Man kan tyst, tyst, og langsomt, langsomt, skabe magi rundt en genstand. Tillægge den mystiske egenskaber, fokusere totalt på tingen – både spillemæssigt og lysmæssigt – og vise den ærefrygt og respekt. Lykkes man, sidder de 3-6-årige med store øjne og åben mund og vil høre mere.
Eller man kan slippe publikum løs med spørgsmål om hjælp – for eksempel til at forstå hvad teater er, hvor er scenen og hvor er salen, og er det publikum der klapper og griner og græder? Og hvor er dit og hvor er dat? De 3-6-årige råber og peger og hjælper den arme mand og kontrakten er klar: SÅ dum kan han der oppe på scenen da ikke være – altså: Han leger med os!
Begge fremgangsmåder kan lykkes og mislykkes. Selv den mindste forstyrrelse kan ødelægge magien, og boblen brister. Eller spilleren der oppe på scenen kan være så ubegribelig dum, at ungerne står af og opgiver at gå i kompagniskab med idioten.
I modsætning til den aparte klovneforestilling 'Hov hov – nå', satser Asger Gomez Frøkov helhjertet på metode to i sin forestilling om Boris og den glade løve. Han er lige lovligt nær ved at reducere sin klovnefigur til en fjoget tumpe, men beholder publikumskontakten og –hjælpen længe nok til at komme i gang med sin historie.
Slap historie, løst fortalt
Foruden klovnenæse, flyverhjelm fra 1916 og vid frakke, er Boris’ vigtigste rekvisit en tuba. Den hales frem fra den mærkelige kuffert-kasse, og når han spiller på den, kravler en lille løvedukke op af tubaens mægtige munding.
Hvorfor løven er glad – 'den glade løve' – er ikke til at forstå, for den mangler det væsentligste: Et rigtigt løvebrøl! Det bliver kun til et ynkeligt miaauuw. Altså skal man til kongen (hvorfor lige præcis ham?) for at skaffe løven et ordentligt brøl. En bil sættes sammen af kuffert, tuba, stol og guitar, og så af sted. En ekstra stjerne for anvendelsen af rekvisitterne!
Løven lærer at sige både muh og kuk-kuk, og kongen er sandelig ikke til megen hjælp, og dramaturgien slingrer fra situation til situation. Publikum råber og skriger, og det er åbenbart at mange fryder sig, men de ligger milevis foran fortællingen og den dumme klovn til Boris.
At dette kan fungere for de større børn, de 8-9-årige, er mig en gåde – til det bliver det hele dog for stupidt.
Mange forestillinger tager sit udgangspunkt i dialogen med publikum. Det kan skabe god kontakt og et tillidsfuldt forhold mellem scene og sal, men det kan også ende i rent ophidselsesteater eller i hovedrystende børn der står af. Der skal meget til for at denne type fortællerteater bliver mere end bare én mere af slagsen, dem det går tretten på dusinet af.
Og uanset kræver det – det gør alt teater – en historie der hænger sammen, en dramaturgi, et univers, en form. Og det er i hvert fald uklart i 'Boris og den glade løve'.
