Performanceteatret Liminals identitetskriseshow ’Verden er væltet’ skulle have spillet for et levende publikum på Teatret Zeppelin i disse dage, men spiller i stedet fra teatret via livestream i dag og i morgen. Det er stadig meningen, at den skal møde de store skoleelever ude i virkeligheden senere, men for nuværende udkommer forestillingen igennem en håndfuld kameraer.
Meget er allerede sagt om det seneste års digitale alternativer til teater – og meget skal også siges om det. Der er på den ene side en helt forståelig trang til at række ud igennem de medier, der ikke er blevet os beskåret, men på den anden side har vi også set et væld af mislykkede forsøg på at skabe teateroplevelser via internettet.
Om ’Verden er væltet’ må jeg blot konstatere, at man faktisk er lykkes med at få forestillingen til at ligne teater, mens man samtidigt leverer et seværdigt stykke videomateriale. Klipningen imellem kameraerne er særdeles professionelt udført, og man har gjort sig umage for at skabe en oplevelse af at være i samme rum som vores skuespiller.
Vi ville selvfølgelig ønske, at vi sad i salen, men det er også et godt tegn. I mange andre tilfælde over det seneste år har vi mest af alt haft lyst til at slukke og forsøge at fortrænge oplevelsen. Her kan holdet bag forestillingen virkelig være stolte over det digitale alternativ, der ikke er gået på kompromis med teatrets væsen.
Hvem pokker er man?
Derfor skal denne anmeldelse heller ikke handle om streaming-oplevelsen, men om teateroplevelsen. Men lad os dog først begynde, efter forestillingen er slut – nemlig ved den korte Q&A, som Liminal afholder sammen med publikum i forlængelse af forestillingen. Her spørger én af de unge, hvad forestillingens budskab er, og skuespiller Tobias Shaw Petersen, der først skal have tørret et smil af munden, svarer: ’Jeg er modstander af budskaber.’
Hear, hear! Budskaber er for dansklærere og reklamebureauer. Spørgsmålet er snarere, hvad forestillingen siger os.
Hovedpersonen, den 15-årige Tobias, sidder på sit teenagerværelse, der er scenografisk antydet med et skrivebord og en højrygget gamerstol. Ved siden af skrivebordet står et keyboard, og i den anden ende af rummet et lysstativ med kamera, som vi primært kender fra kendte youtuberes og bloggeres arbejdsværelser.
Tobias indleder forestillingen med at byde sine følgere velkommen på YouTube. Han har 55 følgere – det er hans nye, personlige rekord. Nu skal han lave noget content – det vil sige indhold – men han er ikke sikker på, hvad det skal være. Flere gange i løbet af forestillingen vender han tilbage til følgerne. Det ene øjeblik med en anmeldelse af sine sko, det andet øjeblik med en anmeldelse af et spil. Har han fået likes? Fik han et like fra Bjørn?
Han er et billede på en generation, der er født ind i en content-verden, hvor man hele tiden skal udkomme med noget. Og formålet er at få reaktioner, likes og kommentarer fra sine følgere. Man skal skabe engagement hos sit community. Men ’community’ har erstattet ’venner’, og ’reaktioner’ har erstattet ’anerkendelse’.
Imens Tobias plejer sit community, er han altså også på afstand af det meste og de fleste. Det forstærkes i forestillingen af, at den naturligvis finder sted i en coronatid, hvor skoletiden foregår derhjemme, og klasselæreren (spillet kortvarigt af Erik Pold) dukker op på skærmen og giver Tobias en hjemmeopgave. Han skal fortælle historien om sig selv i en verden med coronapandemi, klimakrise og metoo.
Men hvem pokker er man så? Er man youtuberen? Popstjernen? Klimaaktivisten? Hvorfor er man ikke mere ligesom Bjørn? Hvorfor er man hele tiden sine forældres hjemmeboende problem? Og hvorfor kan man ikke svare på, hvem man selv er?
For meget indpakning
Det er dramatiker Tomas Lagermand Lundme, der står bag teksten. Og det er blevet til en virkelighedsnær og væsentlig forestilling, der sender en lyskejle imod et underbelyst identitetskriseproblem, der måske generelt men særligt lige nu spirer i den unge, hjemsendte generation.
Tobias Shaw Petersen er særdeles troværdig i rollen som den 15-årige hovedperson, ligesom han formår at skabe nogle fine øjeblikke i forestillingen, hvor tempoet får lov at falde, og opmærksomheden skærpes. Særligt i den scene, hvor Tobias fortæller om sin første intime oplevelse med en pige, som får selv en voksen mand som mig til at genopleve sommerfuglene i maven fra den første gang.
Desværre er der både i Lagermand Lundmes tekst og Adelaide Bentzons iscenesættelse alt for meget på tallerkenen. Formatet stritter, når vi kastes rundt imellem indslag som et fiktivt talkshow, skænderier med mor og far på videochat, tossede musiknumre, overspringshandlinger og ufærdige linjer i et word-dokument. Alt det, der kommer ud af Tobias’ mund, er vældig interessant, men vi får en oplevelse af, at der skal utroligt mange stemmer, udstyr og krumspring til at få ham til at sige dét, som er det væsentlige.
For ’Verden er væltet’ har absolut noget på hjerte om at være i tvivl om sig selv. Men det forsvinder i indpakningen, ligesom et påskeæg i alt for meget cellofan. Vi skal rode lidt for meget rundt i det farvede papir, før vi kommer ind til den himmerigsmundfuld, som forestillingen faktisk er.
