Far og mor i krise 

Dammark siger rigtigt meget ret eksplicit, samtidig med at han broderer billedsprog ind og taler i overførte betydninger. Dammark er meget ord-bevidst. Ved i titlen at skrive ’slet ikke’ fremfor udelukkende ’ikke’ pointerer han emnets vigtighed og styrke. Inde i manuskriptet ”slår lynet ned” i Mulles mor og far en dag, de er ude at køre bil og genser den blaffer, som de en gang før var kørt forbi. Den første gang er Mulle med, og hun giver tydeligt udtryk for, at hun ikke synes om og ikke kan forstå, at faren ikke bare stopper og tager blafferen med. 

Forældrenes depression forsvinder først den dag de – opfordret af Mulle – alle tre kører ud og samler blafferen, ”som stadigt befinder sig midt ude i nødsporet”, op og kører hjem sammen alle fire. 

I den mellemliggende tid har begge forældre været uden livsgnist. Forældrenes styrke og glæden er totalt forduftet. ”Hvor alt, hvad vi oplevede, blev til noget fantastisk og vi fandt muligheder i selv de vildeste problemer” er faren nu helt apatisk og utilnærmelig, og moderen glider af, når Mulle forsøgte at forstå hvad, der foregår inde i dem og hvad, der er sket.

Med hverdagstroværdighed og en god portion indlevelse i et otteårigt barns tanker, lader Dammark Mulle spørge sin mor: ”Elsker du far?”, ”Er det fordi I er gået fallit? Skal I skilles? Eller er jeg slet ikke jeres rigtige barn? Og I ikke mine rigtige forældre?”

Det er også et godt valg, at Dammark beskriver blafferen med ordet ”Det”. Det indikerer, at der ikke er tale om en konkret person, men i stedet er tale om et forhold, et tankesæt, en måde at betragte og håndtere livet, som forældrene har glemt, forbigået eller negligeret.

Af samme grund beskrives situationen omkring blafferen også i poetisk abstrakte vendinger. Der bliver talt om at det lyn, som slår ned i forældrene, kommer helt ude fra en fjern galakse. Mulle bliver ved med at høre blafferens stemme indeni sit hoved, og at det bliver til en tråd, som kommer ude fra rummet, går gennem jorden og helt ind i Mulles hjerte, ”hvor det slår en lille sløjfe”, som det meget fint udtrykkes. 

Ord-overdosis

Det er en hårfin balancegang, at dosere ord, især de poetisk ladede. Ordet galakse bruges fx lige en tand for ofte. Selvom der bliver sat mange begribelige ord på forældrenes pludselige depression, bliver det også udpenslet lige rigeligt med nogle lidt voksensproglige ord, så som ”livskrise” og ”værdisæt”.

Og de flige af forklaring, publikum får, er lige lovligt antydningsvise. Forældrene bliver ramt af en depression, fordi de har glemt, at tænke på andre. Det siges allerede i en kort sætning i begyndelsen af stykket, hvor Mulle taler om ”en suppedas af verden med milliarder af mennesker” efterfulgt af ”…men det glemte vi…”

Den bevidst overdrevet vanvittige måde, hvorpå forældrene håndterer, at Mulle slår løs med spader på to drenge fra 8. klasse og nogle lærere i skolen, indikerer også i stykkets første del, hvordan forældrene lever med skyklapper på og har nok i sig selv og deres lille familie.

Med snak om Human Resources, dårligt samarbejdsklima mellem lærerne og manglende evne blandt lærerne til at tænke ud af boksen, læsser Mulles forældre nemlig lige så gelinde al skyld over på lærerne, mens de roser deres egen datter for at have temperament og for at være én, der ved, hvad hun vil!

Men det synes alligevel noget spagt udtrykt. For nogle i den yngste aldersgruppe er det nok svært helt at kode konturerne og oversætte den grundlæggende forklaring på forældrenes skrøbelighed og depression. 

Tydelighed, nuancer og overdrev 

Den altså noget komplicerede tekst er ikke helt ligetil at iscenesætte for Dammark. De tre skuespillere har mange ord, som de skal have sagt. Det er ikke fordi arrangementerne er utydelige. Det er nemt at se, hvor vi er og hvilken stemning, personerne er i. Der bliver danset, grint, krammet, surmulet og råbt. Hjemme og i bilen. Og stemningerne bliver fint udfoldet med kropssprog og musik.

