Når børn dør, kommer de til drømmelandet Nangijala, skal vi tro Astrid Lindgren. Nok så rart at vide, især hvis tilbuddet også gælder voksne, for døden er unægtelig noget skræmmende noget i alle aldersgrupper. Nu ville Astrid Lindgren ikke være den, hun var, og ’Brødrene Løvehjerte’ ikke den børnebogsklassiker, det er blevet, om ikke Nangijala også rummede ondskaben og kampen for det rigtige. Alt for megen godhed bliver let kedelig, i romaner, på teatret og måske også i livet. Her skal mere til.
Dette mere får vi for fulde eventyrsejl hos Zeppelin. Det dramatiske eventyr om den uhelbredeligt syge dreng Tvebak, som sammen med sin kærlige storebror Jonathan kommer til Nangijala, har instruktøren Henriette Holm Pathare og scenografen Johanne Eggert omsat til et billedmættet, barsk og eventyrligt stykke familieteater i topform.
Det hele fungerer
Eggert og Holm bruger hele teatersalen, spiller i begge ender og lader både helte og skurke buldre op og ned af midtertrappen på tilskuerpladserne.
Det giver masser af dramatisk liv i scenerummet, der veksler mellem sort og brunt, med fint spindelvæv af reb, snart som billede på Nangijalas paradisstemning i Kirsebærdalen, snart som lænker hos tyrannen Tengil og uhyret Katla oppe på borgen. En række lemme i gulvet gemmer på diverse lokaliteter, som enkelt og effektivt placerer historien de rigtige steder, lige som udspændte snore overrumplende effektfuldt forvandler scenegulvet til en usikker hængebro over et brusende vandfald.
Tilsvarende er kostumerne maleriske i grove stoffer, blå for de gode og flammerøde for de onde. Let at veksle imellem i de mange omklædninger, der må til, når blot fire skuespillere skal klare både Kirsebær- og Rosendalens indbyggere, foruden Tengils håndgangne mænd.
Men det hele fungerer uden mindste rod i persongalleriet, heller ikke for børnepublikummet. Figurerne er klarttegnede, og hættemasker hjælper fint med til at skille skurke fra helte. Mikkel Hansen er rigtig som Tvebak – en spinkel dreng, der kæmper med frygten og søger modet – sammen med Thorbjørn Kruse Olesens ærlige og omsorgsfulde storebror Jonatan. Torben Vadstrup, Mie Brandt, Jacob Weble og skuespillereleven Emil Tafdrup veksler ubesværet mellem de gode og de onde roller, alle klart og præcist tegnede.
Over stok og sten
Skal man indvende noget, må det være, at dramaets kulmination – opgøret med ondskaben, kampen mod Tengil og Katla – kommer til at virke temmelig summarisk. Hvor første del breder sig og får plads til de karakteriserende detaljer, spurter vi efter pausen af sted fra scene til scene.
Flot er det med ild og røg, bulder og brag, og heldigvis ser vi aldrig uhyret, for den slags kan let komme til at virke ufrivilligt komisk på en teaterscene; alligevel går det altså lige lovlig stærkt her. Vupti, så er Tengil død, og hovsa, dér døde Katla.
Hvis det virkelig var så nemt, burde andre end Jonatan og Tvebak vel for længst have klaret den sag.
Her sidder man som tilskuer lidt undrende tilbage.
Men det er en smålig indvending mod en familieforestilling, der i øvrigt fungerer utrolig godt. Som skaber stribevis af højspændte billeder, som aldrig bliver sentimental, men måske heller ikke griber os specielt meget – der er faktisk ikke noget at græde over, hvilket man måske godt som voksen kan savne lidt.
Men visuelt imponerende er den, og den får meldt sit budskab klart ud: at det er i orden at være bange, men at nogle gange er man nødt til at være modig, hvis man skal have lov at kalde sig selv et menneske og ikke bare en lille lort.
