’Himmelrumskibet’. Sådan hedder åbenbart den bygning, vi vandrer rundt i hos Teaterhuset Filuren. Forestillingen ’Toner fra himlen’ viser sig i hvert fald at være podcastteater med lyttepunkter undervejs inde i Musikhuset Aarhus. Eller ’lydteater’, som Filuren selv kalder det.
Konceptet er opstået som en idé hos Filurens leder, Ditte Felding. Hun har derefter fået scenekunstneren Betina Birkjær til at realisere det hele ved både at skrive tekst, skabe scenografi og instruere de indspillede stemmer. Så dér går vi som tilskuere rundt omkring i musikhuset i små grupper af op til seks personer. På jagt efter næste klistermærke, hvor vi skal standse op og lytte.
Historien i ’Toner fra himlen’ handler om pigen Stella, hvis bedstefar ved en masse om rummet – og som faktisk tager af sted op i et rumskib. Vores opgave er at gå på jagt i Stellas fodspor og finde hendes fortælling, der gemmer sig forskellige steder i Musikhuset. Lige noget for skolestartere med vakse øjne.
Åh Lajka
Idéen er fin og frisk. Den unge skuespiller Amanda Bøgestrøm Isaksen har også masser af energi i sin stemme, når hun fortæller om sin elskede bedstefar og sin fascination af rummet. Og Lars Bom forklarer intenst med sin rolige stemme, så vi vitterlig kan forestille os både lydbølger og stjerner. Imens mjaver katten Lajka kælent. (Dog uden at vi voksne får bekræftet, at den er nok opkaldt efter den stakkels hund, som blev sendt op i et sovjetisk rumskib i 1957, og som aldrig kom tilbage til jorden igen…)
’Min bedstefar siger, at ørerne er det vigtigste, vi har,’ siger Stella i ørebøfferne. Det skal nok passe. Komponisterne og lyddesignerne Marcus Aurelius Hjelmborg og Gustav Andreas Berg har skabt en lydverden af alverdens svirpende radiobølgelyde og sfæriske toner i denne galaksefortælling – tilsat smukke klassiske musiktoner og en fin lille orgelsnert.
Alligevel føles det lidt tamt at gå omkring efter noget, der ikke er der. Vi ser godt nok en plade med sandkorn, der sættes i svingninger, så sandkornene hopper og danner revlemønstre. Vi ser også sære ledninger og apparater. Et enkelt sted dukker en levende menneskehjælper op iført hvid kedeldragt. Hun låser døre op og instruerer os i, hvilke knapper, vi skal trykke på. Og straks mærker vi, hvor skønt det ville have været, hvis der rent faktisk havde været skuespillere rundt omkring i alle de forskellige rum.
Nu skal vi imidlertid nøjes med en indspilning i ørerne. Det virker egentlig som sekunda-teater. For selv om podcasts er den store trend, så ændrer det ikke ved, at levende performere vitterlig er det særlige ved teatrets kunstart.
Desuden varierer fortællingens replikker meget. Fra det barnligt undrende til det nørdet vidende. Men også til skræmmende replikker, når bedstefar sidder i et rumskib og formulerer nødråb over radioen til sit barnebarn: ’Jeg kan ikke mærke min krop. Det er som om, jeg er ved at forsvinde…’ Her mangler der godt nok at blive hæftet ende, sådan dramaturgisk set.
Jul eller ej
Undervejs opstår en vis juleskepsis hos mig. Titlen ’Toner fra himlen’ i december lokker med lyden af en juleforestilling. Ordet ’himlen’ tolkede jeg i hvert fald som noget, der havde med Jesusbarnet at gøre. ’Toner i himlen’ viser sig at være en absolut ateistisk forestilling, der udelukkende handler om naturvidenskab og fantasi. Det er der ikke noget galt i. Men hvorfor forestillingen sælges som juleforestilling, virker underligt.
I 2022 spillede Filuren den meget roste sanseforestilling ’Duften fra Betlehem’, også skabt af Betina Birkjær. Den spilles igen i år, og selv havde jeg forleden den store fornøjelse af at opleve forestillingen. Her gik tre syngende skuespillere rundt om den varme grød – altså Juleevangeliet – ved at tale om en særlig stjerne, som endda begyndte at lyse over hovederne på os alle sammen mod det natmørke himmelloft. I denne tredelte forestilling spillede skuespillerne Matias Hedegård Andersen, Lotus Lykke Skov og Johanne Baadsgaard Lange henholdsvis en stjernekigger, en duftsamler og en pelsmusiker. De nævnte hverken julen eller Jesus ved navn, men de spredte duft af nelliker og stjerneanis rundt i scenografiens smukke huler under eksotiske stofbaldakiner. Vi tilskuere dansede og sang sammen med disse tre skikkelser i deres søgen efter den store stjerne – og vi mærkede den glæde, de fortalte om.
Her blev julen fortolket som et livsmirakel. Og her blev vandreforestillingen til en fælles oplevelse mellem publikum og skuespillerne – bevægende og intens.
Kattemad og kakaomælk
’Toner fra himlen’ skabte en anderledes ensom følelse. Uanset hvor meget vi smilede til hinanden i vores lille gruppe, mens vi gik rundt i Musikhusets modernistiske murstensloger eller op og ned ad hemmelige trapper, så savnede vi nogle skuespillere at dele glæden med. Jeg gjorde i hvert fald.
Jo, vi havde fint udkig til orange ledninger på taget. Vi forsøgte at tyde avancerede skemaer på opslagstavlen hos bedstefar ’Stjernfeldt’, og vi kunne se ind i Stellas værelse og åbne hendes køleskab med både kattemad og kakaomælk – og citronmåne, naturligvis. Vi fik endda øje på den velkamuflerede landingsplads, hvor Stellas bedstefar ville ankomme i sit rumskib, og hvor Stella ville tage imod ham. Bedstefars elskede ’Stella Stjernemus’, som han kaldte hende. Alligevel virkede følte vi os alene.
Nuvel. Genremæssigt udlever ’Toner fra himlen’ fint sine egne præmisser som lydteatervandring. Forestillingen er også scenografisk opfindsom og teknisk upåklagelig – det er egentlig kun replikkerne, der virker uhomogene.
Men som samlet teateroplevelse skaber værket distance til sit publikum. Personligt ville jeg i hvert fald hellere have mødt Stella og hendes bedstefar i form af levende menneskekunstnere. Med eller uden Lajka-kat.
