Ud fra dybet på en fem lag høj Prinsesse på Ærten-madras stikker en arm. Armen er levende og iklædt et stykke tætsiddende glimtende stof. Den tilhører trettenårige Nanna. Pigen strækker lidt efter armen ud og slænger sin lange røde hestehale op på madrasserne for snart efter i en dansant koreografi at lægge først den ene og så den anden arm nænsomt op på madrastoppen som afsæt til en rundtur. En tur hen over madrassen og rundt i et klaustrofobisk lille pigekammer som er belyst i fortættede farver der i stykkets løb veksler mellem orange, lilla, gul, hvidt og lyse nuancer af blå og rød.
Multiudtryksfuld
Hvid Støj Sceneproduktions debutforestilling ‘CUT//’ handler om cutting. Men den pensler klogelig ikke den tabuerede og stadigt mere aktuelle selvskadende adfærd blandt unge pige ud med store typer. Og i stedet for at lade en tekst være primært styrende, formidler den emnet i et tæt og ligeværdigt samspil mellem performance, dans, musik, lys og tekst.
Vi følger Nanna og hendes mor. Linda Klein har skrevet en pausefyldt tekst, som i sig selv er ‘skåret itu’ved mikse tid, sted og handlinger. Glimt fra Nannas fødsel klippes sammen med Nannas utilstrækkelighedstanker og følelser af ikke at være klog, smuk, rar og dygtig nok, med hendes mobilsamtaler (dels med den eneste veninde der kender til hendes cutting og de veninder hun lyver sig til ikke at kunne mødes med fordi hun ved at de foretrækker hinanden), og med morens liv, der er præget af skuffelser i arbejdslivet og en manglende føling med og mod på at nærme sig datterens liv. Det sidste åbner stykket til slut op for en ændring på, ligesom det undervejs antyder at Nanna selv gør noget for at slippe fri af sin cutting. Teksten tydeliggør i det hele taget, at det er vigtigt at kikke både ‘ind i’ Nanna og se på relationer. At forstå at en cutter er fanget i sin egen afmagt og uforståelse overfor det hun gør, og at det er nødvendigt at det er den nære omverden, som hører de unges nødråb og åbner døren ind til dem.
Alvor gennem det kunstgjorte
Lisbeth Sonne Andersen er performer og danser. Det er her hun har sin største styrke.
Når hun svinger armene tvivlende rundt i desperate forsøg på at søge tilflugt et sted på kroppen og hele tiden møder sin egen krops afvisning og aldrig får lov at finde ro, så mærker vi på en meget stille og kunstgjort måde hvor hæsligt Nanna har det. Men med et bevidst besværet åndedræt og en udtalt tøven i stemmen formidler Sonne Andersen også meget godt den afmagt og tvivlrådighed som raser i Nanna.
Kun én gang og først et godt stykke inde i forestillingen ser vi Nannas snitsår, som seks røde ar bag armenes guldstof. Og kun få gange ser vi de redskaber, som Nana skader sig selv med. Andersen lægger kniv, saks, klipser og andre snittegenstande op på prinsessesengen som en del af en koreografi, og ‘klipser’ siden en prinsessekrone fast i panden. Den kunstgjorte måde skaber stærke billeder og skaber samtidig en distance. En afstand som gør at det primære publikum af unge teenagepiger givetvis lettere kan og tør nærme sig et emne som er forbundet med så megen sårbarhed, blufærdighed og skam.
