Elly har altid ’et smil på læben’. Det fortæller hendes forældre i hvert fald, når de sidder hjemme i det orangefarvede køkken og er positive. Så Elly smiler og smiler, indtil hendes læber er helt stive.
Det gør hun også, når hendes to venner behandler hende vildt uretfærdigt. For Elly magter ikke at sige NEJ. Uanset hvor ked af det, hun bliver. I hvert fald lige indtil den dag, hvor hendes veninde klipper vingerne af den engledukke, Elly har fået af sin farmor…
Det er det beske afsæt for Teater Hund & Co.s sjove og uforudsigelige forestilling, skabt med Kunstkollektivet FAMILIEN, ’Hvor går grænsen… hen?’, for de 5-12-årige. For forestillingen handler om at sætte grænser. Den viser den blide Elly i en masse groteske situationer, inden hun fanger pointen om, at hun faktisk godt må sige fra.
På det tidspunkt har vi som tilskuere vist også alle sammen forstået princippet: At det er okay at sige, at der er noget, man ikke kan lide – særligt når det er noget, som andre gør over for en.
To kroner i NEJ-kassen
Rosa Sands spøjse tekst har en effektfuld og dagligdags dialog mellem Elly og forældrene, der insisterer på, at man skal lægge to kroner i den orange NEJ-kasse, hvis man kommer til at sige nej. Replikkerne flyver hen over køkkenbordet. Og dialogen mellem legekammeraterne er faktisk endnu vildere. For her sættes situationerne på spidsen – med replikker, der viser, hvor hensynsløse og rå børn kan være over for hinanden. Og med det magiske ord ’undskyld’ som forestillingens vigtigste nøgle.
Da Elly stille spørger: ’Hvorfor ødelagde du min engel?’, svarer veninden bare ufølsomt: ’Skulle du spørge fra nogen?’ Ordene udtales som en voksenkliché midt i barneusikkerheden. Netop derigennem fanger teksten flot børnenes sårbarhed.
Og senere lykkes det også helt uproblematisk for teksten at bevæge sig over i et eventyrunivers undervejs. Med eller uden tilsætning af overpædagogisk symbolsang.
Lene Skytt har instrueret forestillingen med energi og klare pointer. Kontrasterne er stærke og sjove i Teater Hunds yndlingsstil: En teaterkarikatur, der både er jordnær og kærlig. Tilsat en sjov sneglesymbolik, som børnene tydeligvis tænder på: Det lille, sårbare væsen, som kommer så langt med sin langsommelige stædighed.
Orange og turkis
Scenografen Siggi Óli Pálmason har et skønt blik for fortællingens kontraster. Alt i scenografien leger med farver i Krudttøndens lille scenerum, der også bliver udforsket både i højden og i dybden. I Ellys families køkken er alting orange, lige fra køkkenbordet til familiens slidte PYT-knap. Familiens tøj er også orange. Sammen med tallerkenen og appelsinjuicebrikken. Perfektionen er åbenlys.
På biblioteket er alting derimod turkisgrønt; selv bøgerne er grønne alle sammen. Og så er der det forjættende ’grænseland’, hvor alting hænger i snore fra loftet – og symbolsk nok også i røg, som om tingene svæver på skyer.
Magien hjælpes frem af Flora Brandts lysdesign, der løfter fortællingen fra køkkenets ultrarealisme til en symbolsk togkupe – og videre over i et sølvhvidt drømmeland, hvor ting er selvlysende. Med en snegledukke som elsket gæst undervejs.
Forskrækkelsesgrænsevagt
Skuespilleren Birgitte Prins har en fin langsomhed over sig i rollen som den alt for søde Elly med det modige hjerte. Hun er virkelig en JA-pige. Hun vil bare gerne have lov til at være i fred, men alle har travlt med at lave hende om. Hendes læber smiler, mens hendes øjne bare leder efter en nødudgang. Indtil hun altså bliver så trodsig, at forældrene pludselig bliver helt nervøse. Og indtil hun endelig får glade øjne.
Joakim Jarl Sejergaard er god til at spille hendes irriterende ven. Hans øjne er i hvert fald helt uden liv, når han bare insisterer på, at man godt må holde sin ven uden for legen. Han er en ægte NEJ-dreng.
Men det er Gry Guldager, der sætter fut i forestillingen med sin boblende energi. Først som Ellys eksplosive ven, der ikke helt kan styre papirsaksen, når hun kommer i nærheden af en engledukke. Og senere som en blid og fantasisøgende bibliotekar, der helst bare vil have, at alle skal have det godt.
Gry Guldagers spil kulminerer dog i rollen som grænsevagt med kasket og grænsebom, hvor hun giver forestillingen dens afgørende surrealistiske strejf. Når hendes forskrækkelsesgrænsevagt patruljerer grænselandet, er der ingen, der kommer ind – eller ud igen. Heller ikke en saksepige.
PYT-knap og NEJ-kasse
’Hvor går grænsen… hen?’ er en forestilling med masser på hjerte. Forestillingen er set fra barnets perspektiv. Men samtidig retter den et nådesløst røntgenblik mod moderne forældres frygt for selv at sætte grænser og sige nej til børnene og til hinanden. Det er ganske forfriskende. Forældrenes nakkehår rammes med overbærende komik og svirp!
Derfor glemmer man også hurtigt, at forestillingens første scener humper lidt ujævnt og umusikalsk af sted – og at guitartonerne og Rasmus Månssons lyddesign virker mærkeligt effektjagende. Som de siger det i forestillingen: ’Tryk på PYT-knappen!’
For resten er så vellykket. Lige fra engledukkescenen og frem samler fortællingen sig til en seværdig forestilling om at respektere hinanden. Herfra lykkes den beske hverdagsfortælling om at være usikker på sig selv og om at mobbe andre, men også om at sige fra og om at passe på hinanden.
Men mest af alt om at smile både med læberne og øjnene. Også selv om der står en orange NEJ-kasse fyldt med tokroner derhjemme i køkkenet.