At Mulle på mange måder er den voksne i relationen, har Dammark skrevet ind i teksten. Mulle lader ikke stå til. Hun vil ikke nøjes. Hun insisterer og handler på trods, eller som Dammark lader Mulle sige: ”Jeg måtte virkelig tage mig meget mere sammen, end jeg egentlig kunne, før vi fandt hen til et sted, hvor vi kunne samle meningen op igen.”

Som iscenesætter betoner han de træk i sin personinstruktion af Martine Levinsen som Mulle. Og han eksponerer det i et næsten statue-lignende billede, når han lader Mulle stå rank oprejst i midten mens hun holder en påhugsiddende forældre i hver sin hånd. 

Ikke alle situationer fungerer dog lige godt. De stilfærdige bliver undertiden lidt stillestående, og de temperamentsfulde bevæger sig undervejs på vippen til overdrev. 

Heine Ankerdal og Nanna Schaumburg-Müller balancerer deres roller som far og mor rigtigt fint, mens Martine Levinsen undertiden overdriver en kende. 

Stemningsfyldte vindueshuller 

Carsten Wittrocks rumopbygning fungerer fint med mobile vægge og runde vindueshuller, som med smukke og stemningsanvisende lyssætninger indikerer døgnrytmer og humørskift. 

Elisabeth Hede Jensen har klædt Mulle i røde strømpebukser og en overalls-nederdel, hvis regnbuefarvede striber signalerer sejhed og humør. Og hun har ladet forældrene spejle lidt af deres datters livsmod og åbne sind ved at have sommerlyst farvet tøj på. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Dukkerne i førertrøjen
Svanen:
'Svinedrengen'
Ikke en krølle eller knipling sidder forkert i en munter udgave af ’Svinedrengen’.
Et sanseligt oplevelsesstykke
Teatret OM:
'Havets hjerte'
Man får en uimodståelig trang til at røre ved de sjove materialer i scenografien til ’Havets hjerte’ fra Teatret OM, men historien om et altafgørende blomsterfrø farer hen over hovederne på os.
Angstens grumme ansigt
Luns:
'FreeFall'
Lyd og bevægelse gør angst synlig og konkret i teatret Luns’ forestilling, ’FreeFall’, men ender med at lukke sig om sig selv.
Som skabt til konfirmandundervisningen
André Andersen Teaterkompagni:
'Menneskesønnens sidste dage'
’Menneskesønnens sidste dage’ er en vellykket ungdomsteaterversion af den velkendte påskehistorie, der på original vis kombinerer storytelling og teatervirkemidler.
Organisk fletningedans
Tiny Dancer:
'GRO'
Tyngdekraften og temperamenterne udfordres blidt i den stemningsfulde småbørnsforestilling ’GRO’ af Tiny Dancer og Aaben Dans.
Hyggeonkeloptræden
Ishøj Teater:
'Fødselsdagsbamsen'
Ishøj Teaters ’Fødselsdagsbamsen for de 1,5-3-årige er en halv times tynd fortælling holdt kørende af publikumsinddragende fællessange på bløde melodier og med fysiske fagter.
Dukkerne i førertrøjen
Svanen:
'Svinedrengen'
Ikke en krølle eller knipling sidder forkert i en munter udgave af ’Svinedrengen’.
Et sanseligt oplevelsesstykke
Teatret OM:
'Havets hjerte'
Man får en uimodståelig trang til at røre ved de sjove materialer i scenografien til ’Havets hjerte’ fra Teatret OM, men historien om et altafgørende blomsterfrø farer hen over hovederne på os.
Angstens grumme ansigt
Luns:
'FreeFall'
Lyd og bevægelse gør angst synlig og konkret i teatret Luns’ forestilling, ’FreeFall’, men ender med at lukke sig om sig selv.
Som skabt til konfirmandundervisningen
André Andersen Teaterkompagni:
'Menneskesønnens sidste dage'
’Menneskesønnens sidste dage’ er en vellykket ungdomsteaterversion af den velkendte påskehistorie, der på original vis kombinerer storytelling og teatervirkemidler.
Organisk fletningedans
Tiny Dancer:
'GRO'
Tyngdekraften og temperamenterne udfordres blidt i den stemningsfulde småbørnsforestilling ’GRO’ af Tiny Dancer og Aaben Dans.
Hyggeonkeloptræden
Ishøj Teater:
'Fødselsdagsbamsen'
Ishøj Teaters ’Fødselsdagsbamsen for de 1,5-3-årige er en halv times tynd fortælling holdt kørende af publikumsinddragende fællessange på bløde melodier og med fysiske fagter.