Her vogter jeg! Det billede af hunden, en schæfer eller en Rottweiler, kender vi sikkert alle. Billedet manes frem som en effektfuld indledning i Opgang2 Turneteaters seneste ungdomsforestilling, 'Rottweiler': Skinny står ved hoveddøren til en hundeopdrætter, en dame med fistelstemme, og ser på skiltet med billedet af hunden.
Chadi Abdul-Karim sidder på scenen bag sin pult med bogen, hvorfra han fortæller os historien, men han træder i vigtige passager også ned på scenen og spiller alle rollerne i 'Rottweiler', når han ikke synger eller rapper. Nikolaj Rosengreen står lige ved siden af og akkompagnerer med sin stemningsfulde ottestrengede guitar.
Damen med den fine stemme sælger Skinny den lille rottweilertæve Petite – eller Bitch, som han selv omdøber den. Skinny ved med det samme, hvilken hund han vil have, da han ser den lille hund bide sig fast i en større hunds øre. Han vil have en fighter.
Men det er ikke Skinny og hunden Bitch, som er hovedhistorien i 'Rottweiler'. Damen har endnu en køber til en af sine hunde, som vi her indledningsvist får at vide er stærke hunde, der bliver gode og omgængelige, hvis de bliver behandlet med respekt og kærlighed. Det er med hunde som med mennesker. Forestillingens morale eller røde tråd måske?
En families opløsning
For 'Rottweiler' fortæller den tragiske historie om en familie i opløsning. En historie om, at man skal behandle alle, især sine nærmeste måske, med kærlighed og respekt.
Historien fortælles fra børneperspektiv i meget genkendelige billedskabende situationer, så man kan se det hele for sig. Familien med mor og far på bilens forsæde og børnene på bagsædet. Lange, den ældste boksedreng, der ikke længere helt kan være i bilen med sine lange ben, Krølle, den mellemste vil hellere være sammen med sine venner eller se på sit krølhår i spejlet, og lille Lulu, den yngste, søde pige, som elsker sin nye hund., Baloo.
Allerede fra første scenarie mærker vi, at noget er galt. På hjemturen fra hundeopdrætteren siger mor, at hun vil tage kørekort, men faren griner bare ad hende. Herfra fortsætter familiens deroute. Da mor og far skændes, sætter lille Lulu musik på og laver dansenumre for at gøre alle glade igen: ”Happy happy happy”, synger og danser hun med hele familien.
Scenariet bliver til et videoklip, Krølle senere sletter, da familieglæden igen hurtigt forsvinder, for moren flytter. "Hun vil have en pause, mærke sig selv”, fortæller Chadi Abdul-Karim med store øjne og holder sig selv på maven, tæt ved hjertet.
Tragedien
'Rottweiler' kredser om de store følelser, svære dilemmaer og detaljer omkring de nære relationer i et ungdommeligt sprog og genkendelige billeder. Vanskelige følelser og situationer, som mange børn og unge sikkert kender til i større eller mindre udstrækning. Hvad skal man stille op, når ens far sidder alene i mørket? Hvor meget skal man hjælpe sin lillesøster, når man hellere vil bruge sin tid med vennerne? Hvordan kan ens familie få det godt igen?
At 'Rottweiler's karakterer formodentlig bevidst har navne som Lange, Krølle og Lulu gør, at alle kan spejle sig i dem. Det står åbent, hvilken baggrund familien har. Det kan ske i alle familier, at relationerne skrider. At mor flytter, at børnene ikke får aftensmad, og at hunden ligefrem dør.
Men måske er klicheerne om kønnene ret gammeldags? Mor kan ikke køre bil, og far kan ikke lave aftenmad, men heldigvis får forestillingens mor sit kørekort og flytter ikke hjem igen. Alt løser sig ikke med mors hjemkomst og genetableringen af den klassiske familiekonstellation.
Der er på den måde et moderne håb i 'Rottweiler', hvis afslutnings virkelige tragedie, idet de to hundes historier krydser hinanden, ikke skal afsløres her. Tragedien peger paradoksalt også på et håb; peger på, at det kunne have været anderledes, ligesom Shakespeares tragedie 'Romeo og Julie' implicit giver et håb om en anden verden, hvor de voksne ikke ødelægger det for de unge.
