Af: Janken Varden

12. maj 2018

En tidløs fortælling om at tage imod fremmede

Men forestillingen har alt for mange svaghedspunkter til at lykkes med sit gode forsæt.

Et almindeligt scenegulv skråner ned mod os, tomt, neutralt, og nærmest lidt kedeligt. Dog med en lille luge, der indtil videre ikke sender nogle signaler.

På en lige så almindelig stol ude til venstre tager Olivia Franciska plads, griber sin cello, og med dybe strøg omslutter hun os – varmt og harmonisk.

'Pigen fra langt borte' er en ganske lille dukke, ikke større end hun kan ligge i din hånd, klædt i rødt vintertøj og med hvid rygsæk. Betuttet og alene står hun der, på det grå og skrå og alt for store scenegulv. Forladt og usikker. I fare? På flugt? Bange?

Så – idet hun bevæger sig ned ad den skrå flade – åbnes den lille luge og en mand stikker hovedet op.

At tage imod fremmede

Det første, der falder mig ind, er Bukke Bruse: 'Hvem er det, der tramper på mit tag/bro?' For så vrantent og gnavent er hovedet, og underteksten er helt klar: Her sidder jeg i min dejlige alenehed og så kommer der nogen og forstyrrer min fred!

Der skal noget til for at svare nogenlunde modigt til et hoved, som er ti gange så stort som en selv. Men den lille pige vover pelsen og siger:  'Jeg har jo ingen steder at tage hen'.

Og selv den iltre gnavpot giver modvilligt efter og slipper hende indenfor.

Så følger forestillingens clou: Det skrå scenegulv rejser sig og klappes ud til et rigtigt hus med tag og vægge og det hele inklusive en dominerende lænestol med puf til benene. En del overkommelig teknik er der, men skuespillerne er effektive, så huset rejses på forbløffende få sekunder.

Her bor han, som i originalen (dvs. den svenske bog) er en ældre kvinde og hedder Den Grå, i ensom majestæt og er ikke videre indstillet på tage imod gæster, endsige logerende. Én nat, melder han klart ud, kun én.

Lige præcis dén historie har vi jo hørt mange gange – 'kun én nat og ikke mere!' – så spændingen knytter sig kun til, hvordan det skal gå til denne gang.

Mange og tunge problemer

Det fascinerende coup de theatre med det opklappelige hus viser sig at blive forestillingens eneste clou – og dertil dens største problem.

Med en dominerende, blomstret lænestol med fodskammel og kommode midt i rummet bliver der næsten ingen plads tilovers til de to skuespillere – de tramper over i hinandens revir, de forsøger akavet at give hinanden plads til at agere, de cirkler rundt hinanden, som hunde cirkler om deres hundekurv, inden de kan lægge sig ned, og hele tiden skal de holde dukken synlig og nogenlunde fokuseret for publikum.

Dukken er stadig i rødt vintertøj og med hvid sæk, men er nu skiftet ud med en større udgave af sig selv. Det hjælper ikke  – 'pigen fra langt borte' forsvinder som interessepunkt i skuespillernes kamp med omstændighederne.

Noget tekst bliver hængende: 'Jeg kommer fra over skoven, over marken, rundt om bjerget, over havet' og lignende poetiserende udsagn; 'jeg må gå den lange vej' og så videre.

På et tidspunkt bytter de to aktører rolle som dukkefører og stemme til pigen, uden at jeg forstår hvorfor eller overhovedet kan se nogen pointe med det. Men det kan muligvis være forklaringen på at de begge har det samme slags tøj på – altså at de begge er ligestillet i forhold til dukken som neutrale dukkeførere.

Det i sig selv forklarer ikke, hvorfor de bytter roller, heller ikke at dette tøj er Jordens grimmeste – en slags nattøj i grå og violette striber. Og det forklarer slet ikke, at skuespiller Stig – for at ligne spiller Olivia – må bære Jordens grimmeste paryk.

Forvirrende og overflødig – et underlig påfund.

Ladt i stikken

Det går ikke helt, som vi kunne have regnet ud på forhånd. Pigen må slet ikke blive mere end den ene nat  – efter morgenmad næste dag har hun bare at begive sig videre på sin ensomme vandring.

Men Den Grå sidder tilbage med så mange minder om pigen, for eksempel et efterladt hårbånd, og følelsen af for en gangs skyld at have været 'nødvendig' eller 'behøvet'. At aleneheden måske ikke er det bedste, når alt kommer til alt.

