”Køer, krager, kro, kirke, klitter, kveller, konkylier…”, ”Måger, mus, marsk, marehalm, musik og musvåger..” ”Regn, ræv, revling, rav og rutebil”, ”Sand, svampe, sommerfugle, solskin, stære og sæler”.
De fleste af os – børn som voksne – kender det meste af alt det, Gertrud Exner i fine små bogstavrim, allitterationer, nævner, som noget hun har lige der, hvor hun bor. Som gevinst sætter hun også ord på noget, ikke alle kender til. Fx kveller og revling.
En videokunstnerisk Guillemain-perle
Gertrud Exner er glad for alt det, hun har omkring sig i det hjemlige. På en lille scene med nærmest ingenting skaber hun indledningsvist, trin for trin, ved at tage små ting frem, noget, der ligner hendes hjem.
”Nu ligner det faktisk mit hjem”, siger hun tilfreds. Tøver så lidt og laver en lille bevægelse med den ene hånd henimod bagscenens hvide lærred, mens hun siger: ”Der mangler lige lidt… blomstret tapet”. Og vupti, toner lodrette ranker af fine sart røde rosenlignende blomster frem med grønlige mønsterlinjer imellem.
Gertrud Exner har flyttet en lille hvid stol hen til et lavt hvidt bord, som hun har foldet en hvid dug med kniplinge-blondekant ud på. På bordet har hun anbragt forskellige ting, hun holder af.
”Jeg vil også gerne have himmel og klitter,” siger hun så – og får det, via den visuelle magi, som Olivier Guillemain på kunstnerisk poetisk fransk vis har kreeret.
En videokunstnerisk billedside, som vokser gennem forestillingen og bliver mere og mere overraskelsesfyldt og fortryllende smuk. Ord kan ikke beskrive det. Aftenlys, vadefugle, svømmende sæler, havspejlinger samt røde valmuer og slanke siv i smukke forstørrede formater og stemningsrigt lys m.m. – skal opleves.
Guillemain kan noget ganske særligt og sjældent med hensyn til at stimulere publikums sanser på en helt særlig stemningsfuld måde. Avanceret og samtidig ligetil, umiddelbar og meget sanselig. Hans bidrag til ’Øjeblik’ er stort og helt uvurderligt.
En hverdagsfilosofisk stund
Teater Blik kalder forestillingen ’En hverdagsfilosofisk stund’, og det holder meget præcist stik.
’Øjeblik’ kredser – med Gertrud Exners ø-liv på Fanø som eksempel – om det nære liv. Et u-fortravlet liv, hvor hun fortæller, at de på øen har ALT, og hvor hun nyder alt det, som er inden i hendes hjem og lige uden for i naturen.
Og ude og inde hænger skønt sammen: ”Når man er ude, har man inde med ud, og når man kommer ind, har man ude med ind”, siger hun og viser, hvordan de skatte, hun fx finder på stranden, bliver bragt med hjem og får betydning og værdi der.
Noget – fx konkylier og sneglehuse laver hun fine rytmer med. Andet fx et lille stykke grønt vindslebet glas kommer ned i hendes lille skattekiste af en finmønstret dåse. Bevægelsen til og fra stranden vises raffineret ved, at Exner går om bag den hvide væg og derpå transformeres op som en lille skikkelse på film. Tilsvarende klædt i gummistøvler og lang sort frakke.
En magnetiserende tilstedeværelse
Gertrud Exner har, når hun er til stede på en scene, en helt magnetiserende virkning på sit publikum. Hun suger opmærksomhed til sig med sin blide og varme udstråling, sin klare og melodiøse stemme og sine dedikerede og følelsesfulde bevægelser.
Jeg har til nærmest alle Teater Blik-forestillinger, hvor hun er på scenen, oplevet hvordan børnepublikummet sidder dybt koncentrerede og indånder forestillingens gøren og udtryk. Det sker også her. Både når hun nynner, taler, fremsiger små sommerfugledigte, viser ting frem, synger og spiller violin.
Den gensidige kontakt er så udtalt, at de voksne ledsagere bagefter taler glad overraskede og forundrede om det.
Catherine Pohers punktum blev til et komma
Når ’Øjeblik’ lykkes så flot ,skyldes det i høj grad Gertrud Exners tilstedevær og scenekunstneriske kunnen. Men som allerede nævnt er Olivier Guillemains videokunstneriske bidrag også af meget stor kunstnerisk værdi. Vellykketheden er tillige bundet til emnet.
Det virker vitaminindsprøjtningsgodt, at fokus er på at hoppe ud af travlhed og jag for i stedet for at stille skarpt på det enkle og helt normale, og så transformere det om til et lille eventyr i lys og lyd. Et lille eventyr, som også flere andre har bidraget til.
Catherine Poher satte fx ikke, som beskrevet i Anne Middelboe Christensens ’Afskedstale til Catherine Poher’ for næsten to år siden her på Teateravisen punktum som instruktør på det scenekunstneriske felt med ’Sprækker’ af Aaben Dans. Her i ’Øjeblik' bidrager hun med en fin ro og enkelhed i arrangementet.
Det har stor betydning og værdi for publikums oplevelse af al den glæde, Gertrud Exner finder i nuet og det nære, at Poher ikke har sat hende til at skynde sig og haste afsted med noget. At Exners puls og musikalitet svarer til det budskab, som forestillingen ønsker og lykkes med at formidle.
