Det bliver ikke meget bedre end Det Kongelige Teaters forrygende dramatisering af bogen 'Den utrolige historie om den kæmpestore pære' fra 2012. Det er et klassisk eventyr med gode og onde og en skat, der efter fæle forhindringer bliver fundet på en fjern og ukendt ø af nogle børn.
Tegneren og forfatteren Strid har opdateret genren, så fortællingen tager afsæt i et nutidigt velbjerget lokalsamfund, Solby. Det følger forestillingen op med et moderne scenesprog, der folder historiens skæve, menneskekærlige univers ud i børnehøjde.
Hele vejen suppleres historien om med munter illustrativ musik ført an af Jonas Munck Hansen, der vandrer stilfærdigt rundt på scenen med sin guitar og er til stede uden at trænge sig på.
De nyskrevne sange og kor holder sig derimod ikke tilbage, og det er der heller ingen grund til. Teksterne er korte og klare, musikken iørefaldende og ikke sværere, end at skuespillerne kan fyre dem af for fulde gardiner.
Plads til det meste…
Sara Viktoria Bjerregaard og Sigurd Holmen le Dous stråler i rollerne som musen Mitcho og elefanten Sebastian, der har umiskendelige træk tilfælles med menneskebørn og svenske Pipi Langstrømpe. Lige som hende bor de alene uden voksne i et stort hus, hvis indre består af enorme orangerøde musetrapper, der kan soves på.
Da de vågner, troner en kæmpemæssig pære lige udenfor døren. Den ødelægger deres hus, så de søger tilflugt i pæren, der vipper og roterer og er noget af et syn, når den viser sig også at kunne sejle henover den store scene.
Fundet af en flaskepost sætter yderligere skub i eventyret, for flasken indeholder nok en flaske, og inden i den ligger der et brev. Som i alle gode flaskeposter er det en besked om en skat. Den består ikke af guld og diamanter, men kæmpemæssige pærer, der vokser på en ukendt ø. Med masser af gå-på-mod påtager de to hyperaktive charmetrolde sig at finde den ukendte ø, hvor der vokser kæmpemæssige pærer. Men hvor de også håber at finde Mads Rømer Brolin-Tanis flinke bortkomne borgmester JB.
Han er helten, der vil give Solby et nyt grønt rådhus ved siden af det gamle, og som er højt elsket af Solbys borgere og myndigheder. Viceborgmesteren er skurken, der vil rive det gamle rådhus ned og bygge et nyt i grå beton, der skal være så højt, at det skygger og spreder mørke i Solby.
For hos Strid er der plads til det meste – herunder demokrati, klimakrise, forskere og afvisning af bagstræberiske undertrykkere.
Nærvær og smittende energi
Scenografi, kostumer og maskering nøjes ikke med at gengive Strid en til en. Hans særlige fantasifulde og skarpe tegnestil fortolkes og udvikles på en måde, der giver forestillingen et fabelagtigt præcist og farvestrålende visuelt udtryk, som på det smukkeste går perfekt i hak med iscenesættelsen. Hvis musikalske, sjove og vidunderligt vitale spillestil lader hver person – og skuespiller – boltre sig med stor dygtighed i sit eget karakteristiske kropssprog.
Mitchos små spidse ører stritter lige op i luften gennem hendes imponerende hårmanke, og Sebastians blafrende elefantører ser ud til at have inspireret til de enorme brede buede hofter, der bløder op på hans stramme slipseknude.
Eventyrets notorisk afskyelige viceborgmester Kvist, spillet af Alvin Olid Bursøe, tager dog førsteprisen i effektfuldt udseende. Med håret lige i vejret som en børste på toppen af et hoved skruet direkte på skuldrene af den korte krop storker han rundt og fyrer sin diktatoriske vrede af mod alt og alle som træfsikre kanonkugler. Det er på én gang grinagtigt og lidt skræmmende.
Før Mitcho og Sebastian tager af sted, kommer Sebastian til al held i tanke om sin oldefars sømandskiste oppe på loftet. Den indeholder blandt andet et Storm P.’sk kompas, der kan vise vej til den ukendte ø. Det lykkes dem naturligvis at nå frem og opleve en verden af kæmpestore pærer. De møder også den savnede borgmester JB, og sammen vender de hjem og afsætter viceborgmesteren, der har taget magten. For som i alle rigtige eventyr vinder de gode.
Det sker dog først, efter at Mitcho og Sebastian med hjælp fra Anton Hjejles skøre og skægge forsker har overvundet mødet med en drage, en sørøverkaptajn og et altopslugende mørkt hav. Stine Schrøder Jensen er en skøn sørøverkaptajn, der hellere vil have vandmeloner end guld. Den ildsprudlende drage er bygget af en mand, der vil være i fred frem for at angribe, og det farlige buldermørke bliver overraskende oplyst af ”magnetisk morild”. Men der er også øjeblikke med herlige gys og tavse udtryksfulde gespenster fra havets bund.
Med nationalscenens ressourcer i ryggen skalerer 'Den kæmpestore pære' danske børneteatres stærke traditioner op i stor størrelse fri for klichèer og påtaget barnlighed. Forestillingen brager igennem med sin ligefremme replikbehandling, nærvær og smittende energi, der er karakteristik for alle gode børneteaterforestillinger.