Så Den Grå begiver sig ud i skoven og finder pigen igen. Og kærligheden sejrer.

For at være helt ærlig: I denne forestilling har instruktøren ladt skuespillerne i stikken. De har tomme momenter uden liv, uden aktivitet eller tankevirksomhed, de har akavede arrangementer, som efterlader dem klodsede, de har et fuldstændigt uforståeligt rolleskift – og skal dertil fremstille en historie, som ikke er afklaret, som er urytmisk og uden spænding.

O.K. det er grusom salve. Men jeg bliver nødt til også at sige, at skuespillerne ikke synes at have bidraget med særlig megen opfindsomhed, de bidrager selv til at gøre de tomme momenter ekstra indholdsløse.

Flygtningehistorie?

'Pigen fra langt borte' kan godt ses som en historie indenfor det, som de xenofobiske segmenter nedladende kalder 'godhedsindustrien' og 'svenske tilstande' og 'politisk korrekt'.

På trods af sine iøjnefaldende svagheder – den virker ufærdig, simpelthen – er 'Pigen fra langt borte' dog en fortælling om generøsitet, om åbenhed, om at lade rustningen falde, våbnene tie, og angsten forstumme. En 'Entertaining strangers'-historie.

Derfor kan jeg kun ønske forestillingen tilbage i udbedret stand.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Kontrabaskassepoesi
ZeBU & Xirriqueteula Teatre:
'Vai Via'
Iolanda Llansó gestalter med vågenhed og sødme den ældre kvinde Rita, som i Marc van der Veldens vellykkede minimalistiske og intensitetsfokuserede iscenesættelse fører os gennem hele sit strabadserende og samtidigt lykkefyldte livsforløb.
Dukkerne i førertrøjen
Svanen:
'Svinedrengen'
Ikke en krølle eller knipling sidder forkert i en munter udgave af ’Svinedrengen’.
Et sanseligt oplevelsesstykke
Teatret OM:
'Havets hjerte'
Man får en uimodståelig trang til at røre ved de sjove materialer i scenografien til ’Havets hjerte’ fra Teatret OM, men historien om et altafgørende blomsterfrø farer hen over hovederne på os.
Angstens grumme ansigt
Luns:
'FreeFall'
Lyd og bevægelse gør angst synlig og konkret i teatret Luns’ forestilling, ’FreeFall’, men ender med at lukke sig om sig selv.
Som skabt til konfirmandundervisningen
André Andersen Teaterkompagni:
'Menneskesønnens sidste dage'
’Menneskesønnens sidste dage’ er en vellykket ungdomsteaterversion af den velkendte påskehistorie, der på original vis kombinerer storytelling og teatervirkemidler.
Organisk fletningedans
Tiny Dancer:
'GRO'
Tyngdekraften og temperamenterne udfordres blidt i den stemningsfulde småbørnsforestilling ’GRO’ af Tiny Dancer og Aaben Dans.
Kontrabaskassepoesi
ZeBU & Xirriqueteula Teatre:
'Vai Via'
Iolanda Llansó gestalter med vågenhed og sødme den ældre kvinde Rita, som i Marc van der Veldens vellykkede minimalistiske og intensitetsfokuserede iscenesættelse fører os gennem hele sit strabadserende og samtidigt lykkefyldte livsforløb.
Dukkerne i førertrøjen
Svanen:
'Svinedrengen'
Ikke en krølle eller knipling sidder forkert i en munter udgave af ’Svinedrengen’.
Et sanseligt oplevelsesstykke
Teatret OM:
'Havets hjerte'
Man får en uimodståelig trang til at røre ved de sjove materialer i scenografien til ’Havets hjerte’ fra Teatret OM, men historien om et altafgørende blomsterfrø farer hen over hovederne på os.
Angstens grumme ansigt
Luns:
'FreeFall'
Lyd og bevægelse gør angst synlig og konkret i teatret Luns’ forestilling, ’FreeFall’, men ender med at lukke sig om sig selv.
Som skabt til konfirmandundervisningen
André Andersen Teaterkompagni:
'Menneskesønnens sidste dage'
’Menneskesønnens sidste dage’ er en vellykket ungdomsteaterversion af den velkendte påskehistorie, der på original vis kombinerer storytelling og teatervirkemidler.
Organisk fletningedans
Tiny Dancer:
'GRO'
Tyngdekraften og temperamenterne udfordres blidt i den stemningsfulde småbørnsforestilling ’GRO’ af Tiny Dancer og Aaben Dans.