Der er fart over feltet og samtidig spændvidder og dybder i de forestillinger, Teater O præsenterer for sit publikum. Den ofte anvendte formulering om, at teater skal berøre og sætte tanker i gang, passer i den grad på Teater O´s forestillinger. Den er ikke en floskel-indpakning. Jeg har i al fald aldrig oplevet, at snakken ikke er gået de unge imellem efter en Teater O-forestilling – og undervejs inde i mørket kan man med tydelighed mærke på stemningen og reaktionerne, at her er et teater, som tager sit publikum seriøst.
Her bliver der ikke talt ned til målgruppen. De unge bliver betragtet som kompetente, og deres liv, verden og følelser er indarbejdet i og udgør rygraden i de tekster og det formudtryk, som teatret udtrykker sig med – heldigvis uden at skuespillerne, som oftest er de to drivkræfter i Teater O, Anders Valentinus Dam og Lars Dammark, spiller 'ung med de unge' – eller geråder ud i roller som teenagere.
Ovenstående kvaliteter har gjort sig gældende i hidtidige forestillinger fra teatret og de er dækkende for det sidste skud på stammen '#fremtiden', der er produceret i samarbejde med Black Box Theatre.
'#fremtiden' handler om den tid, vi ikke endnu kender, og – med fine greb – lige så meget om det nu, som akkurat er, og som noget meget opløftende og fint klinger forestillingen af håb.
Det sker gennem alle de mange synspunkter, betragtninger og episoder, som spillet kalejdoskopisk og kontrapunktisk er bygget op af.
Ja- og nej-hat i karambolage
Hvordan overhovedet fylde en tekst ud om fremtiden? For Teater O er det ikke noget problem. Her kommer man utroligt langt omkring, uden at det på noget tidspunkt virker distanceret eller fortænkt. Det fungerer rigtigt godt, at der ingen faste roller er i stykket – udover det, at der er to gennemgående stemmer; Anders Valentinus Dam, som har et optimistisk lyst syn på fremtiden, og Lars Dammark som er sortsyns-pessimist eller – som det med humor udtrykkes i stykket – er 'max bekymret'.
Det giver refleksionsrum til publikum, at de to skuespillere med henholdsvis ja- og nej-hat på kaster eksempler og argumenter for hver deres ståsted ind i manegen.
Som en form for sceneskift toner navne og aldre på unge op på bagvæggen, alt imens de to spillere på skift researchagtigt lægger stemme til, hvad den respektive unge har at sige om fremtiden.
På det felt kommer vi også vidt omkring – med udtalelser om alt fra ønsker om at komme til at tjene kassen, over lyst til at rejse udenlands og blive dj til mere alment dækkende tanker om, at vi engang får svømmehud og finner, og at vi i fremtiden skal blive bedre til at passe på hinanden.
Humor, mening og dynamik
Kamilla Wargo Brekling har i samarbejde med Karina Dichov Lund sørget for en vågen og variationsfyldt iscenesættelse. Sammen har de to forstået at udnytte scenerummets mange firkantede kasser rigtigt godt.
Lyset spiller også rumskabende med. Og ikke mindst forstår Dam og Dammark at tilføje teksten dynamik i kraft af den måde, hvorpå de på en publikums-lydhørs-givende måde formidler teksten.
Forestillingen lægger ud med en scene, som er et udtryk for den måde, hvorpå de to spillere engang forestillede sig fremtiden, men med et rapt greb flyttes fokus hurtigt over på, at det er de unge i salen, som er fremtiden.
Efter at Dam har remset alle de ting op, som er foruroligende i dag (den globale opvarmning, flygtningestrømme og emigration, krigene, terrorsituationen, den galoperende nationalisme, ophobning af plastik i verdenshavene, det stigende antal gamle, de svært overvægtige, folk med tvangsneuroser og andre psykiske sygdomme m.m.) sender han replikken: 'Det er jer, der skal få styr på det hele!'
Hvorpå Dammark hurtigt replicerer: 'Dem! de kan jo ikke engang rede deres egen seng!'
Publikum ler – og herfra fortsætter spillet i en montageagtig stil. En sammenklippet form, som gør, at det er muligt at springe i tid (fra hulemandshjerne-snak til forestillinger om at vi zapper rundt i verdensrummet og hænger ud på de andre planeter).
Det muliggør også at fremstille tid som en både konkret og abstrakt størrelse. Og det baner vej for at komme ind på både velkendte ting og køre ud af flere forskellige fabulerende tangenter – såsom morsomme drømme om at alle nyheder kun fokuserer på det, som er glædeligt og godt. Det fører os forbi manden der ikke slog sin kone ihjel. Tsunamien, der ikke voldte skade osv.
Via en scene, der illustrerer hvordan robotter styrer alt kommer forestillingen også omkring seksualitet og sex mennesker imellem. I sin fabuleren opfindes også en ny isme – glæde-ismen.
Hvad den isme går ud på – og hvor fermt Einsteins komplicerede relativitetsteorier bringes i anvendelse – kan opleves i en forestilling, som med kropssprog, humør, lysende kasser, kridt og masser af ord i et dramaturgisk velordnet ordnet hulter-til-bulter, gør publikum vågne overfor at tænke på fremtiden som det nu vi er i.
