'Tænk hvis det var mig, der var derude i virkeligheden et sted og blev væk fra min mor og far!'
Den tanke gør pigen Emma sig en dag, hun hjemme på sit børneværelse hører radioen skifte fra den ene forfærdelige begivenhed til den anden. I korte klip, som bliver afbrudt eller ledsaget af lyden af skyderi, lytter Emma til ord som 'børnesoldater', 'redningsaktion', 'dannebrogsflag', 'grænser', og gentagne gange dukker sentensen 'nogen skal jo dø' op.
Lytteriet sætter gang i Emmas fantasi, og snart har hun kastet sig ud på en begivenhedsrig rejse. En rejse, som fører hende som et barn, der er forsvundet fra sine forældre, bort til fjerne egne fyldt med fremmede mennesker, der taler sprog hun ikke forstår, krige, larmende storbyer, hårde ørkener, høje mure med patruljerende soldater og oprørte have.
En farefuld færd, hvor det er Emma, som er den fremmede. En færd, som slutter med, at hun som bådflygtning med en masse andre i orange redningsveste skyller i land, og er den af de to, som sad i samme redningsvest, der overlever.
Drengen, hun mødte på sin (fantasi)rejse og som hun kalder Ali, drukner i havet sammen med mange andre bådflygtninge. Spredt rundt på scenegulvet ligger der små ens menneskeskikkelser, alle klippet ud i ensfarvet orange papir.
Akkurat denne sceneeffekt hører til en af de få visuelle i forestillingen. Det som fylder mest i 'Emma, den fremmede' er det, som stykkets eneste medvirkende skuespiller, Laura Kold, fortæller med ord og viser med sin krop, samt den instrumentale musik, som de tre medvirkende musikere, Jacob Rose, Niels Rose og Michael Andersen, skaber til som et akkompagnerende lydtæppe.
Tempo og toner
Scenografisk ligner forestillingen også mest en koncertopstilling. Ikke så underligt, fordi alt hvad der er på scenen udover Laura Kold er de tre musikere, som sidder bag forskellige musikinstrumenter. En kontrabas, et keyboard samt trommer og blæseinstrumenter af forskellige slags.
Baggrunden udgøres af et bagtæppe i et let materiale, som med sine blå farver på en lidt abstrakt måde godt kan ligne et hav. Det (drømme)hav, Emma bevæger sig ud på.
Som en historie-tydeliggørende effekt løsnes tæppet til slut, når Emmas drøm hører op, og hun igen befinder sig i virkeligheden.
Laura Kold står i forgrunden i midten i rollen som Emma. Hun har en stor, rød, iøjnefaldende T-shirt på og løse bukser. Tøj, som er let at bevæge sig i.
Og bevæge sig gør Kold. Hun er i utrolig tempofyldt fysisk vigør samtlige forestillingens 55 minutter. Udover at fortælle, danser, mimer og illustrerer hun alt det, hun ser og gør.
Undervejs spiller hun også på tromme. Og af og til spiller hun to roller på samme tid: Emma og den person, Emma møder. Denne person illustrerer hun med sine ene bøjede hånds bevægelser, mens hun retter sit ansigt mod den. Hånden nikker, når personen taler og giver sig på den måde ud for personen(s ansigt).
Letvægts-alvor
Grebet i 'Emma, den fremmede pige' er at vende tingene om. Emma er en dansk pige, som forestiller sig, at hun stikker af, engang hun er på charterferie med sin forældre, fordi hun ikke gider alt det, forældrene planlægger, de skal lave sammen. Via den imaginære forsvinden eksponeres alle problematikkerne – sult, fattigdom, forurening, krig, det at blive taget til fange og det at være tvunget til at flygte.
Grebet med at vende tingene om og på den måde belyse alvorlighederne fungerer på sin vis. Man bliver uvægerligt draget ind i fortællingen, på grund af fortællingens fremdrift, Kolds energiske fremstillingsform og den meget kyndige og levende musikledsagelse.
Dog er det som om alle uhyrlighederne ikke træder 100 procent sandsynlige frem. Som om alvoren ikke bider helt på. Vi hører om alt det grumme, men det træder ikke i en sådan karakter, at man bliver berørt af det svarende til, hvor alvorligt det faktisk er – fx en hel masse bådflygtninge der dør – heriblandt en dreng Emma oven i købet lærte at kende.
'Emma, den fremmede pige' synes frem for alt at være en forestilling, man lytter til musikken i, og hvis fremmed- og flygtningefortælling passerer forbi uden at sætte dybere spor.
