Midt på gulvet i Rolf Krake Skolens store gymnastiksal ligger et stort, sort og kvadratisk gulvtæppe med stoler rundt om på alle fire sider. I det ene hjørne en sort kuffert – ellers intet.
Bortset fra André Andersen selv. Myndig, veloplagt og smilende, tager han imod, klædt i noget der både er lidt hverdagsagtigt med sixpencen bag-frem, lidt sporty, og lidt militært.
Inden historien kommer rigtigt i gang, har han skabt en stemning af forventning og er blevet den sjove lærer, der kan tillade sig det meste. Han laver grin med os, går i dialog, får os fnisende til at finde os til rette, men han har fuldstændig kontrol.
En kringlet historie
At forklare Europas komplicerede sammensætning af lande, konge-og kejserdømmer, alliancer og loyaliteter anno 1914 har været et hovedbrud for historikere i 100 år. Et konglomerat af små og store stater der vogtede på hinanden, et kontinent fuldt af spændinger, en 'verdensorden' på faldrebet.
Et kludetæppe! Og hvad er bedre til at vise det end netop – et tæppe? I ekspresfart får Andersen tegnet kridtstreger op på det sorte underlag: Østrig-Ungarn med alle sine mindre vasaller, Serbien, Tyskland, Rusland, Frankrig, og uden for tæppet – på gulvet bagved stolene: England – og i et hjørne: 'Den lille prut' til Danmark.
Manende gestalter han de forskellige aktører: Kejser Franz Joseph med snurbarten, den russiske bjørn, Tyskland med to fronter, den hovmodige engelske officer, den forvirrede franskmand.
Det er dygtigt gjort – på ingen tid – at ridse det hele op, dette arsenal af latent sprængstof, der kunne tændes med en lille gnist.
Den østrig-ungarske tronfølger Franz Ferdinand tager i åben vogn til Bosnien-Herzegovinien og møder sin skæbne i form af fem serbiske attentatmænd i Sarajevo. Ganske indgående skildrer vores fortæller attentatets gang. De fem havde alle forskellige poster og opgaver, og flere af dem havde ikke held med sine forehavender. Men én af dem, Gavrilo Princip, lykkedes i sit skumle forsæt.
Bang! BANG!! Med to velrettede skud mod et par intetanende lærere har Andersen gjort det af med tronfølgeren og hans kronprinsesse. Den gang for 100 år siden blev det gnisten der tændte det ragnarok der varede i fire år og satte Europa på den anden ende.
Den store krig, og to historier
Med enkle virkemidler – nogle stole og et kamuflagenet – får André Andersen skabt en tilstrækkelig antydning af skyttegravskrigen og dens rædsler med lus og rotter, gas og bombardementer.
Og vi får to hovedfortællinger: En om den legendariske fodboldkamp mellem tyske og fransk/britiske soldater i ingenmandsland hin juledag, og en om de to engelske kammerater, Tom og Peter. Begge bliver betydningsfulde, når Tom, efter krigens slutning, opkalder sin søn Konrad efter den tyske soldat, han spillede fodbold med og hvis død han bliver skyld i – og Peter efter sin kammerat, der døde i skyttegraven.
Det er ikke tvivl om at elevene på Rolf Krake Skolen er godt underholdt. Koncentrationen er på top, og latteren sidder løst, når soldat Tom kaster sig ud i fodbold og krig eller overfalder publikum i panisk søgen efter sin gasmaske, eller når Gavrilo Princip kaster op over os alle efter at have drukket gammel gift.
Jeg er straks mere i tvivl om det pædagogiske aspekt. Efter mit skøn går der for meget action og løjer i forestillingen. Der er rigtignok enkelte øjeblikke af ro og eftertænksomhed, men jeg synes André Andersen betaler for høj en pris med løjer for at fastholde sit publikum.
Hvis tanken er (også) at give de 9-12-årige en indsigt i Europas historie, er det jo en god intention, men jeg har en mistanke om, at det er hus forbi hos mange. Dertil blev det hele en tand eller to for sjovt.
Vi får ikke noget at vide om en anden lille tysk soldat – han var da heller ikke med at spille fodbold. Han var korporal og hed Adolf. Han blev desto vigtigere, da eftervirkningerne af krigen viste sig.
Om Gavrilo Princip derimod, får vi noget mere at vide: Han dør i fængslet af tuberkulose samme år som krigen slutter.