Sidst på året mangler børneteatret sjældent nisser og jesusbørn i traditionelle kontekster. Men på Ishøj Teater byder 'Annas jul' på en ny og frisk udgave af den obligatoriske juleforestilling. Opskriften er enkel. Den består af en god idé, et par søde sange og en livlig iscenesættelse.
Handlingen er en konstruktion, bygget over Peter Fabers gamle julesang, 'Højt fra træets grønne top', men den virker upåklageligt på scenen. I nogle af sangens vers er der fabuleret over teksten, så det bliver en fint sammenhængende og fornøjelig historie om barnebarnet Annas jul hos bedstemor Anna. Det er ikke et forløb uden knaster, for bedstemor afskyr jul og tror ikke på nisser. Det kommer hun selvfølgelig til, før det hele slutter med dans og juletræ.
Scenografien viser klart og overskueligt for de yngste tilskuere, at her mødes to verdener. På den ene side Bedstemors fisefornemme stue med stilmøbler og standur, hvor lille Anna er på besøg. På den anden side Nissefars og nissedatter Nikolines mere beskedne loftkøkken, hvor ting på særeste vis kan trylles frem. Hvilket i høj grad er nyttigt, når julen skal bringes tilbage til et hus, hvor nisserne ikke er spor velkomne.
Det er små piger som Anna heller ikke. Selvom Annevig S. Ebbes Anna er kvik og kær og har sin lille statur og lyse stemme med sig i rollen. Men piger lyver, påstår Sussi Andersens lige lovlig affekterede Bedstemor. Det er en viden, hun har fra sig selv. Bedstemors afvisende holdning til jul og nisser skyldes nemlig dårlig samvittighed, fordi hun som barn blev misundelig på kusine Sine og gemte hendes julegave, en dukke.
Livligt spil og pigepæn sang
Nu ligger dukkebarnet i sin antikke dukkevogn og forpester bedstemors jul, indtil Anna trods strikse formaninger tager dukken op. Det medfører en mindre katastrofe, der behændigt bringer Mette Alvangs Pippi-agtigt skægge, men lidt skingre Nikoline-nissepige på banen. Pigerne er fine sammen, spillet med livligt kropssprog og pigepæn sang. De er også gode til at fare rundt uden at blive fjollede, men er langt fra ens.
Nikoline tør – og kan – alt det, som Anna ikke rigtigt vover, som at fylde den fine stue med julepynt. Ganske vist hiver bedstemor med stram mine det første lille juletræ fra nisserne ud. Men Nissefar er leveringsdygtig i mere end det, og efterhånden begynder julestemningen da også at indfinde sig. Den er dog tæt på at forsvinde igen, da nissepigen lokker den fine, røde frakke i julesangens merino-uld fra Anna.
Frakken har Bedstemor syet, og hun bliver sur. Heldigvis for Anna og tilskuernes moral træder Peter Gregersens klichéfyldte, men også lune Nissefar i karaktér og beordrer frakken leveret tilbage. Det bliver den, og Nikoline indrømmer, at hun tog frakken, fordi hun var misundelig. Så er det for anden gang slået fast, at misundelse ikke fører noget godt med sig.
Det gør julen til gengæld. Det er nemlig tiden, hvor man skal opleve glæden ved at give, formaner Nissefar, og så får alle i salen en småkage. Mens vi gnasker, får Bedstemor sin bortkomne dukke igen, pænt pakket ind som en gave med silkebånd. Men knapt er den pakket op, før Bedstemor giver dukken videre til Anna, og selv får Annas hånd i julegave – dog kun i gips. Og så kan det store juletræ køres ind.
