Det blæste rigtignok godt fra øst, men Kongens Have viste sig ellers fra sin bedste side, da jeg var inde/ude at se, hvad det hyggelige gratis-teater ville vise os denne sommer.
'Når byen sover' er en titel, der bringer tankene hen mod mørke, men kl. 10 om formiddagen skinnede sol-og modlyset så stærkt, at alle i publikum fik udleveret skyggefulde caps med teatrets logo. Det skabte en fortrolig og løssluppen stemning blandt os forventningsfulde, ikke mindst mellem mig og den fireårige med Fjällräven-sæk på bænken foran.
'Om natten er det stille' bliver der sagt, og dukkespillerne Astrid Kjær og Yulia Lystbæk lægger fingeren over læberne – her skal ikke råbes. Stille, stille bliver vores lille klode – en globus der sover på en blå pude – lagt ned, den blå scenefront lægges ud, og det ligeså blå fortæppe trækkes til side.
En by og en dag bliver til
Og der ligger Bo Carlsson – det vil sige: hans hoved – så fredeligt og sover. Et livligt vækkerur ringer syv, men det tager tid, inden Carlsson fatter budskabet og går sit lille morgenritual igennem – som afsluttes med, at han tager sin smarte grå hat på og går ud i verden.
En ny dag tager form. Et højhus hejses på plads af en ivrig kran, og en tommeltot får derved et sted at bo og et vindue at vinke fra. Postbilen kommer med bl.a. et kort over byen til vores helt, og når diverse dyr – en elefant, en giraf, en tiger, en flamingo optræder, er det ikke underlig at også tårnet i Zoologisk have bliver sat på scenen.
Der bliver trængsel efterhånden, flere højhuse, biltrafikken må reguleres, springvand opstår og Røde Kors ankommer med en omsorgsfuld sygeplejer fra Norge.
Til slut er bybilledet klart, inklusive et minimarked med en pludrende venlig Mohammed og en skraldebil der tømmer spande, og til og med et fremfusende metrotog. Scenografien er råt tilhugget, men naturalistisk nok til, at vi hele tiden er på omdrejningshøjde med situation og historie.
Efter nøje at have fulgt denne hektiske dags aktivitet, kan det ikke undre nogen, at Bo C. bliver træt. Et lille cafébesøg til sidst – og så tilbage i seng.
En nat og en drøm bliver til
'Men om natten bytter husene numre, gader løber om kap, og dørene banker på', hedder det i Marionetteatrets lille introduktionstekst. Dét havde jeg set frem til at se, men der blev jeg snydt.
Det, vi får at se, er fragmenter af Bo Carlssons drøm, med mange dagsrester med dyr og zoologisk have, dansende paraplyer og Mohammed på flyvende tæppe.
Bo i miniudgave (inklusive hat) er en sød dukke, som observerer nattens by, ligesom den store Bo har observeret dagens. Introtekstens lokkende og fantasifulde poesi får jeg ikke. Tingene/ figurerne har et eget liv som figurer i en drøm – de flakser og flyver – men byen i sig selv – husene, gaderne, dørene – får ingen egen vilje, ingen selvstændig, sjov, absurd, poetisk, endsige mystisk størrelse eller betydning. Så byen bliver altså ikke mere spændende eller mærkværdig om natten end den var om dagen.
Det er synd, for dukkerne er fint udformet, Pete Livingstones musik er som vanligt medrivende, og de medvirkende kan deres fag til fingerspidserne.
Jeg mærker en vis uro på bænkeraderne omkring mig, men min ven med Fjällräven er godt fornøjet, og jeg får et smil som afsked.
