Fremtiden kommer listende ind i skikkelse af Astrid Pauline, der som forestillingens danser og performer gestalter kvinden Naima. På lette fjed og iført en fantasifuld hvid hovedbeklædning. Alt hun har på er hvidt. Også blusen og bukserne som har småsprossede stikninger.
Ind bevæger hun sig som en gæst fra en tid, der ligger foran os. Naima kommer fra fremtiden i det gode ærinde, at gøre os opmærksomme på alt det dejlige, vi har i vores tid.
”Jeg er Naima. Jeg er VEN-lig. Jeg elsker den her tid. Jeres tid. Jeg suger den til mig med hele kroppen. Jeres NU-tid” siger hun indledningsvis. For efter 35 minutter at liste tilbage til den fremtid, hun kom fra med udgangsreplikken: ”Her er jeres verden. Nyd den. Pas på den. Er den ikke fantastisk?!”
Fortrolige hvisk
Faktisk er det ikke hende selv, som siger det ”live”. Alt det, hun siger, hører vi i de høretelefoner, vi alle har fået på. Men derved kommer indholdet nærmest bare tættere på. Det er som om Fremtiden hvisker det i øret på os som noget fortroligt. Som en foræring, vi velvilligt tager imod.
Vi sidder på stole i en rundkreds, mens Pauline som denne gæst fra fremtiden bevæger sig udtryksfuldt og smidigt rundt med abstrakte bevægelser. At bevægelserne er smukke og uforudsigelige, er med til at fastholde vores opmærksomhed. Ligesom hendes konstant intense blik og venligt imødekommende ansigtsmimik.
Undervejs interagerer hun med os. Hun er mestendels indenfor cirklens periferi. Men søger også udenfor denne. Det virker godt, at hun signalerer imødekommenhed og interesse i det vores-nu, som hun gæster, og som hun med sine udtryksmættede bevægelser giver udtryk for, at hun forundres over og finder glæde og lykkefølelser ved.
Haute couture-hat og rottehaletyl
Seimi Nørregaard bidrager til forestillingen med rigtigt fine kvaliteter på to parametre. Det er hende, der har fundet på Naimas hovedbeklædning – et haute couture-hattetårn med højde, blonder, spir og rottehalelignende tyl stående ud ved begge ører. At fantasien har fået så frit løb på kostumedesign-siden og at farven er hvid giver tilsammen Naima en fin em af noget engleagtigt og fjernt-fra-os-agtigt.
Teksten – alle de ord, vi hører hver især og samtidigt sammen – er også meget spændende lytning. Langt fra dagligdags tale og alligevel fuldt forståeligt. En meget digterisk form og ordenes helt særlig konstellationer i forhold til hinanden gør, at man spidser ører og bliver suget ind i en slags lomme af verbal poesi.
Hvad siger hun da denne Fremtidens kvinde? Hun maler med mange facetter vor NU-tid, og hun beskriver hvordan hendes tid – fremtiden – er.
Vor nutid bliver fremhævet som en tid med mangfoldighed, kontraster og forskelligheder. En tid med mange slags af alting. Mange dyr og mange blomster. Mange sprog – flere ord for det samme. Og mange dufte. En tid, hvor man kan finde steder og tidspunkter, hvor der er helt roligt og stille, og også tider og rum med høj larm og tumult.
Hun udtrykker det mere poetisk. Fx eksempler på summende bier; myrer der bygger tuer; og grene, der knaser under fødderne i en stille skov. Og med byliv med ”skidt og ragelse, …larm og lort.. og en travlhed, som man næsten ikke kan følge med i.”
”Kogt kål og lånt sukker”
I sig selv er beskrivelserne fine og de bliver endnu bedre af, at de ledsages med uvante sætninger som fx ”Det gør mig glad og usynlig fra visse vinkler” og ”Jeg glider med ind som todimensionalt klister på en frakke” I det sidste tilfælde er Naima på visit i et beboet hus, der taler om alle, der har boet der, og som lugter af ”kogt kål og lånt sukker” – ja hvorfor ikke.
Vores nutid kontrasteres af fremtiden, hvor Naima kommer fra. Den bliver karakteriseret ved, at menneskerne ved og kan utrolig meget. De har kontrol og lever i harmoni med naturen og ”kan mærke hvordan verden har det”. Alt hænger sammen. Der bliver kun talt ét sprog. Væggene kan trække vejret og stolene vokser med en. Men der er også rent, glat og ikke-kropsligt, eller som Naima gentagne gange udtrykker det: ”Man glider ind i computeren og kobler op og forlader sin krop.”
Et cinematisk 3D lydunivers
Forestillingen hedder 'Lyden af fremtid'. Måske kan man synes, at det er NU-tiden, som er stærkest fremtrædende. Men lyd spiller en meget afgørende rolle.
Udover den positivt anderledes og interessante tekst, består forestillingen af et facetteret elektronisk lydunivers. Af reallyde, som er transformeret til lyde, som er anderledes og stadigt genkendelige, og af lyde som danner et fint elektronisk lydstakit.
Det har Niels Bjerg gjort ganske udmærket. Dramatisk og sanseligt stemningsfyldt. Professionelt og auditivt pirrende. Alt i alt er det både tankevækkende og rart at få Fremtiden på besøg.