Man kan blive ædt på mange måder. I det klassiske eventyr om Rødhætte bliver hendes højtelskede bedstemor ædt, mens hun selv slipper.
Sådan går det også i Grønnegade Teaters muntre og skarpe forestilling '… Om ikke at blive ædt'. Her undgår Rødhætte igen at havne i ulvens mave. Til gengæld er hun tæt på at blive ædt mentalt med hud og hår af sin egen mor, men siger fra i sidste øjeblik og kræver sin ret.
Rødhætte undgår en grum skæbne som offer for omsorgssvigt i svær – og svært underholdende – grad ved selv at tage ansvar for sit liv.
Modet og inspirationen finder hun hos andre børn i samme situation i en snildt sammensat blanding af kendte eventyr. Rødhætte møder blandt andre Klods-Hans og søskendeparret Hans og Grete, der ikke er spor søde, men meget seje. Helt modsat Rødhætte, der altid gør, hvad hendes mor siger. Lige indtil hun ikke gør det mere.
De skiftende eventyrfigurer er vejvisere i historien om Rødhætte. Men det er Peter Holsts skuespiller-fortæller, der giver forestillingen kød og blod.
Det er som at opleve en teatertegning: Et par få præcise og originalt formede streger, og der står en hel figur på scenen.
Hans elegante nærværende spillestil rummer flere lag af nuancer, der sammen med en stilsikker evne til at ramme en karakteristisk jargon gør dukke-personerne lyslevende.
Kristian Knudsens teatermaskine ligner en lille oval bardisk på hjul, men når spillet er i gang, tager pokker ved maskinen, hvis top kan køre rundt og hvæse og løfte sig. På toppen åbenbarer en drejescene det ene pragtfulde scenebillede efter det andet, hvor videoanimationerne ikke kører over en kedelig fladskærm, men spiller sammen med naturalistiske former på højhuse og træer.
Oven i hatten er musikken en forrygende sidegevinst til et moderne børnepublikum, der her kan opleve en kvalitet langt over tv-seriers og computerspils klichéfyldte mainstream-musak. Med en perlerække af musikalske raffinementer skaber blandt andet fløjte og slagtøj en flot stemningsmættet lydkulisse.
Små hårde bananer
I disse omgivelser er Rødhætte på vej til bedstemor med madkurven, da hendes mobiltelefon-mor meddeler sin 10-årige datter, at hun er smidt ud hjemmefra. En ny kæreste skal flytte ind, og så må Rødhætte ud.
Hun møder Klods-Hans, der er en udspekuleret og rå rad. Et skadet gadebarn med 'diagnoser' , der ondskabsfuldt hoverer over sin evne til at manipulere med Rødhætte. Man bliver helt lettet over, at det kun er hendes mad, han forgriber sig på!
Rødhættes vej fører også forbi Pandekagehuset med Hans og Grete. Hans er en overvægtig trøstespiser og Grete en hård banan. Efter at have lukket heksens hoved inde i et bur, har de to barske overlevere overtaget huset. Sådan kan børn blive, når de udsættes for vold og tvang og savnet af en rar far.
Ham får de igen, og Rødhætte får hans bil samt heksen, hvis skingre råd er gode, bare man gør det modsatte!
Men ingen Rødhætte uden gyset! Med et lydeligt puf ryger toppen på teatermaskinen i vejret og giver plads til ulvens fæle fjæs, der iklædt bedstemoderlig flæsekyse oser af ondskab og ond samvittighed.
Det varer ikke længe. Rødhætte har lært lektion af den mere hårdføre Grete, og selv om vi ikke direkte ser det, er ingen i tvivl om dyrets endeligt. Så kan den lære det, ulven, når den kan finde på at æde en lille piges højtelskede bedstemor.
Hun er en nydelig og nuttet lille dukkedame, og Rødhætte er strålende glad for gensynet. Men man fornemmer, at hun er ikke færdig med sit opgør med de voksnes urimelige adfærd. Næste stop er moren, der rammes med sit eget middel, mobiltelefonen. Lige som hun per telefon meddelte, at datteren skulle humme sig, giver Rødhætte via telefon besked om, at hun og bedstemoren er på vej hjem og bliver nogle dage.
Rødhætte er blevet vred, og det er helt okay, forsikrer fortælleren. Selv om man er en sød pige på 10 år, der altid gør, hvad mor siger, har man ret til at tage skæbnen i egen hånd og sige fra. Det viser '…Om ikke at blive ædt' på den mest vidunderligt morsomme måde, men med afsæt i en virkelighed, der er lovlig barsk for 6-årige.
