Det er simpelthen mirakuløst, hvad scenograf Christian Clausen har fået plads til på Det Lille Teaters endnu lillere scene: Et hus komplet med stueetage, 1. sal, mezzanin og 2. sal, med døre og vinduer alle vegne, med soveværelser og spisestuer og lamper, og dertil en stejl hovedtrappe som forbinder det hele.
Allerøverst bor Ingelise med sin lille søn, Asger. Et lille stykke ned ad trappen og til venstre bor Sylvia med sine kunstfærdige lagkager. Under Ingelise og Asger bor dragen, der rigtignok har grønt hår og store ryghvirvler, men ellers ser ud som en pæn ung mand. Og nederst finder vi Hr. Hammershøj bagved den omhyggeligt låste dør.
Alle sover, vækkerklokkerne tikker. Det nærmer sig morgenstunden i denne underlige boligforening, hvor ingen rigtigt kender hinanden, hvor angsten for kontakt med naboerne ligger tykt i væggene, og hvor alle lytter ved dørene. Kun nysgerrige lille Asger tør gå på opdagelse.
Allehånde typer
Klokken ringer først hos Ingelise, og få kan – som Stine Schrøder – på nul tid etablere en totalforvirret kvinde med støvsuger under sengen, livet under pres, og hovedet under armen. Med løst flagrende mimik og paniske øjne er hun et helt revynummer i sig selv.
Og så vågner de efter tur. Sylvia (Kathrine Høj Andersen) bager fantastiske kager, der ser ud som lystslotte fra rokoko-tiden. Men selv om hun er både yndig og ivrig, får hun ingen afsætning på dem hos de andre beboere. Hvem vover at kaste sig ud i kagekalas med fremmede?
Dragen er et spændende bekendtskab. Michiel Tange Van Leeuwen spadserer op ad vægge og loft, svinger sig rundt på én hånd, er højt og lavt med sin smidige krop og sit stenansigt. Men han tager jakken på, som skjuler drage-ryggen, og holder sig helst bag sin dør.
Og endelig: Hr. Hammershøj. Optaget af nøgler og låse, og af forbud og regler. En geskæftig og højtråbende dukke, som Rolf Søborg Hansen fører med sikker hånd. Samme Søborg Hansen fører også lille Asger, den storøjede højdespringer i stribet T-shirt. Han bliver noget af et anker for børnene i salen.
Et festligt kaos
Hvis man går i teatret for at opleve ro og orden, logiske linjer, og afklaret dramaturgi, er 'Huset' på Det Lille Teater ikke netop sagen. For dét er lige præcis forestillingens charme, at alt kan ske – og det gør det! Det er lidt, som når kåde kalve bliver sluppet på græs om våren – glæden er måske ikke så elegant, men den er stor. Derfor bliver ethvert forsøg på at genfortælle handlingen en kamikaze-mission.
De fire beboere har alle sine særheder: Ingelise har rengøringsvanvid og et stærkere forhold til støvsugeren end til sin søn, det gode menneske Sylvia vil alle det vel, og bagerovnen siger pling før vi får sagt kage. Dragen er luftakrobat og kan gøre risikable stunts hængende fra loftet i en støvsugerslange, og hr. Hammershøj er nogle gange hel og nogle gang halv.
Og dette menageri bliver så udsat for den ene viderværdighed efter den anden. Hæsblæsende og lattermilde følger vi begivenhedernes gang, når indgangsdøren bliver for trang, når alle går til krig mod en kampdygtig flue, når mor bliver syg og Asger må passes af Sylvia, men forsvinder, når støvsugeren sluger en turbo, når Hammershøjs dør går i baglås og må brækkes op, og når Asger ser en drage hængende mellem himmel og jord.
Kravet om sammenhæng og fornuft og dramaturgi fortoner sig – så når en pludselig gennemtræk suger Hammershøj ud af dragens vindue, siger vi bare: 'Jamen, selvfølgelig!' og konstaterer helt cool, at den pæne unge drage redder ham og at de to mellemlander i Sylvias Velux-vindue på vej til månen. Det er helt sindssygt og helt logisk.
Overskudsforetagende
Det er fire grunde til, at vi labber al denne vildtvoksende fantasi i os.
For det første at det slet og ret er sjovt.
For det andet at 'huset' i sig selv – foruden at være en imponerende scenografi – er et samlende billede, både for forestillingen og alt hvad der sker, og for de skøre beboere.
For det tredje at vi alligevel har forstået, hvor vi skal hen – til starten på et fællesskab hvor angsten er væk, alle har brug for hinanden, og alle kan lide kage.
Og for det fjerde fordi forestillingen har en instruktør med både fantasi og hjerte. Petrea Søe har magtet at holde tungen lige i munden, at give løjerne rytme og variation, at holde igen når man lige skulle tænke en tanke, og at give los – f.eks. når Stine Schrøder prøver at mestre sin støvsuger.
Et overskudsforetagende til at komme i godt humør af.
