Vi anmeldere ser ofte forestillinger på premierer eller festivaler i selskab med mange voksne – og ikke så mange børn. Når det alligevel – ja, som regel – går meget godt, er det fordi, at sværere er det heller ikke at hive den indre 6-årige frem.
Men ind imellem kan det blive mere kompliceret at se det gennem barnets øjne, og det har næsten altid med humor at gøre. Hvem opfatter, hvad der er sjovt? For eksempel ironi: Hvad enten det er i betydningen spot eller selvmodsigelse eller distance, kan ofte være problematisk at opfatte. Og slapstick kan være virtuositet og hurtighed, men ligeså ofte falde-på-halen. Vittigheder kan være plumpe, tåbelige, klichéfyldte, hylesjove, finurlige, øjeåbnende, festlige. I det hele taget: Hvem griber humoren, tager pointen, ser skadefryden, hvem identificerer sig?
Denne uendeligt lange princip-indledning for at forklare, hvorfor jeg måtte ind at se ’Den rødhårede starut’ én gang mere, sammen med det ’rigtige’ publikum. Og lad det være sagt med det samme: Til premièren morede jeg mig kosteligt sammen med et (mestendels) voksent publikum, anden gang morede jeg mig mindst lige så meget i selskab med en hujende mængde børn. For ’Den rødhårede starut’ er rigtig komedie for børn! En vaskeægte vrøvlehistorie, hvor alt er tilladt – (næsten) ingen overordnet mening, ingen morale, ingen pegefingre, ingen helte, ingen skurke, bare bunker af kærlighed til figurerne og masser, masser, masser af skæg og sjov og overdådigt komiske situationer.
Samtidigt kan jeg konstatere at nok kommer latteren på nogle forskellige steder, men påfaldende ofte kommer den – samstemmigt fra børn og voksne – fuldstændigt ligeså spontant og overvældet. Så meget for mine fine fornemmelser og grublende tvivl!
’Den rødhårede starut’ er simpelthen en af de sjoveste forestillinger jeg har set, længe. Og sødeste. Og mest rørende. Og mest kaotiske, anarkistiske, livsbekræftende. Og rigtignok er det mig, der fører ordet, men min indre 6-årige taler med, selv om dronningeparodier ikke er hans stærke side.
En historie bliver til tre
En ræv uden hale, hvad er det? Og når denne ræv er tilstrækkeligt godtroende – ja, så må han også godtage den ubønhørlige logik: Mennesket er det eneste dyr uden hale, ergo er han menneske. Dårlig til kaninjagt er han også, så….Op i et træ for at sove, for det siger uglen, at mennesker gør, og ind til byen pr. lastbil på den asfalt, der ikke smager af noget særligt. Og byen? Jamen næh og novra og gamle damer med paraply og snottede unger og mad i stabler bag disken og jyske konstabler og ind i kasjotten og derfra….ud i rendestenen!
Efter en smuk lille sang om ’hvem er jeg, egentlig?’. Ikke nemt at være haleløs ræv i fremmede omgivelser. Og der – i rendestenen – slutter historien om den rørende og rødhårede starut. Hvad nu?
Claus Bue er en tillidsvækkende fortæller, og ingen råber efter starutten i rendestenen, når han tager os med over i en helt anden historie: Om kongen der vil ha’, at prinsessen skal gifte sig, så nogen andre kan overtage de kedelige pligter, mens han selv tager ud at fiske.
Prinsessen er vidunderligt grim og genert og forundret og tumpet, og ingen vil ha’ henne. Vi bliver helt kede af det, indtil – Bue igen! – fører de to historier sammen, og dermed opstår den tredje, der handler om ’Prinsessen og Ræven der skal giftes’.
Og overgangen sker gennem det største grineflip i teaterhistorien. Den fælles humor lægger såvel ræv som prinsesse langflade på gulvet i hikstende latterbrøl, og publikum hyler af grin. Og så går det mod oplæring til kongeværdighed og bryllup – og skandale. Gå selv ind og se!
Veloplagt, vellavet og vellykket
Søren Hauch-Fausbøll fører den skønne rævedukke med stor gestik og fødderne i rævens sko (kan man sige det?). Identifikationen med staruttens op- og nedture er total, komikken bliver aldrig påtrængende, den springer ud af rævens naivitet og klodsethed og ellers gode humør.
Anette Katzmann som betjent og prinsesse er ligeså ubetaleligt tilstede i sine figurer – det er sjovt, det er ægte, det er opfindsomt.
Og Claus Bue glider naturligt ind og ud af historierne som kommentator og hofmarskal. I det hele taget: Det er velspillet og veloplagt, spillerne lader til at have det sjovt på scenen.
Rikke Wölck har ansvaret for den fantasifulde instruktion, og scenografien er sjældent effektiv og opfindsom – og nem at flytte rundt på for spillerne. Selv faldt jeg for regnvejrsskyen med krystaldråberne.
Og det er længe siden, jeg har set en forestilling, hvor musikken er så vel integreret som her: Smuk, sjov, sørgelig eller kongelig – den er kommenterende uden at blive overtydelig.
Sidst, men ikke mindst: Kim Fupz Aakeson har skrevet et overskudsstykke, som man godt kan forstå, at Det Lille Teater tager op på ny. Men forestillingen bærer intet præg af økonomisk pligtløb, her er både et godt hjerte og en opfindsom hjerne sat ind for at fortælle eventyr(ene) om de to, der ikke helt passer ind, hvor de er, men finder sammen, og så….!!
Men her til slut skal det også siges, at selve slutningen – tja, der synes jeg nok, at Aakeson gør det lidt nemt for sig selv. Virkningen kan blive ’pist væk og glem det hele, det var kun for sjov’. Men ’Den rødhårede starut’ er værd at mindes.
