Af: Anne Middelboe Christensen

21. august 2013

En tynd kop kaffe

Teater Morgana fortæller om de gode, gamle dage med højt humør og skønne blikke. Men forestillingens handling savner saft og kraft.

Alle os i tilskuerkøen skal gå i slange, før vi overhovedet kommer ind til forestillingen. Det bliver vi bedt om, og det gør vi så – spændte på, hvad det har med handlingen at gøre. Men vi bliver skuffede. For det har ikke noget med noget at gøre. Udover måske at trække tiden i langdrag.

'Det var dengang' med Teater Morgana er i det hele taget en usammenhængende affære. En hyggelig forestilling med en skøn fortællelyst og gode pointer. Men historierne i forestillingen hægtes ikke sammen – og derfor kommer forestillingen overordnet set til at stritte.

Efter forestillingen har man næsten lyst til at gå i slange igen på vejen ud fra teatersalen, for dog at samle oplevelsen med en slags rammehandling.

Knapperne skal pudses

Margit Szlavik har ellers skabt en sjov kontrollørfigur, sådan som hun står i sin sorte vest og hvide skjorte, mens hun retter tilskuerne ind på række. Og Kaj Pedersen er hendes muntre kompagnon i denne forestilling, der blot foregår som en fortælleforestilling med et bord og en stol og en kasse fra loftet.

Han finder nogle gamle ting, som får minderne til at vælte frem – og så fortæller han ellers løs. For eksempel om sin gamle postbudjakke.

»Det er meget længe siden, og det kan jeg se, for de her knapper trænger til at blive pudset, « som han lavpraktisk fortæller.

Og mens der pudses, så vokser fortællingerne frem.

Stempelkvist takker af

Desværre bliver der noget forstemt over forestillingen. Bitterheden ulmer, efterhånden som postbudhistorien viser sig at være en anledning til at fortælle om, hvordan alt på posthuset pludselig skulle til at gå hurtigere.

»Han sagde, at jeg var for gammel til at arbejde på et posthus,« siger ex-postbudet slukøret, og de 5-10 årige synes selvfølgelig, at det er enormt synd for ham og hans omhyggelige stempling af alle de vigtige breve. Men hvad så? Så er den historie såmænd allerede slut, nærmest før den er begyndt.

For lidt zoom

Sådan går det også med de øvrige historier. Der er kun zoom nogle få minutter ad gangen på de detaljer, der for alvor får tilskuerne til at lytte. Derefter klippes fortællingen ellers bare brutalt over. Så her savnes både en dramatiker og en instruktør.

Det virker simpelthen, som om Morgana-makkerne ikke rigtig har fundet ud af, hvad de vil med denne forestilling. Udover at de altså gerne vil møde publikum. Det er de til gengæld meget dygtige til – med venlighed og god lydhørhed og kvik øjenkontakt. Både børn og voksne har det glimrende i fortællernes selskab. Men det er ikke nok til at løfte oplevelsen til kraftfuld dramatik.

En af mormor-replikkerne undervejs er den legendariske: »Jeg er kaffetørstig. Hvornår kommer kaffen?«

Efter forestillingen kunne man supplere og sige: »Jeg er teatertørstig. Hvornår kommer teatret?«

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Sådan maltrakterer man en god historie
Aalborg Teater:
'Klovnen der bare ikke var særlig sjov'
Martin Lyngbo har med sin dramatisering, sine sangtekster og sin iscenesættelse af Kim Fupz Aakesons ’Klovnen der bare ikke var særlig sjov’ begået en bundskraber på Aalborg Teater.
Sorgens savanne tur/retur
Signe Kærup Dahl & ZeBU:
'Det magiske klippekort'
Hvad sker der, når man dør? Hvad med de sange, ingen længere synger? Og hvem er man selv, når dem, man elsker, er væk? ’Det magiske klippekort’ er en nænsom fortælling om sorg og savn – og om mange slags venskab.
Hunden, jalousien og smilet
Det Lille Teater:
'Mester flytter hjemmefra'
’Det er ikke mig, der sukker. Det er mit hjerte’, siger hunden Mester i Det Lille Teaters kærlige og finurlige forestilling over Thomas Windings skønne hundefortælling.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Sådan maltrakterer man en god historie
Aalborg Teater:
'Klovnen der bare ikke var særlig sjov'
Martin Lyngbo har med sin dramatisering, sine sangtekster og sin iscenesættelse af Kim Fupz Aakesons ’Klovnen der bare ikke var særlig sjov’ begået en bundskraber på Aalborg Teater.
Sorgens savanne tur/retur
Signe Kærup Dahl & ZeBU:
'Det magiske klippekort'
Hvad sker der, når man dør? Hvad med de sange, ingen længere synger? Og hvem er man selv, når dem, man elsker, er væk? ’Det magiske klippekort’ er en nænsom fortælling om sorg og savn – og om mange slags venskab.
Hunden, jalousien og smilet
Det Lille Teater:
'Mester flytter hjemmefra'
’Det er ikke mig, der sukker. Det er mit hjerte’, siger hunden Mester i Det Lille Teaters kærlige og finurlige forestilling over Thomas Windings skønne hundefortælling.