Det er næsten som at komme i omrejsende cirkus, når man skal se forestillingen ’Racersneglen Robert’. For ved indgangen hos Teatret LivetsLone står en kvinde i fin cirkusdirektøruniform med skægge lakridskonfektknapper og munter hat. Hun byder velkommen ind gennem en nydelig låge i et lille, hvidt stakit, der omkranser et græsgrønt scenetæppe, hvor børnene sætter sig. På bagvæggen er malet en bugtende regnbue, og her sidder en mand i samme slags cirkusdirektøruniform på en træstub. Han har en guitar i armene og et stort smil i skægget. Alt lover godt.
’Racersneglen Robert’ viser sig at være en fortællekoncert. De to optrædende kunstnere, Lone Wernblad og Benjamin Aggerbæk, er yderst sympatiske, og de har hele tiden en fin øjenkontakt til børnene. Men de snakker og synger – og snakker og synger…
De spiller ikke skuespil, og der opstår ingen dramatisk handling på scenen, hverken for dem eller deres dukker. Derfor bliver det svært at opleve forestillingen som teater. Det kniber desuden med koncentrationen blandt de 3-6 årige, der typisk har brug for visuelle effekter og fysisk action i en 50 minutter lang forestilling.
Sjovt sneglehus
Nuvel, forestillingen rummer en sjov eventyrhistorie om ’Racersneglen Robert’. Historien fortælles gennem sange med påhitsomme omkvæd og finurlige ordvalg. Sangene kræver dog, at man lytter efter al teksten, hvis man skal kunne forstå, hvad der sker for denne særlige snegl.
Teatret opstår aldrig rigtigt. Heller ikke selv om teksten påstår, at racersneglen lander i et fantasiland, hvor alt skal ske. For den dramaturgiske fremdrift ligger kun i sangteksterne, og det er ikke nok.
Dukkemageren Maja Linde Christensen har ellers skabt nogle sjove dukker efter Carl Quist Møllers snegletegninger. Racersneglen selv har et sneglehus, der er syet som en sjov patchwork af stofstykker i pink, turkis og guld – og med nysgerrige, sorte øjne for enden af følehornene.
Det ganske særlige ved racersneglen er, at dens hus kan tages af, når den skal ud at flyve! Dukken føres dog temmelig banalt som en handskedukke, og der opstår ingen dramatisk relation mellem dukkeføreren og dukken – og heller ingen overraskelser.
Fra mol til dur
Lone Wernblad synger godt. Hun har heftig glæde i sin stemme og en masse herlig dynamik. Hun er tydeligvis sanger; hun har læst pædagogik og psykologi og er også uddannet fra Rytmisk Konservatorium. Komponisten og jazzmusikeren Benjamin Agger akkompagnerer hende opmærksomt på sin guitar – med energiske akkorder og følsom tålmodighed – og synger selv med på sangene.
’Der er ikke langt fra mol til dur,’ lyder det i en sangtekst. Men der er tydeligvis heller ikke særlig langt fra rent til falsk, når der er en snegl på vejen. Selv om den ikke er med i en musical om tegn på regn…
’Lysrædsbriller’
De to syngende performere gør forestillingen interaktiv ved at lade børnene lave ’brilleøjne’ med hænderne og lade dem lave svømmetag i et imaginært hav. Men disse påhit virker mere som motoriske indslag fra en rytmiktime end som egentlige teatertilskuertricks.
Og da sneglen ved hjælp af en påmonteret raket bevæger sig langt ud i verdensrummet – og derefter skal reparere nogle stjerneskud – må det være svært for børnehavebørnene at følge med i historien. Hvorfor man egentlig skal bruge ’lysrædsbriller’ (som en selvopfunden modsætning til mørkerædsbriller) flyver vist også hen over hovederne på de fleste af børnene.
’Racersneglen Robert’ er båret af en skøn snegledukke, der kunne have fået meget mere dramatisk opmærksomhed som forestillingens hovedrolle. Forestillingen ligger dog i gråzonen mellem koncert og teater, og den virker mere som musikalsk-pædagogisk formidlingskoncert end som teater. Men musikalsk snegleeventyr – det er det!
