Teater uden skuespillere. Scenografi uden scene. Fortælling uden ord. Sådan er 'Gerdas rejse' på Teater Refleksion, hvor børn og voksne i grupper på syv personer går igennem en såkaldt vandreforestilling – baseret på 'Snedronningen' af H.C. Andersen.
Man har taget et enkelt element ud af eventyret. Vandreforestillingen eller teaterinstallationen 'Gerdas rejse' er ikke en ny opsætning af 'Snedronningen'. Den er et dyk ned i hovedkarakteren Gerdas rejse ud i kulden for at finde Snedronningen og sin ven Kay. Og forestillingens formål er, at vi skal genopleve denne rejse.
Fortællingen om det forheksede spejl, om ondskab og godhed og om venskab og kærlighed, er skåret fra som en fedtkant. Igennem de forskellige stationer sanser vi mere, end vi lærer. Men alligevel kommer det eventyrlige over os, når iskrystaller drypper om ørerne på os.
Små stykker spejlglas er listigt placeret i vindueskarmen i teatrets foyer, allerede før turen begynder. Og selvom lånesokkerne tager toppen af eventyrligheden, så breder spændingen sig blandt de mindste publikummer, før de skal på opdagelsesrejse ind i eventyrverdenen. Glasstykker ligger i en sti ligesom Hans og Grethes brødkrummer hen over gulvet, mens vi introduceres til den sanseoplevelse, vi skal igennem.
Flad begyndelse og lang ventetid
Først kommer vi alle ind i et rum, hvor vi i grupper sidder og samler spejlglas-puslespil ved runde borde på klassiske trætaburetter. Lyset er naturligt, og foruden de hundredevis af roser i loftet og den fjerne lyd af 'Den yndigste rose er funden' i en spilledåse-/banjo-version, så er stemningen meget lig i en kommunal daginstitution.
Og børnenes umiddelbare interesse i puslespillet, samt forældrenes selvforstærkende resultatskabertrang, holder de flestes bevidsthed centreret omkring bordet foran os frem for rosenhimlen over os.
Det er tydeligt, at rummet er skabt for at lave et venteværelse, så grupperne herefter kan sendes videre på rejsen med passende mellemrum. Den sidste gruppe endte med at sidde her i 40 minutter, og man kan derfor spørge sig selv, hvorfor forestillingen skal starte i et venteværelse i stedet for at lade ventetiden blive ude i foyeren.
Selvom besøget hos konen i blomsterhaven er en betragtelig del af Gerdas rejse i eventyret, så føles denne del af forestillingen i hvert fald mere som praktik end teater.
Med kuldegysninger imellem iskrystaller
Når først vi kommer videre, så går det ellers af sted for fuld skrue med sanseindtrykkene. Isnende kolde teaterinstallationer, hvor lamper og grafiske elementer komplementerer hinanden og skaber mikrofortællinger.
Vi ser små fodspor i sneen og kredsene fugle på himlen, hvis vi altså bukker os ned og ser rigtigt godt efter. Og vi se smukke snefnug i kalejdoskopiske mønstre, selvom de altså ikke er der. Og vi er i fuldkommen nærkontakt med den varme sommereng, og vi smyger os imellem træstammerne i den mørke skov, mens de vilde dyrs trin og hyl kommer fra alle retninger.
Og oplevelserne er fysiske. Når vi er i kolde omgivelser, savner vi en varm sweater, og når vi sidder i den lille, tætte hule, bliver luften tung og temperaturen høj. Vi skutter os sammen i isgrotten, mens nordlyset danser over os. Og nogle gange bliver omgivelserne nærmest klaustrofobiske, mens det andre gange føles som et frirum. Det er nærværende sanseteater, og det er ikke kun for børn.
Åbenhed og tillid til fremmede mennesker
Og så er H.C. Andersens historie alligevel ikke helt gået tabt i grafik og vandreteater. For hvad sker der, når man går igennem så mange oplevelser sammen med fremmede mennesker? Vi bygger relationer – selv når vi ikke siger noget til hinanden.
Det er nærmest, som om Gerdas og Kays venskab er et bærende element igennem installationen, selvom den teknisk set er taget ud af ligningen. Det er nemlig venskabet, der fik Gerda til at rejse, og det var den umiddelbare tillid hun viste til de fremmede, som hun mødte på vejen, der gjorde, at rejsen og hendes mission lykkedes.
Derfor står vi nu og kan sige 'je suis Gerda', mens vi smider lånesokkerne igen og tager overtøjet på. Vi har faktisk overvundet fortryllelsen sammen, og selvom det aldrig rigtigt blev sagt højt, så fandt vi vel også både Snedronningen og Kay derinde et sted.
Rent grafisk kan Aarhus midtby ikke måle sig med grotten og skoven i 'Gerdas rejse' denne grålige søndag formiddag, men virkeligheden er da blevet en smule mere eventyrlig at gå ud i.
