Idéen bag 'En kort En lang' er skøn: At lade vuggestuebørnene sanse firkanter og streger og cirkler med deres kroppe i danseforestilling uden ord. Og idéen hos Uppercut Danseteater står ikke alene. Både Åben Dans og Tali Razgas danseteater har skabt forestillinger, som netop leger med de mindstes abstraktionsevne – og ikke mindst med deres fordomsløse tilgang til sansefænomener.
Desværre har Louise Seloy og Renate Iversens idé svært ved at blive forløst på scenen hos Uppercut Danseteater. Forestillingen rummer en række fine øjeblikke og billeder, men de hænger ikke sammen. Spændingen ryger – og dramaturgien punkteres næsten for hver ny geometrisk figur, der introduceres for børnetilskuerne. Desuden er dansende mennesker tydeligvis sjovere at se på end selvtrillende bolde.
Kristoffer Rosing-Schows jazzede og legende musik prøver ellers stædigt at skubbe til både velcrobolde og danserfødder gennem hele forestillingen. Men det virker, som om Anja Holmstrup Kocks koreografi kun formår at fange musikken i ganske korte fraser. Tre drej, et lille hop, et løft og et rul. Så mister koreografien grebet. Og så holder danserne op med at danse, hvorefter de igen overlader scenen til trekanter og dimser – indtil de altså forsøger sig med lidt dans igen-igen.
Dermed bliver forestillingen en temmelig lang halv time, uanset hvor opmuntrende og imødekommende danserne smiler til børnene.
Velcrokvinder
Sophie Høeg og Anne Nyboe er ellers et harmonisk makkerpar: To anerkendende og beroligende kvinder, der hele tiden har sans for at fange de mindste ind med gode blikke og beroligende håndbevægelser. De er begge to ferme og smidige i deres dans – og dejligt jordiske i deres kurvede kvindekroppe. Og de har begge to sorte heldragter med sjove, påsyede velcrofelter, så alverdens geometriske figurer kan hægtes fast på dem. Men hvorfor den ene kvinde skal have mandetøj på, ved man ikke. Hvad de i det hele taget skal med hinanden er heller ikke klart. For når der ikke er nogen handling, er det tydeligvis svært for de to at skabe en egentlig relation på scenen.
Til gengæld falder alt på plads, når forestillingen er slut. For bagefter fremkaldelserne inviteres børnene med op på scenen for at danse og synge. Her afsløres forestillingens egentlige ærinde: At udfordre børnene til at mærke, hvordan man DANSER en geometrisk figur – en firkant, en cirkel eller en streg.
Samtidig bliver børnene bedt om at synge med på en sang. ’Rød og grøn og gul og blå’ hedder sangen, som vist står for komponistens egen regning – og som klart skulle have været introduceret undervejs i forestillingen, hvis den skulle have givet mening for både børn og voksne. For alle kigger høfligt på danserne, mens de prøver at gættesynge sig igennem versene. Men derved går deres kroppe selvfølgelig i stå, for man kan ikke danse, hvis ens eneste tanke er, at man er i tvivl om en sangtekst …
Skal finde sin balance
'En kort En lang' bærer med andre ord præg af ikke at være helt færdig. Forestillingen har endnu ikke fundet sin balance mellem den procesorienterede workshop og den resultatfærdige forestilling. Men den kan den vel blive.
Det er fint, at forestillingen efterfølges af lidt dans-selv, men ved premieren kom den efterfølgende børnedans faktisk til at devaluere forestillingen som kunstnerisk udtryk. Når grænsen mellem forestilling og workshop grumses så meget, som tilfældet i førsteopførelsen af 'En kort En lang', så går det ud over forestillingens kunstneriske stolthed.
Efter forestillingen bredte forvirringen sig endda yderligere for den voksne tilskuer, som tilfældigvis havde scoret sig et program. For her står der, at forestillingen er skabt som en introduktion til maleren Kandinskys univers. Nuvel, det glade og effektfulde baggrundstæppe med streger og cirkler (og magneter!) af scenografen Gøje Rostrup er tydeligvis inspireret af Wassily Kandinskys malerier.
Men hvorfor vuggestuebørn lige præcis trænger til kunsthistorisk teori, forklarer programmet ikke. Forbindelsen mellem det todimensionelle maleri og den tredimensionelle krop fremanalyseres heller ikke. Og den koreografiske umulighed i at presse en organisk menneskekrop ned i stramme geometriske linjer slet ikke.
Så premieren på 'En kort En lang' resulterede i en kort dans og en lang næse …
