Efter en fin informativ indledning sætter den kommenterende fortæller, Anne Nøjgård, spillet i gang ved fyndigt at erklære, at nu er hun Scrooge. Rigmanden, der sparer på brændet og siger, at julen ikke er en højtid, men en møgtid.
Men hun er også forrygende meget mere i en æstetisk smuk og helstøbt udgave af ’Et juleeventyr’. Som eneste medvirkende befolker skuespilleren Charles Dickens medmenneskelige, kritiske og morsomme julebudskab med vidunderlige personer. Fulgt op af en fabelagtig god musik, der sender bidder af kendte julesange ud og lukker publikum ind, og som med stor variation er med til at fortælle historien helt ud i replikkerne.
Anne Nøjgård formår ikke blot at give hver person i den vellykkede dramatisering sin egen stemme og diktion, men også en særegen mimik og måde at bevæge sig på. Scrooges halvåbne mund, krumme ryg og tøffende gang giver den gnavne gnier karakter og troværdighed. Andre gange er Anne Nøjgård den kyndige medspillende dukkefører, der gør det klassiske dukketeaters typiske små flade og smukt tegnede figurer levende.
De er lysegrå og elegant klædte i 1850’ernes stil, sådan som den tog sig ud for de velstillede. Dem tilhører Scrooge og mere til, og i hans gråhvide kontor hænger den lange lysegrå frakke med skulderslag og tilhørende hat i fuld størrelse.
Klassisk og klogt eventyr
Hat og frakke kommer i brug sammen med den lange tynde og behændigt svirpende spadserestok i jagten på julens glade børn, der højt syngende drager gennem gaderne. Det bliver for meget for julehaderen og pengepugeren, der i forvejen har måttet trækkes med at afvise hattedamer, fattigfolk og et sygt familiemedlem, der beder om penge til julen.
Han farer rasende ud ad døren og forbi tilskuerne, der når at gispe, før de lige får at vide, at det ikke er dem, der skal have bank. Lyden af, hvem det er, når os med skrig og skrål, men heldigvis ude af syne fra gaden bag kontoret, hvor Scrooge nidkært vogter over sin formue.
Grisk og fuld af nydelse stabler han sine guldstykker, indtil grådigheden i et komisk og grufuldt skyggespil bogstavelig talt æder ham op. Det er kun et mareridt og ikke virkelighed. Men det er julenat, og fortidens, nutidens og fremtidens ånder hjemsøger ham. Da kirkegårdens skumle tåger begynder at brede sig, gyser man. Men der er ingen fare på færde – tværtimod.
Det er Marley, Scrooge afdøde, inderligt savnede kompagnon, Marley, der viser sig på kontoret. Efter først at have sendt Scrooges gamle skoletaske til ham som en gave fuld af minder, der sætter tanker i gang, som han helst er fri for.
I en skøn scene folder Anne Nøjgård alle sine talenter ud i en dobbeltrolle som Marley og Scrooge i nærkontakt under en lampe. Tågen står om ørerne på dem, og Marleys genfærd taler med lys og luftfyldt stemme om glæden ved livet og glæden ved at give. Ind til Scrooge omsider kommer på bedre tanker og indser, at juleglæden og kærligheden til familien er meget mere værd end glæden ved rigdom. Han deler ud af sine mange penge og besøger brødebetynget sin familie og sørger for, at det syge barn bliver rask.
Sådan ender alt i julefryd og gammen, selv om der hverken er julenisser med røde huer eller søde juleengle i ’Et juleeventyr’. Dickens har skrevet et klassisk og klogt eventyr, som i Teatret Lampes version er en herlig julegave til mindre børn og mange andre.
