Af: Kirsten Dahl

6. april 2017

En intens oplevelse

'Kammerater' af Teater O og Black Box Theatre er drøngodt teater i den socialrealistiske ende af spektret.

Lars Dammark åbner 'Kammerater' med en talestrøm, som det godt kan være, at nogle af de yngste i målgruppen ikke fatter fuldstændigt alt af. Men de opfanger helt sikkert, hvad det er scenen skal vise.

Dammark spiller sociologen Frederik, der er kommet for at lære en forsamling af fremmødte (publikum) noget om evolutionsteori, mønsterbryderi og rummelighed. Iført et marineblåt jakkesæt og varm abrikosfarvet skjorte defilerer han rundt på et træpodium med en dertilhørende talerstol.

Han er godt i gang med sine højpandede fremmedordsfyldte tirader, som han garnerer med at smigre sit publikum, da nogen rumsterer med noget tungt metal nede bag publikumsrækkerne. Da han spørger, hvem det er, kan han høre på den stemme, der svarer, at det er Bo, som engang var hans bedste kammerat. Frederik, den voksne sociolog, møder Bo, som er blevet smed.

Gensyn med fortiden

Forestillingen skifter elegant – via enkle ommøbleringer i Claus Helbos trækassescenografi, via skift i lyset og lyden, og ved at Dammark og Anders Valentinus Dam, som spiller Bo, går i et yngre Frederik og Bo-spillemodus, til episoder i de to drenges fælles fortid.

Vi føres tilbage til dengang Frederik var begyndt på gymnasiet og Bo dukker op nede på havnen, hvor Frederik er sammen med sine gymnasiekammerater. Et gensyn fyldt med spænding og konflikt.

Siden flyttes handlingen til en tom ejendom, de kalder fortet. Til det helle i tilværelsen, hvor de to drenge knyttede 'Os to mod resten af verden'-venskab, fjernt fra deres respektive familieliv med Frederiks voldelige advokatfar og Bos fjernsynsfikserede far og psykisk syge mor.

Til det sted, hvor de kunne drømme sammen. Afprøve nuet med øl, smøger og pornoblade. Tale om det som gjorde ondt følelsesmæssigt og finde som de selv udtrykte det 'geniale løsninger' på vanskeligheder i livet. Lige indtil den dag, hvor Frederik tager røven på Bo og lader ham tage hele skylden for noget alvorligt som sker.

Hvem er mønsterbryder?

Oprulningen af fortiden er i sig selv elementært spændende. For ikke at tale om alle de afslørende og sviende nuancer, som Thomas Markmann skriver ind undervejs – og den krølle, han til slut slår på fortællingen.

Efter en lille times tid er publikum blevet indviet i to personers meget forskellige liv. I to meget forskellige psyker og meget uens tænke- og handlemåder. Hvem forsvarer betingelsesløst den anden? Hvem kryber fejt udenom og overlader hele ansvaret til den anden? Hvem af de to er reelt mønsterbryder? Og hvordan takler den voksne Frederik hele den fortælling som Bo konfronterer ham med? Hvordan får Frederik til slut i rammefortællingen sluttet sit foredrag for os af?

Det er en oplevelse værd, og det blev oplevet meget intenst og medlevet af den sal af teenageunge, jeg så forestillingen sammen med.

Gode koblinger

Teater O og Black Box Theatre er et godt makkerpar. Det demonstrerede de med 'Halbal', og det beviser de nu igen med 'Kammerater'.

Forestillingen går rent ind, fordi den er et meget vellykket møde mellem alle fortælleelementerne. Thomas Markmanns dramaturgisk flot komponerede tekst har virkelighedstro replikker, som aldrig bliver kunstige at høre på, og den bringer på elegant vis en både grum, tankevækkende og genkendelsesfyldt skildring ud over scenekanten.

Claus Helboes mobile brune kassescenografi og stilrene bagvæg giver i Anders Kjems lysdesign Lars Dammark og Anders Valentinus Dam fine muligheder for på ferm og dynamisk vis at foretage fortællingens spring frem og tilbage i tid og rum.

Morten Lundgaard har som iscenesætter forstået at fyre op under forestillingens to dejligt nærværende og kropsligt vågne skuespillere.

'Kammerater' er en både sjov, skøn og stærk forestilling, som nuanceret skildrer kammeratskab, loyalitet, svigt, fejhed, selvrespekt, selvbedrag, mod til at bryde mønstre og hvem der er værd at se op til. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ugly-grøn saftevand med skæv skrædderstilling
Klare Elenius:
'Naboen danser'
Eller hvad med selvlysende kaktus med smidig knæbøjning? Klara Elenius fanger ungernes æstetik og kombinerer med lidt dans, lidt ensomhed – og lidt kedsomhed
Kærlighed i blomsterbedet
Teater Rio Rose:
'Slagmark'
Rio Rose har skabt en visuel smuk og nærværende forestilling om menneskers manglende forståelser for hinanden. Tableau afløser tableau i et stramt koreograferet og fragmentarisk opbygget hverdagsdrama.
Nationalitetsforskudt
Ramaskrig:
'Medfødt - hvem fanden gider være svensk'
Det er ikke rart at blive mobbet for at være svensker. Ramaskrig er til slapstick med sproget uden at fortabe sig i de dramatiske dybder
En historie om magt
Batida:
'Fargo & Søn'
Samtidigheden af fine sceniske billeder og forløb, som spilles overdrevet eller skulle have været strammet op, gør 'Fargo & Søn' til en mærkelig splittet oplevelse
Jeg vidste slet ikke, at drager var bløde
Bagage:
'Der findes da slet ikke drager'
Til gengæld troede jeg, at drageteater var morsomt. Men det er det ikke hos Teatret Bagage
Livets ledningsværk
Teater Morgana:
'Kort Sagt'
Med dejlige mavedeller, global iltiver og forvandlingssang under sprukne stjernes lys aser og maser, danser og synger små klovne sig rundt i et manegespil, som på poesiens skingrende skøre og sørgmuntre vinger maler livets cyklus.
Ugly-grøn saftevand med skæv skrædderstilling
Klare Elenius:
'Naboen danser'
Eller hvad med selvlysende kaktus med smidig knæbøjning? Klara Elenius fanger ungernes æstetik og kombinerer med lidt dans, lidt ensomhed – og lidt kedsomhed
Kærlighed i blomsterbedet
Teater Rio Rose:
'Slagmark'
Rio Rose har skabt en visuel smuk og nærværende forestilling om menneskers manglende forståelser for hinanden. Tableau afløser tableau i et stramt koreograferet og fragmentarisk opbygget hverdagsdrama.
Nationalitetsforskudt
Ramaskrig:
'Medfødt - hvem fanden gider være svensk'
Det er ikke rart at blive mobbet for at være svensker. Ramaskrig er til slapstick med sproget uden at fortabe sig i de dramatiske dybder
En historie om magt
Batida:
'Fargo & Søn'
Samtidigheden af fine sceniske billeder og forløb, som spilles overdrevet eller skulle have været strammet op, gør 'Fargo & Søn' til en mærkelig splittet oplevelse
Jeg vidste slet ikke, at drager var bløde
Bagage:
'Der findes da slet ikke drager'
Til gengæld troede jeg, at drageteater var morsomt. Men det er det ikke hos Teatret Bagage
Livets ledningsværk
Teater Morgana:
'Kort Sagt'
Med dejlige mavedeller, global iltiver og forvandlingssang under sprukne stjernes lys aser og maser, danser og synger små klovne sig rundt i et manegespil, som på poesiens skingrende skøre og sørgmuntre vinger maler livets cyklus.