Af: Henrik Lyding

4. maj 2010

Engleroderi

Usammenhængende historie om kampen mellem det gode og det onde.

Han vil så gerne ned på jorden, den unge engel. Men ærkeenglen siger nej. Han er slet ikke rustet til menneskenes iboende ondskab. Alligevel ender han i vores verden, hvor ondskaben dog begrænser sig til en pige, kaldet Kanon-Karla, som tyranniserer en sød, forknyt dreng, Gustav, med en bamse i en computertaske.

‘Hit med guffeluffet!’, siger hun og forlanger posen med skumfiduser udleveret. Eller at han skal trække hende rundt på den legetøjskanon, hun ikke kan undvære som trusselsmiddel, hvis alting ikke gør efter hendes hoved. Hvilket det som regel gør, indtil englen kommer imellem dem. Han forstår slet ikke deres magtkamp, han lader sig gerne mobbe, han synes bare, at det er sjovt.

Undervejs kommer ærkeenglen til den konklusion, at det nok er bedst, at den unge engel alligevel lærer ondskaben at kende. Det får han hjælp af Satan til.

Og så bliver englen lige så drillesyg og ondskabsfuld som Karla. Så modbydelig at ærkeenglen til sidst vælger at skære vingerne af ham. Vupti, tilbage står et menneske – et godt menneske, lige pludselig, uden forklaring, som var en central scene ved et uheld røget ud af forestillingen, lige som også både Karla og Gustav ender med at forenes i venlig leg og omsorg.

Hulter til bulter

Lyder det lidt hulter-til-bulter-agtigt? Sådan oplevede jeg det også. Optakten i himlen, hvor både ærkeengel og Satan huserer i hver sin side af scenen, roder i både musik, iscenesættelse og replikker – det er hverken skarpt eller præcist nok – mens historien om de to børn bare virker en kende forvirrende, fordi de to spillere og deres kostumer snarere signalerer klovne eller hverdagsmennesker i voksenstørrelse, selv om de taler som børn. Eller rettere sådan som dansk børneteater engang mente, at børn talte, mens henholdsvis ærkeengel og djævel knirker gammeldags som var de hentet fra et middelalderligt mysteriespil.

Zevik Perl er en lille, Chaplin-agtig figur over for Ea Mannovs bryske Karla i hat og lang frakke. Nej, det ser sært ud. En lidt tilfældig lydkulisse, der snart opererer med opera, snart disco, og som klipper hårdt i musikken, når den ikke skal bruges mere, virker ikke gennemarbejdet.

Scenografien arbejder med hvide draperier i paradis og nonfigurative maleri-vægge på jorden med et klatrestativ som flytbart omdrejningspunkt i de forskellige situationer. Som udgangspunkt ganske godt tænkt, men udførelsen og resultatet virker slapt og ikke arbejdet i bund.

Forestillingen er skrevet og instrueret af to af Comedievognens egne folk, Ea Mannov og Bo Bertram (der også statuarisk fremsiger ærkeenglens få replikker). Her, som så mange andre steder, må man sige, at en rigtig dramatiker formentlig havde gjort en betydelig forskel, sprogligt såvel som logisk, lige som en udenforstående instruktør nok ikke havde været af vejen.

Jeg stod helt af i scenen med Gustav og Karla, der mobber englen, som pludselig lignede Jesu korsfæstelse i rødt lys, mens en opera-diva brølede lidelse ud af højttalerne.
Men den unge Henrik Rosenquist Andersen er sød som den smilende, legende og uskyldige engel med fin energi i kroppen, både da han er god og da han bliver ond. Hans kostume fungerer også godt. Løst hvidt tøj med vingerne elegant tegnet på ryggen af T-shirten. Enkelt og elegant.

Det er bare slet ikke nok til at bære hverken historien eller forestillingen frelst igennem. Om jeg så må sige.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang
God fortællekunst går aldrig af mode
Det Fortællende Teater:
'Gilgamesh'
Med den 4000 år gamle historie ’Gilgamesh’ skaber Jesper la Cour og Det Fortællende Teater virkeligheder omkring os kun ved hjælp af god, gammeldags og gedigen storytelling.
En venlig teaterversion
Teater Next:
'Peter Kanin'
Teater Next byder med ’Peter Kanin’ på endnu en forestilling, der tager afsæt i kendt børneunderholdning, og det er blevet til en smuk og vellydende forestilling med enkelte mangler under overfladen.
En forrygende ventetid
HumanLab:
'Terminus'
’Terminus’ er et medrivende snapshot af et samfund, der er kørt af (tog)sporet.
Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang
God fortællekunst går aldrig af mode
Det Fortællende Teater:
'Gilgamesh'
Med den 4000 år gamle historie ’Gilgamesh’ skaber Jesper la Cour og Det Fortællende Teater virkeligheder omkring os kun ved hjælp af god, gammeldags og gedigen storytelling.
En venlig teaterversion
Teater Next:
'Peter Kanin'
Teater Next byder med ’Peter Kanin’ på endnu en forestilling, der tager afsæt i kendt børneunderholdning, og det er blevet til en smuk og vellydende forestilling med enkelte mangler under overfladen.
En forrygende ventetid
HumanLab:
'Terminus'
’Terminus’ er et medrivende snapshot af et samfund, der er kørt af (tog)sporet.