Steffen Sommerstedt er en sympatisk mand, der hurtig kommer på venlig og kontrolleret talefod med sit publikum. En lavmælet harmonika-vals toner fra bagved de enkle sætstykker. En enkel trebenet mælkestol sættes på den ene side – her bor den fattige bondefamilie, og en gedigen rød lænestol på den anden – her bor den rige familie. På hver sin gård, på hver sin side af vejen. Såre enkelt, så alle kan følge med, og ret så skematisk, hvis man spørger mig.
Her skal fortælles en historie, som er gået i arv fra far til søn i adskillige slægtled – faktisk var det Steffens tipoldefar, der oplevede det hele. Om hvordan den fattige familie kom til hæder og velstand, mens den rige bonde og hans affekterede kone fik som fortjent for deres grådighed.
En moralsk historie
Et eventyr som dette er, hvad man kalder en moralitet, og den handler om, at det er bedst at tage godt imod fremmede og dele med andre af det lidt, man har, og ellers være et anstændigt, beskedent menneske. De usympatiske, nærige og grådige får deres vel fortjente straf, og de kan kun takke sig selv derfor.
En juleaften kommer der nemlig en mørk og mystisk gammel mand, som søger husly for natten og en bid brød. Han kastes ud af de rige, men må komme ind hos de andre og blive hele julen over. Til gengæld får de ligeså mange ønsker opfyldt, som der er horn på deres okse. De har rigtignok talt om, at de ønsker sig en ekstra gås og en stald til den forfrosne hest. Men de er besindige og forudseende og ønsker kun, at de altid har penge nok, og at de kan bruge dem fornuftigt. Og ganske rigtigt: Pengekrukken bliver aldrig tom, og de kan skille sig af med gæld og skaffe sig lidt ekstra.
Det går som det må gå i eventyret – næste jul kommer manden igen, og den rige bonde – som er blevet afsindigt misundelig på den fattige – tvangsindskriver den fremmede, tvinger mad i ham, pylrer geskæftigt om ham og påstår, at deres okse har fire horn. Altså må de få fire (!) ønsker.
Selvfølgelig går det galt, og alle fire ønsker bobler væk i skænderier og utålmodighed. Sådan går det de grådige!
Scenekunst?
En hvilken som helst flink og nogenlunde dygtig børnehavepædagog kunne have fortalt denne historie – med indlevelse og små karakteristikker – og samlingsstunden ville have været en god oplevelse for de små. Men det bliver der ikke skuespil, ikke teater, af!
Vi er nødt til at kræve noget mere for at indlemme en forestilling som denne under begrebet 'Scenekunst for børn og unge'. Jeg har nu set så mange 'teaterforestillinger', der knapt nok når op til den dygtige pædagog og slet ikke har med scenekunst at gøre. Tilstrækkelig mange til at sætte MIN fod ned og sige, at så let er det sgu ikke! Sympatisk eller ikke, det har ingenting med sagen at gøre, uanset om det er lidt sjovt eller lidt spændende.
Vi er rigtigt glade for de rare og dygtige pædagoger, vi elsker når vores børn kommer hjem fra børnehaven og kan genfortælle en god historie. Men, med al respekt at melde: Det er ikke teater, ikke scenekunst.
Steffen Sommerstedt fortæller rent og pænt, nydeligt og tydeligt. Men en skuespiller, en kunstner, kunne have fået adskillig mere ud af historien.
