Skiltet med bogstaverne S K O L E vender indledningsvist vrangen ud mod publikum. Vi er indenfor. I 7.d. Pigen Agnes kommer ind og sætter sig på en af de orange skalstole, der står stillet op på række og fint spejler publikum.
Snart myldrer klassekammeraterne ind. Ferien er slut. Alle har oplevet noget nyt, som har beriget og forandret dem. Stemningen er munter og let.
Men så træder drengen Pierre ind og fortæller at intet længere betyder noget for ham. Stemningen skifter til noget mere alvorsfyldt. Og alvoren vokser.
Alle i grå skoleuniformer. I begyndelsen virker kostumeringen noget fjern fra dansk hverdag 2017. Men snart fortoner ensheden sig i handlingsintense scenearrangementer og frem for alt i velfungerende sang og meget spændende operakompositioner.
Og mod slut giver uniformerne mening, fordi de medvirkende afslutningsvist kommer ind lidt mere individuelt klædt som de voksne 7.d'er, de nu er blevet. Som de voksne, der ser tilbage på de dramatiske hændelser, som skete dengang.
Den Jyske Operas 'Intet' er interessant og velfungerende af flere årsager. Operaen vinder på grund af såvel indholdet, librettoen, musikken, iscenesættelsen, og de medvirkendes gejst og kunnen.
'Intet' rammer ned i noget, som i allerhøjeste grad optager unge og som i øvrigt også berører og har relevans for alle aldre: Livets store eksistentielle spørgsmål. Hvad er meningen med livet? Hvad betyder noget? Hvordan og i hvad finder vi svaret?
Der er stor sandsynlighed for, at mange unge blandt publikum kender handlingen, fordi operaen bygger på Janne Tellers roman af samme navn. Bogen, som i øvrigt pt. er oversat til ikke mindre end 26 sprog, er pensum på skoler landet over. Hertil er den købt og læst af mange privat. Unge som voksne.
Barsk og vedkommende
Librettoen er både lettilgængelig og udfordrende. Den synges på dansk og tekstes tilsvarende forestillingen igennem som overtekst. Det er let at følge med i handlingen. Samtidig med at det, som sker, er komplicerede sager. For hvad gør man i en klasse, når en af kammeraterne, drengen Pierre, pludselig forlader fællesskabet og klatrer op i et blommetræ og fastholder, at der ikke er mening med noget som helst?
I håb om at få ham ned igen beslutter klassen at ofre deres bedste barndomsminder. Da det ikke hjælper, drives de af sagen og af hinanden til at bringe mere og mere alvorlige ofre. En proces som udvikler sig eskalerende og suggestivt til offer-/bøddelagtige udpegninger og berøvelser, der svier og bringer både fysiske og psykiske sår og ar.
Og som til slut tillige fører til, at Pierre må lade livet på det offerbål, de har skabt på det gamle savværk, hvor meget af handlingen udspiller sig.
En anden og central del af handlingen udspiller sig ved blommetræet, hvor Agnes forsøger at nå Pierre følelsesmæssigt.
'Intet' fortæller en meget barsk historie, som samtidig gennem al det grumme åbner sprækker af håb, som rammer lige i solarplexus og taler sammen med den søgen efter mening, som unge i særdeleshed er opslugt af.
Æggende opera-rytmer
Som genre er opera perfekt til at udtrykke de store og alvorlige følelser som er på spil. Og når det som her bliver gjort i så moderne et operaudtryk som det, David Bruce har skabt, har det stor appel og gennemslagskraft.
Kompositionerne er æggende fordi de både er meget ligetil og drilsk avancerede. Musikken skaber en forjættende 'opdrift' uden nogen siden at blive til pop samtidig med at de jazzede (synkoperede) rytmer på inciterende vis drager publikum med på de følelsesmæssige bølger. Både medrivende og med karakter i de voldsomme og ophedede masseoptrins-scener og i de stille følelsesfulde duetter ved blommetræet.
Sceneliv og vitale stemmer
Som sceneoptræden har Bijan Sheibani og Aline David sørget for liv på scenen, som gelinde drejer mellem skoleklasse, blommetræs-område og nedlagt savværk. Fra orkestergraven strømmer velklingende musik fremført af musikere fra Aarhus Symfoniorkester samt elever fra Det Jyske Musikkonservatoriums Orkesterskole. Og på scenen spiller korsangere fra Den Jyske Operas talenthold, TalentU og korsangere fra Det Jyske Musikkonservatorium flot sammen med de professionelle solister.
Tenoren Mathias Hedegaard varetager med både ro og stemmefylde rollen som Pierre. Sopranen Sofie Elkjær Jensen har både klang og sødme som Agnes. Og kontratenoren Daniel Carlsson skaber med sang og sceneoptræden et fint fokus omkring den demokrati-forkyndende Johan.
'Hvor er de voksne?' synger 7.d gentagne gange. Fraværet af ansvarlige voksne dirrer som et godt relevans-ekko i luften. Det velfungerende samarbejde mellem såvel generationer og færdiguddannede og elever på såvel scenen som i orkestergraven skaber forbilledlige eksempler. Og de moderne musikalske operakompositioner er i sig selv spændende lytning, som dertil vidner om, at opera ikke behøver være gammel og støvet musik.
