Alex er 15 år og bor i Ciskøbing. Nu er sommerferien slut, og det er tid til første skoledag i 9. klasse, men Alex har tøjkrise. Skal det være nederdel eller dynejakke?
Tøjkrisen stikker dybere i Alex end som så. For siden kroppen begyndte at forandre sig, har folk været i tvivl om, hvorvidt Alex er en pige eller en dreng. Og problemet er, at Alex heller ikke selv ved det.
Med forestillingen ’Spejlvendt’ holder teatergruppen Hils Din Mor fortsat den flerfarvede fane højt. De fastholder stringent deres projekt med at skabe ungdomsforestillinger med seksualitet og kønsidentitet som gennemgående temaer.
Og deres omsorg for de tvivlende unge gennemsyrer både denne og andre forestillinger af Hils Din Mor, hvilket altid gør denne anmelder lidt ekstra varm om hjertet.
En queen i tvivl
I denne forestilling er kærligheden dog lidt mere hårdhændet. I et surrealistisk rum inden i et spejl møder Alex en drag queen ved navn Sylvia Starlight. Og Sylvia tager ikke med fløjlshandsker på Alex’ problem. Nu skal der gås catwalk med attitude og ”sassyness”, og usikkerhed skal være fortid.
Men det går måske lidt for hurtigt for Alex, der forsvinder panisk ud af spejlet igen, så Sylvia Starlight til sidst er ved at smide parykken og give op. Og her ser vi i René Benjamin Hansens fine gestaltning af Sylvia Starlight, at selv den selvsikreste queen kan være i tvivl, hvilket bliver et bevægende øjeblik i forestillingen.
Alex og Alex’ spejlbillede spilles af Lucia Vinde Dirchsen og Tryggvi Sæberg Björnsson, og vi finder aldrig ud af, hvem der er den rigtige Alex, og hvem der er spejlbilledet. Dermed bliver disse to også et stærkt og meget håndgribeligt billede på den splittelse, som man må føle, når man ikke identificerer sig med sit biologiske køn. Eller i det hele taget føler sig forkert i sig selv.
Mindre fængende
Men selvom idéen i ’Spejlvendt’ er spændende, så lykkes projektet desværre ikke helt i denne omgang. Som led i sin ”terapi” leder Sylvia de to Alex’er igennem nogle episoder i deres liv, hvortil der skal bæres rekvisitter ud og ind af scenen, hvilket giver en del praktisk tomgang i forestillingen.
Samtidig er alle episoderne – såvel som store dele af handlingen – beskrevet i en lidt kedsommelig datids-genfortælling. Og så taler de to Alex’er også mere eller mindre i munden på hinanden, hvilket heldigvis ikke forsøges at være et synkronkunststykke, men alligevel skaber en del tøven og langsommelighed i replikkerne.
Dramaturgisk er der også tale om en lidt hullet historie, og forløsningen kommer lidt pludseligt, hvor Alex tilsyneladende er helt klar til at erkende sig selv. Dette temmelig afgørende vendepunkt fiser lidt uventet hen over hovederne på os.
Vigtigt parameter
Trods et interessant koncept i William Lipperts manuskript og en i øvrigt både sympatisk og humoristisk iscenesættelse af Mikkel Reenberg bliver forestillingen altså ikke så fængende og nærværende, som man ellers har oplevet det hos Hils Din Mor.
Når det er sagt, så er René Benjamin Hansen skønt ”dragget op” i et rigtigt wow-kostume, og scenografien af Lise Marie Birch og Lars Englund Frimann er stilren og gennemtænkt. Og alle tre medvirkende er i hver sin rolle – på hver sin måde – både troværdige og bevægende.
Så der er absolut også gode takter imellem de lidt døsige passager. Og hvis bare én ung sjæl kan spejle sig i Alex og føle sig lidt mindre alene, ja, så er ’Spejlvendt’ lykkes på mindst ét vigtigt parameter.
