Det er kun i Sverige, at man kan hedde Karl-Bertil. Det er også kun i Sverige, at der findes en ’indtjeningsbog’, hvor der står, hvor mange penge alle folk tjener.
Det sidste er de 5-10 årige nok ligeglade med. De vil bare gerne se juleforestilling om Karl-Bertil, der arbejder på et postkontor med at sortere pakker op til jul. De kan godt se,at det ser vældig uoverskueligt ud, og de kan godt forstå, at Karl-Bertil gerne snart vil hjem til sin mor, der lige har bagt klejner.
Men så er det, at der kommer en ’Robin Hood’ med fjer i hatten og flabede hænder. Denne ’usynlige’ person kaster rundt med pakkerne, så de rige kommer til at give til de fattige. Det lykkes i hvert fald, hvis Karl-Bertil vil hjælpe lidt til – og det vil han gerne. Så han bytter lidt rundt på adressesedlerne…
Juletræet på hovedet
Denne svenske Robin Hood-fortælling blev skrevet af Tage Danielsson i 1964, men efter den blev filmatiseret som tegnefilm i 1975 fik den kultstatus i Sverige, hvor den siden er blevet sendt hver eneste juleaften. Sådan!
Det er dette nordiske arvegods, som Bo Skjødebjerg nu har dramatiseret til en teaterforestilling for tre levende performere og en masse robotagtigt grej.
Sjoveste rekvisit er forestillingens juletræ, der ankommer på hovedet – med trætoppen og med gaverne opad. Først da idyllen indfinder sig, vendes træet, så stjernen er øverst.
Desværre er dramatiseringen også helt på hovedet visse steder, og her er der desværre ingen robotarm, der vender manuskriptet på plads. Det vrimler nemlig med abstrakte replikker, som er alt for svære for de 5-8 årige.
’Gave til en værdigt trængende – fra en ukendt velgører’. Sådan siger Karl-Bertil, sådan direkte oversat fra svensk, mens han skriver på pakkerne. Men hvilken 5-årig ved, hvad det betyder – eller hvilken 12-årig?
70’er-pædagogik for fuld udblæsning
Ungerne forstår sagtens grundpointen om de rige, der får mange gaver, og de fattige, der ingen får. Men de mister koncentrationen undervejs. Desuden har instruktøren Bjørn Birch valgt at følge Danielssons tekst helt nøje, hvilket gør forestillingen lige de ti minutter længere, end de store børnehavebørn kan klare.
Særligt sidste del af forestillingen virker for lang. Den handler om, at Karl-Bertil må adlyde sin fars ordre om at gå rundt i byen og sige undskyld til alle dem, han har taget pakker fra.
Her udvikler forestillingen sig til et æstetisk ejendomsmæglershow med kæmpedias af Hvidovre-huse på de dyre veje. Samtidig foregår der en moralsk-korrekt fremvisning af rendyrkede typer som henholdsvis ’alkoholikeren’, ’luderen’ og ’den arbejdsløse’. Her oser 70’er-pædagogikken lovligt hostefremkaldende. (Men måske har den slags socialrealisme stærk Hvidovre-appeal; uden for nærmeste Fakta hang fire alkoholikere i hvert fald ud ved højlys dag og lignede nogen, der godt kunne bruge et par julegaver på flaske…)
Alt godt kommer ned fra loftet
Skuespillerne er ellers ganske kække. Marius Bjerre-Hansen er sjov som den unge Karl-Bertil. Mod sin chef og sine forældre viser han et mut ansigt, som fint kan skjule, at han faktisk gør sig mange tanker om verden – og her er der glimrende spejlingsmuligheder for ungerne.
Remi Lewerissa spiller faderen med sjov autoritetstrang, men også med en masse pinlige hovsa’er, som får ungerne til at smile – og forældrene til at grine igennem. Og Johanne Nørregaard-Nielsen har en kærlig allestedsnærværelse som moderen, der forsøger at lade drengen have sine hemmeligheder, men som også gerne vil støtte faderen. Så hun vælger typisk at dysse problemerne ned og i stedet bare at byde på en klejne…
Vestvoldens juleforestilling er ren realisme. Scenografen Annika Nilsson har skabt en fin bagvæg med fast ur og kalenderblad, mens videodesigneren Lars Ellgaard har indlagt en fin stribe lokaldias med sneeffekter.
Mange sjove rekvisitter fires ned fra loftet, når man mindst venter det – og det er herligt. Næsten som om Vestvolden prøver at efterligne Pantomimeteatret med dets hurtige sceneskift og bizarre effekter, bare uden gammeldags perspektivscene.
Kedsomhed og klejner
Er dette så en juleforestilling for hele familien? Nej, i hvert fald ikke for børnehavebørnene, der keder sig over den svære snak. Men nok heller ikke helt for de 12-16 årige, der keder sig over eventyrsgentagelserne. Så tilbage er der nok hovedsagelig de 8-12 årige, der ellers er vant til mere action.
Men en skøn og børneanarkistisk historie, det rummer denne Karl-Bertils Jul altså. For selvfølgelig trænger Jesus til at møde både Julemanden og Robin Hood. Og så er det jo herligt, at Teatret Vestvolden så generøst har inviteret alle tre til træf i Hvidovre.
For det er ikke bare i Sverige, at juleglæden sænker sig. Derude i den storkøbenhavnske forstad er alle folk så venlige – i hvert fald hvis man skal tro forestillingen: Hvis man ringer på døren på et hus i Hvidovre, så siger folk bare venligt:
’Men skulle du ikke have en klejne?’
