Fronterne mellem den hastigt ekspanderende digitale udvikling og troen på værdien af børns frie udfoldelse trækkes hårdt op i 'Slut Starut'.
I forestillingens univers kvæler den bimlende og bamlende sorte og metalgrå elektronik menneskelige følelser og kreativitet og skaber afstand mellem forældre og børn. Hvorimod kærligt samvær i naturen med hyggekurv og planter i pangfarver stimulerer børns naturlige nysgerrighed og fantasi.
Det giver basis for nogle fantastisk flotte scenebilleder med klare kontraster mellem den digitale verden og verden på den anden side af panserglasset. Først etablerer en dobbelt udgave af den seje Starut med sorte smækbukser og fletninger det sterile teknik-rum, der udgør familiens nye smarthome.
En scanner bipper rødt for forbudt og grønt for tilladt til alt, hvad der nærmer sig, og den totalt overvågede Starut styres efter samme metode.
Far og mor speedsnakker begejstret fra hver sin tablet om det herlige opdaterede smartshomes tidsbesparende lyksaligheder. Hvorefter de med de sidste formaninger til deres datter om at hænge i med sin computerstyrede hjemmeundervisning forsvinder op i skyen, som står hvid og idyllisk tilbage på de to lyseblå skærme.
Men Starut synes slet ikke, at det er rart pludselig at skulle undvære sin skole og sine kammerater. Hvert eneste minut er skemalagt, og en hård og kontant stemme kommanderer hende fra den ene opgave til den næste.
Desværre foregår det i et sprog og med fagudtryk, der næppe forstås af ret mange børn under 10 år. Måske er det heller ikke meningen. Men det virker uhensigtsmæssigt, når netop den hektiske undervisningsmetode får forestillingen til at skifte spor og stil. For på et tidspunkt bliver pladsen og kravene til Staruts matematiske formåen for snævre.
Den magiske natur
'Sluuut', brøler Starut. Hun smadrer resolut husets glasvæg for at komme ud, hvor der er frisk luft og plads til at udfolde sig fysisk og mentalt. Det gælder også hendes dukke, en smuk hvid enhjørning.
Den benytter straks chancen til at vokse sig stor og Pernille Nedergaard Haugsen til at vise, at hun er en dygtig enhjørning-akrobat.
Ude i naturen er alting magisk og fortryllende. Det stråler og glimter og blinker alle vegne. Tæppet til skovturen er af rødt plys og ligner noget fra en cirkus, og de store vækster, der vist skal ligne tal, er oppustelige og i klare kulører.
Intet af det er selvfølgelig særlig naturligt. Men det tjener sit formål som et mere menneskeligt modstykke til de begrænsede kuldskære omgivelser, som smarthome’et har holdt Starut indespærret i.
'Slut Starut' falder i to meget forskellige halvdele. Men en fremragende musik og lydside, der rækker fra muntre rytmer til naturens bløde klange, er med til at binde det hele sammen. Resten sørger iscenesættelsen for med sikker sans for bevægelser, der forstærker det langt hen ad vejen stumme spil. Men som også virker, fordi Tea Rønne og Pernille Nedergaard Haugesen formår at skabe liv og leg i forestillingen, der trods sit modsætningsfyldte indhold ender godt.
Starut inviterer de fraværende og også mentalt fjerne forældre på skovtur, og det får familieidyllen til at blomstre op. Om det også får far og mor til at opgive deres smarthome, er knap så sikkert. Men Indsigt og viden fremmer forståelsen, og det gør nuancer også.
Dem savner man i 'Slut Starut', for ikke alt digitalt er af det onde. Til gengæld er det fint at lade børn opleve, at ikke alt her i verden skal ses og styres gennem en skærm.
