”Det skal vi lege, når vi kommer hjem”, siger et barn til sin ledsagende voksne på vej ud af Aarhus Teater, hvor Hvid Støj Sceneproduktion lige har spillet '[pAp-kAs]'. En bedre vind kan et teater vel nærmest ikke få. Et barn, som har taget forestillingen til sig og har lyst til fortsætte oplevelsen derhjemme. Det er da kredit.
For den voksne kommer det til at handle om at fremskaffe nogle papkasser i forskellige størrelser eller at finde noget andet enkelt, hvormed de sammen kan udvikle et fantasiunivers.
Nærværet fra de to medvirkende skuespillere og den enkelhed, hvorudfra ganske mange verdener kan opstå, er noget af det fine ved '[pAp-kAs]'. Forestillingen spænder aldersmæssigt meget bredt. Fra børn på kun et halvt år til børn på tre år, dvs. til børn, som er på vej til eller lige er begyndt i børnehave.
Et så stort aldersspænd vil nemt kunne tabe de yngste på gulvet eller ikke have nok for de ældste at være optaget af. Når det ikke sker, skyldes det, at der er oplevelser for hele børnespektret at komme efter – og tillige udmærkede sansninger for de ledsagende voksne.
Enkelt og legefyldt
Charlotte Ladefoged har, som hende, der står for såvel idé og koncept som for iscenesættelse, udtænkt og orkestreret en papkasseleg, der både er interessant i dets dvælende sekvenser og i det dramaturgiske forløb, de små handlingsdele tilsammen i et progressions-betinget forløb udvikler sig i.
Scenografisk er der tænkt ro i scenebilledet. Der er noget, men ikke for meget at se på. På et hvidt bagtæppe (som også går lidt ud til siderne) er der med en tynd sort streg markeret en mur af sammenstillede okkergule kasser.
Kulissen spejler diskret, at det, som går for sig på den lille scene, er en leg med papkasser. En leg, som Anna Ur Konoy og Kasper Daugaard Poulsen sørger for, foregår i en atmosfære at smil, undren, lyst til at undersøge og begejstring over at finde på og udforske. Akkurat noget børn i deres alt-er-muligt-legeunivers kender til og elsker.
Dansende fingre og på-hovedet-vendte ben
Udover de imødekommende blikke og den iver efter at udforske, som de to spillere emmer af, er den musikalitet, hvormed de bevæger sig, afgørende for forestillingens evne til at fastholde og kommunikere med børnene.
Konoy og Poulsen titter på skift op af papkasser. Og det er ikke kun deres ansigter, som dukker op og forsvinder væk igen. Det er lige så vel fingre, som danser hen ad en kant. Først et, så to sæt fødder og ben, som vender på hovedet op af en kasse for at svinge fra side til side.
Med enkle greb – ved at trække mindre kasser ud af større, og ved at stable kasser ovenpå lange papkasser og sætte andre fast på siderne – skaber spillerne figurer og væsner med hoved, krop, ben og arme. En papkasse bliver til en elefant med en lang snabel, en anden til en mus med lang hale. En tredje gør det ud for en båd, man kan sejle i. En fjerde, femte og sjette bliver til træer i en skov. Og små hvide kasser, som kan sættes fast og være øjne og mund på et papkasse-ansigt, dukker frem.
Dukkevisit og percussion
Universet, som i begyndelsen består af ordløse handlinger, forandrer sig med tiden til et, hvor spillerne sætter lyde til. Måske for at skabe en mere konkret identifikations-linje til børnepublikummet rundes forestillingen af med, at en dukke med små papkassehænder og -fødder støder til.
Sammen med spillerne deler dukken små kasser rundt til børnene. I kasserne er der noget, som kan rasle og lave lyde, når man bevæger dem.
Den velspillede og fint varierede forestilling slutter af med, at børnepublikummet laver rytmer i selskab med papkasse-dukken.