Hvis man tjekker ind på et af de mange hoteller i Danmark – særligt nær kysterne – der endnu ikke har ladet sig indrullere i den global-business-designstil, som skyller hen over verdens metropoler, så kan man i en træg skrivebordsskuffe finde Det Nye Testamente klar til flittigt brug.
Det er et stadigt præsent minde om en tid, hvor Guds ord var lige så nyttige som vand og sæbe. Slår vi nu op på bjergprædikenen i Matthæusevangeliet, så siger Jesus til sine disciple: "I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker".
Det Olske Orkesters forestilling ’Salt’ handler overhovedet ikke om bibler på hoteller, men den foregår i den tid, som hotelskufferne minder os om. Og netop udtrykket ”I er jordens salt” er forestillingens omdrejningspunkt.
’Salt’ er anden del af Det Olske Orkesters trilogi, ’En nations selvhad – Danmark mellem skam og selvovervurdering’, som handler om vores selvforståelse og nationale identitet. Den blev indledt sidste år med forestillingen ’Sukker’ (anmeldelse: http://www.teateravisen.dk/sukker-paa-samvittigheden.html) om danskernes medvirken i slaveriet igennem 1700- og 1800-tallet.
I ’Salt’ er det grundtvigianeren, manifesteret i Socialdemokraten-journalisten Frederik Brunbjerg, der møder Indre Mission, i form af det lokale fiskerfolk i Harboøre og i særdeleshed i skikkelse af sognets pastor Christian Mols.
Impressionistisk iscenesættelse
Lotte Faarup har iscenesat forestillingen i en elegant blanding af spillescener og scenebilleder. Eksempelvis indledes forestillingen med et billede af en gruppe fiskere, der med vuggende bevægelser og med reb og årer som symbolske rekvisitter viser os, at de sejler ud fra Harboøre.
På kajen bag dem råber den blinde datter Karen efter sin far, som har glemt sin madpakke. Det er mørkt og faretruende, og varsler om ulykke præger stemningen i rummet, da Bo Stendell Larsens blide og dybe fortællerstemme leder os tilbage i tiden og ind i historien.
Ligesom i trilogiens første del er scenografien også her domineret af et tomt scenegulv, der fungerer som lærred for en række videoprojektioner. Disse projektioner fungerer vidunderligt stemningsskabende både som de abstrakte mønstre, der illustrerer bølger og storm, og de konkrete malerier som eksempelvis P.S. Krøyers ”Sommeraften på Skagen Sønderstrand”, der fylder rummet med skønhed og varme.
Tableauer af både statueagtige positioner og stilistiske koreografier, hvor eksempelvis fiskerkonerne som i en dans rigger fiskenet til, gennemstrømmer forestillingen og understreger Lotte Faarups evner for det impressionistiske i sin iscenesættelse.
For mange overfladiske tematikker
Hvad teksten angår, er forestillingen velkonstrueret, og historien fortælles i et klart og tydeligt sprog. Desværre præges manuskriptet af at ville favne lidt for mange tematikker, og nogle gange bliver beretningen dermed for overfladisk. Hvor kunne det eksempelvis have været skønt at gå rigtigt ned i dybden af den relation, der udvikler sig imellem journalisten Frederik Brunbjerg og hans forlovede, frøken Johanne.
Hun repræsenterer begyndelsen på Kvindebevægelsen ved eksempelvis ikke at ville lade sin mand præsentere hende, når hun afbryder ham ved selv at sige sit efternavn, og ved på et andet tidspunkt at udtale ”Når jeg får stemmeret …” om den valgret, der blev kvinderne tildelt 22 år senere. Men de forbliver kun to forskellige personer, der undervejs finder ud af, at de har forskellige syn på verden, hvorfor de naturligvis må skilles.
Også den indremissionske indflydelse på lokalsamfundet i Harboøre og mistilliden i det klasseinddelte samfund, som er gennemgående for forestillingen, bliver kun brugt som led i fortællingen, men bliver ikke behandlet særligt konkret.
Et fuldendt udtryk
Også ensemblet og det kunstneriske team bag forestillingen er det samme, som i ’Sukker’ fra sidste år. Og som produktion er ’Salt’ en gennemført sag, hvor både lyd og lys, videoproduktioner, kostumer og rekvisitter spiller sammen i et fuldendt udtryk.
De medvirkende begiver sig stilsikkert rundt på scenen, hvor de især i Faarups tableauer er homogene som ensemble. Angelina Watsons pastor Mols bliver en kraftfuld personage, der træder ind i rummet med den djævelske kraft, ligesom den formodentligt er tiltænkt.
Dog er det for Watson og de øvrige spillere ikke det dybere karakterarbejde, der er ensemblets fortrin. Med få håndgribelige karaktertræk bliver rollerne varierede i forhold til hinanden, hvilket fungerer godt til at drive scenerne fremad, men hver for sig er de mindre interessante.
