Med vanlig respekt og lydhørhed overfor børns uspolerede kløgt og sunde trang til at sætte spørgsmålstegn ved vigtige ting i livet sætter Teater Hund i ’Tro, håb & MAGI?’ den overskudsenergiske robotdansende tegneseriehelt Per til vægs med spørgsmålet ’Hvad tror du på?’.
Ups! Det kan nok være, at den faktafokuserede idyl krakelerer. Med et brag er det slut med den fyrige fart og det piblende humør. Danseparaderne går i stå. Per, der ellers altid har svar parat, er i sandhed kommet på en prøve. Med et spørgsmål der ligger milevidt fra lette spørgsmål så som hvad afstanden til Månen er, hvad en bestemt by i Afrika hedder, og hvordan man siger flodhest på engelsk.
Det er (selvfølgelig) en klar barnestemme, der over højttaleren som det naturligste i verden stiller det spørgsmål om tro, som bringer Per ud af flippen. Per (Linderoth) bliver ligesom Anne (Dalsgaard) og Katharina (Kamber) rystet i deres selvsikre ‘det kør bare derudad’ – univers.
’Find bare på noget!’, foreslår Anne og Katharina. ’Nej det er at lyve!’, svarer Per. Og så ruller vi ellers – motiveret af guldfisken TROels, der danser med fra sin akvariefirkant i den skolepapirsternede bagvæg – ind i et fantasiens univers. Et univers der fabulerer løs, men også har benene solidt plantet på jorden med børns logik som sikre pløkker.
Allah, engle og en grøn frø
Anne og Katharina diskuterer, hvad man skal tro på. Gud, Allah, nisser, engle, fitnesscentre eller en grøn frø. Om der er én gud, eller om Gud kan være overalt. Og ind i deres livlige snakker flettes scenografiske optrin, der ved første øjekast virker som pausefyld. Men snart efter overbeviser mobile træer, vejbaner og horisontlinjer som elementer, der helt fysisk illustrerer, at alting tager sig forskelligt ud, alt efter hvilket perspektiv du ser det i. Det scenografiske er på en enkel og fin vis med til at fortælle, at du kan blive spærret inde af spørgsmål, men at du også kan åbne dit blik op for nye udsyn.
Der er passager – især de mest alvorsfyldte – som vil have godt af at blive strammet op. Men det er småting i en helhed, der emmer af energi og fine nuancer. Forestillingen viser i helt konkrete diskussioner mellem Anne og Katharina, at der ud af de helt små nære tvister opstår krig, hvis man stædigt holder fast ved hvert sit standpunkt.
Figurerne viser med deres reaktioner, hvor angstfremkaldende det er ikke at føle, at man har kontrol over situationerne, og hvor befriende det er at kunne slappe af og i stedet lytte til hjerternes pulsslag. Og grænsen mellem tro og håb stilles undervejs dejligt konkret op med replikken: ’Hvis I ikke tror nok, kan I håbe på det’.
Krøllet humor og kløgtig banalitet
’Tro, håb & MAGI?’ er farverig (som altid) med Per, Anne og Katharina i hhv. blåt, grønt og rødt actiondress. Der er skønne stikpiller til de voksne (her bragt på banen som forældre, lærere og en statsminister, som det er svært at tro 100 procent på, fordi de også siger noget værre vrøvl). Masser af kropslighed. Parodiske musicalfjed til ’The Sound of Music’. Og en tekst, som er præget af en frygtløs umiddelbarhed og en dejlig krøllet humor, som ikke er bange for at være banal. En tekst, der i sin naivitet viser tit latterliggjorte eller oversete sider af virkeligheden (Per tror fx på, at alt kan repareres, bare man har det rigtige værktøj. En anden tror, at gamle sokker bliver kede af at blive smidt væk. Og en tredje, at mælk kommer fra isbjørne.)
Teater Hund viser og diskuterer morsomt og uhøjtideligt hvad tro, håb og magi kan være. Et herligt mulighedstrip, som afsluttes med et dejligt finurligt halesving: Det lille bjergparti bevæger sig – helt af sig selv – hen over scenen. En finale som gør det ekstra morsomt at huske tilbage på Annes replik undervejs: ’Vi kan da ikke stå her og fortælle folk at de skal tro på magi!’.
