Det fine ved alle de tre små historier, som Lise Jørgensen har skrevet om ensomhed, antyder kun, at noget positivt kan ske. Historierne er åbne. Ikke fastlåste. Alt kan ske. Det kan gå skidt, men også blive vendt til noget bedre – til noget mindre ensomhedsfyldt.
Med enkle rekvisitter og forandret gestik forvandler de to medvirkende skuespillere, Thomas Knuth-Winterfeldt og Zeev Sevik Perl, sig i Lise Jørgensens iscenesættelse og enkle scenografi af et lille værelse og et udendørsområde, til de forskellige personer i fortællingernes persongalleri.
Det virker også fint, at de to skuespillere undervejs træder ud af deres roller og taler som sig selv som skuespillere, der fx er i gang med at aftale, hvad der nu skal ske eller kommenterer det, som netop er hændt.
Helt i begyndelsen indleder de forestillingen med helt roligt at introducere, at forestillingen handler om ensomhed og at det sker via de tre små fortællinger. Som et raffinement holdt de en lyskæde op og illustrerede med den – ved at sige at den kun kan lyse, hvis alle lamperne er med (dur) – at fællesskab er af afgørende central betydning for menneskets velbefindende.
Jeg sad vist der og frygtede, at det, jeg nu skulle opleve, ville tage sig stift, forudsigeligt og belærende ud. Men spillet viste sig at have en fin dynamik. Og de to skuespillere formår med deres spil at bringe ensomhedsemnet ud over scenekanten på en måde, så man kan mærke vigtigheden for dem af, at emnet bliver håndteret ordentligt.
Fest, flora og rap
I den første ensomhedsfortælling virker det ikke akavet, at pigen Tanya, der sådan håber at blive inviteret med til fest hos ”de rigtige” i klassen, bliver spillet af en mandlig skuespiller.
Thomas Knuth-Winterfeldt trækker en kjole ovenpå sit tøj og balancerer sin teenagepige-gestik, så det er Tanyas følelser vi fokuserer på – ikke hvor feminin hun tager sig ud udadtil. Zeev Sevik Perl spiller troværdigt Tanyas far – en far, der prøver, men alligevel ikke kan sætte sig ind i hvordan Tanya har det.
Fortælling nummer to har noget meget kært over sig. Zeev Sevik Perl kryber med stor indlevelse og glimt i øjet ind i rollen som drengen William, der er opslugt af at fordybe sig i planter. En kæmpestor bog om alverdens flora synes nærmest at være vokset sammen med drengen. De trækker vejret sammen.
Det fine er, at der i spillet også opstår små sprækker. Sprækker, hvor både William og pigen Zenia kan række ud efter hinanden. På den måde peger fortællingen på, at der er håb for, at William kan slippe af med den egotripper af en uformående psykolog, som hans bekymrede mor bakket op af hans klasselærer har sendt William til.
Sidste historie tegner mødet mellem en ældre mand i et boligblokbyggeri og en ung fyr, som hænger ud ved en lygtepæl, hvor han skruer gevaldigt op for den rap-musik han holder af. Allermest holder han nok af den kammerat, som uden at ønske det selv, har måtte rejse til en anden by. De plejede at hænge ud sammen.
Den gamle mand viser sig også at være blevet afskåret fra en han holdt af. De to mænd i forskellige aldre, som også foretrækker hver deres type musik, står i begyndelsen stejlt overfor hinanden. Man gradvist fatter de gensidig interesse.
Publikumsinddragelse
Som finale på forestillingen inviteres publikum til på et stykke A4-papir at skrive, hvad der for dem at se kan være med til at komme ensomhed til livs. Bagefter må man hænge sit udsagn op på den tørresnor, skuespillerne har spændt ud oppe på scenen.
Desværre var der ingen i aldersgruppen til denne Aprilfestival-opførelse. Blot midaldrende formidlere plus undertegnede. Men buddene var rigtigt gode alligevel.
