Velkommen i min lille have!
Steffen Sommerstedt byder os indenfor, så vi enten kan sidde på græsset eller de små bænke omkring hans lille haveanlæg. En have han fik af sin bedstefar, fortæller han os, mens han vander blomsterne med en kaffekande, der engang var hans bedstemors.
Blid klavermusik i baggrunden skaber en rolig atmosfære. Han kan godt lide at få gæster, siger han, og betror os, at han elsker gulerødder, især dem fra sin egen have. Og vi skal også nok komme til at smage dem, lover han, men først til sidst.
Det er her, forestillingen bliver en lille smule irriterende. For hvorfor introducere os for gulerødder, som han tilmed sidder og skræller, for derpå at gemme dem væk igen.
Og irritationen fortsætter. For i hans have er det aldrig sommer, efterår eller vinter, men altid forår, siger han. Men hvorfor og hvordan det? Ligger hans have et helt specielt sted i verden, hvor årstiderne aldrig skifter eller hvad? Det får vi ikke noget svar på.
Steffen Sommerstedt fortsætter med at fortælle om bedstefar – personificeret i en sjov lille trædukke – som kendte alle fuglene i haven. Munk og havesanger, nævner Sommerstedt blandt andet, uden at tænke over, at det næppe er fuglenavne, der siger de mindste noget som helst. Hvad er der mon i vejen med en gråspurv – eller med at fortælle lidt om de forskellige fugle? Nu reduceres de bare til mærkelige navne.
Og der er mere undren på vej. For i bedstemors og bedstefars have vokser kløver, og finder man en firkløver, betyder det lykke, fortæller Sommerstedt. Og det er jo rigtigt nok. For firkløver er sjælden. Men hvorfor vrimler haven så med dem, så alle de små kløverplanter, der ligger strøet på gulvet og som børnene må samle op, viser sig at være firkløvere. Så er der da ikke meget sjældenhed over det.
Fin gentagelses- og remseeffekt
Hele denne snak om haven og dens bestanddele viser sig at være optakten til et beskedent eventyr om gulerødder. For en af dem viser sig at være særligt stor, så den ikke er til at hive op af jorden for bedstefar.
Ganske skægt placerer Sommerstedt bedstefar-dukken i den lille have, hvor den store gulerod stikker op. Og så hiver han. Og hiver. Men den vil bare ikke op. Bedstemor i dukkeform kommer til. Og barnebarnet, siger Sommerstedt, uden at fortælle, at barnebarnet vel må være ham selv. Det ville der ellers have været en sjov lille pointe i.
Og hunden og katten. Alle ’klistres’ de sammen i en kæde, så man kan hive i den ene ende, og så bevæger de sig alle med guleroden som det faste ankerpunkt i den anden ende. Til sidst får de hjælp af en lille mus, og så kommer guleroden op.
Der er fin gentagelses- og remseeffekt for de mindste i denne række af gulerods-ophivninger. Og moralen, som ikke pindes ud, er selvfølgelig, at når bare vi hjælpes ad, skal det nok gå, samt at også en lillebitte mus kan gøre en forskel.
Den store gulerod bliver lavet til gulerodssuppe, fortæller Sommerstedt, inden han begynder at dele ud af den almindelige gulerod, han skar tidligere i forestillingen. Men hvorfor er det ikke den store gulerod, vi får lov at smage? Det havde da været meget, meget sjovere.
Som man nok kan forstå, virker denne forestilling ikke gennemtænkt i sin historie. Åbningssekvensen er for løst henkastet, savner pointer og dybde, mens gulerods-optrækningsdelen med held kunne være udbygget, så glæden for de mindste ved at få lov at gentage remsen ville blive større. Og så kunne man måske også have brugt de to små moraler til et eller andet.
Blot at få en bid økologisk gulerod med ud efter en forestilling på bare 25 minutter er for spinkelt og for nemt
