Corona La Balance takker af som statsensemble med et ambitiøst og modigt initiativ med flotte takter, der peger fremad. Men som også slår nogle skæverter. H.C. Andersens gribende eventyr, ‘Historien om en mor’ bliver genfortalt som et moderne musikdrama, skabt i tæt samarbejde med det velrenommerede musikensemble FIGURA. En af sidegevinsterne ved at have et statsemsemble med råd til lidt mere end de fleste.
Musikalsk og visuelt trænger forestillingen sig da også ind på tilskueren med en storm af store følelser. Ganske usentimentalt, men rystende, når musikken sætter ind med det ene sublimt variede lydbillede efter det andet. Alt sammen med et godt modspil af kostumer med lyseffekter og virkningsfulde arrangementer. Her er ikke meget hiphop eller x-faktor identifikation at hænge kasketten på for en moderne teenager. Men der er masser af uventede oplevelser.
Dødens dystre univers
H.C Andersen er ikke mild, når han konfronterer voksne og ikke mindst børn meget direkte med døden. I vores del af verden er et barns død – heldigvis – ikke mere en del af hverdagen. Men her får publikum den barske virkelighed lige i synet – eller nærmere i ørerne – på hospitalsstuen, hvor en dreng ligger dødssyg. Først den angstfyldte stilhed og hjertemaskinens bippen, der tricker nervene. Så – kun stilheden!
Selvfølgelig sættes der lynhurtigt ind med forsøg på genoplivning. Vi er i et moderne velfærdssamfund. Men vi er også i den store digters eventyrland, hvor tragedien næsten altid er følgesvend. Drengens mor får en hård skæbne. Ikke alene dør hendes søn, da hun et kort øjeblik falder i søvn. Han forsvinder også – ud af sygestuen, langt væk gennem natten, skoven og vandet.
Men en mor giver ikke op. I rædselsvækkende optrin giver hun sine sange, sin kropsvarme og sine øjne væk og når frem til dødens drivhus, hvor hver en plante er et menneskeliv. Mod at give sit hårsmykke i bytte kan hun få sin søn tilbage. Men moderen kan ikke få at vide, om han får et lykkeligt eller ulykkeligt liv og giver så hellere pladsen til en anden! – Den historie kræver finfølelse, og det har iscenesættelsen, når ikke lige musikerne overspiller i et par småroller. Mens Jørgen Carlslunds dansende dukkedreng skaber rørende humoristiske åndehuller i dødens dystre univers.
Foretillingens store svaghed
Scenografiens kliniske stålrammer flyttes rundt i en uendelighed uden af den grund at blive voldsomt spændende. Det er den menneskelige stemme i musikinstrumenterne og i sangen, der gør H.C. Andersens inderlige sprog lyslevende. Mezzosopranen Helene Gjerris er en af landets allerbedste musikdramatiske sangere med en enorm, scenisk power.
Hendes stemme magter hele følelsesregistret fra det stille til det store, der samles til en intens fortælling, og basbarytonen Jakob Blochs sang og skuespil er af samme fremragende kaliber. Det afslører til gengæld forestillingens store svaghed – at skuespillet slet ikke når op på samme, medrivende niveau. Lotte Faarup har gode kvaliteter som skuespiller. Men hendes styrke er udpræget det fysisk udtryksfuld spil, der slår igennem i moderens knugede, sorgfulde kropsholdning.
Stillet overfor medspillere, hvis klangfulde stemmer rummer hele dramaet, kommer hendes spæde røst og spinkle replikbehandling til kort. Det er ikke kun moderens triste hverdags-outfit, der overstråles af Helene Gjerris’ glamourøse, hvidklædte fremtoning. Det er hele hendes dramatiske udtryk.
