’Der var engang,’ lyder den første replik i Teater Patraskets forestilling, ’Ned på jorden’. Vi hører historien om pigen Constance, der er en temmelig forkælet datter af nogle virkelig rige forældre.
Hun har en tennisbane, en swimmingpool og hele tre heste. Hun får lørdagspakker hver lørdag og håndplukket luksus-te fragtet halvvejs rundt om Jorden. Og så har hun to tjenestefolk, Martha og Arthur, som er dem, der fortæller historien.
Den første replik leder straks tankerne hen på Holger Drachmanns eventyrkomedie ’Der var engang’, hvilket ikke er nogen helt tosset association. Lige så krævende og kræsen er vores Constance, selvom prinsessekronen ikke sidder på hovedet af hende, men kun er antydet i toppen af scenografien.
Og ligesom prinsessen i ’Der var engang’ kommer Constance også ud for hårde prøvelser, da hun ved et tilfælde ender på den plantage, hvor hendes egen morgen-te bliver dyrket. Her får hun nemlig besked på at arbejde for føden.
Det bliver til en regulær dannelsesrejse, hvor både ansvarlighed og kærlighed begynder at spire i den unge, porcelænsskrøbelige pige. Og det hele er pakket ind i en charmerende rammefortælling med de aldrende tjenestefolk, der forsøger at huske, hvad det var, der skete dengang.
Deres egen kærlighedshistorie flettes ind i fortællingen, men også her går der lidt kludder i minderne. Hvem havde en rød kjole på, og hvem sang serenade for hvem?
Langsommelig og nostalgisk
Maria Myrgård og Dirck Backer spiller de to tjenestefolk, og de bliver nogle vidunderligt sympatiske karakterer og samtidig aldeles gode fortællere. De er rolige og lavmælte, hvilket smitter i salen, hvor vi sidder musestille med ørerne på stilke for at få det hele med.
Det bliver fortællekunst på højt plan med en bedsteforælderlig stemning over sig. Og langsommeligheden får også masser af plads i iscenesættelsen, hvilket indimellem provokerer vores tålmodighed, men også tvinger os til at være tilstedeværende.
Resten af persongalleriet bliver gestaltet i form af dukker, maskerademasker og illustrationer. De bittesmå rekvisitter som lærredssække i miniatureformat og klirrende tallerkener på størrelse med en to-krone giver os en oplevelse af at være trådt ind i et dukkehus.
Og scenografien, der ligner en blanding imellem en forvokset lirekasse og en gammeldags cirkusvogn, som de to skuespillere befinder sig indeni og udenom, bidrager til det nostalgiske udtryk, som forestillingen i høj grad spiller på.
Eventyret om Constance ligner til forveksling alle andre eventyr – som jo også ofte har den medfødte udfordring, at de ligner hinanden. I kærlighedshistorien imellem Constance og arbejdsdrengen Milo, som gradvist overtager handlingen og bliver en parallel til Martha og Arthurs ungdomsforelskelse, skal man heller ikke lede længe efter de shakespeareanske ’Romeo og Julie’-referencer.
Og det er nok den største og eneste svaghed ved ’Ned på jorden’, at historien på så mange måder minder os om noget, vi har hørt før.
Ikke desto mindre er den en meget seværdig forestilling, der med både lunefuld humor, sød romantik og et gennemført visuelt udtryk fortæller en eviggyldig historie om at modnes. Og efter forestillingen er det, som om man har siddet på bedstemors skød og ladet sig fortrylle, mens en lille times tid forsvandt som dug for solen.
