'Nogle er god til matematik. Jeg er god til MIG'.
Mig, mig, mig, mig, mig………..se miiiiiiiiiiiiiiiiiig! – står der skrevet med usynlige typer hen over hele den blærerøvsforestilling, som Teater O, Nørregaards Teater, Teatret v/ Hans Rønne og Filuren er gået sammen om.
Det vi møder er vel at mærke MIG på en todelt vis. En munter servering af det selvfede jeg, og ikke mindst en lige så munter og også rørende og skrøbelighedsfyldt visning af indersiden af det at være selvfed. For er man selvfed, har man brug for afvænning. Brug for at mødes med ligesindede for at genvinde noget selvværd. Og hvor gør man så det? Selvfølgelig i Anonyme Blærerøves regi. Sjovt, opfindsomt og modigt!
På scenen udgør Klaus Weirup Andersen, Heine Grove Ankerdal, Lars Dammark og Anders Valentinus Dam som de fire blærerøvstyper et skønt ens skjorte- og buksepåklædt firkløver. De granvoksne skuespilleres meget forskellige fysik og uens udstråling giver spændvidde til forestillingens tema. En tyk, en tynd, en høj, en lav. En solid, en skrøbelig, en blød, en hård. Spektret er godt dækket ind. De fire spillere har puls i kroppen, kan deres timing og forstår samspillets kunst.
Produktionsmæssigt er det fire teatre som er gået sammen, men kunstnerisk emmer forestillingen mest af Teater O tilsat Hans Rønnes åbenhedsgivende og finurlige instruktørgreb og af Claus Helbos sans for at skabe teaterrum. Teaterrum, hvor ganske lidt kan blive til ganske meget.
Helbo er i øvrigt siden urpremieren blevet nomineret til en Reumert for scenografien. Så lad os tage den overskudsagtige stoflige sag først.
Kreativ omgang med Kerto
På scenen står en omgang Kerto-strøer sat sammen til en tremmeformet firkantet konstruktion. Men nej, det er ikke bare en kedelig formstabil finerkasse. Det er vejen til rum på rum i et dynamisk foranderligt spil.
Kassen er mobil og plankerne kan flyttes rundt, tages af, omorganiseres, danne større og mindre rum, og skabe rum i rummene. Den aflange indretning kan omskabes til sovesal med etagesenge, som forestillingens fire blærerøve i en morsom fremstillet hakkeorden finder til køjs i. Til et charmeplateau, hvor Andersens pralhalserolle kan spille pinlighedsafslørende musikalsk verdensmand. Til et omklædningsrum, hvor de fire fyre som vildfarne pladstrængte kegler på speed kan bralre løs med den ene 'hold kæft hvor var jeg fuld'-pralehistorie efter den anden og på den måde undgår at tale om det, som gør nas. Til et trangt rum a la en meget lille sauna, hvor de fire fyre, mens de sidder lårene af hinanden, kan sole sig selv i den succes, de har med at være forbilleder for alle andre. Alle dem som de inspirerer og får til at mene det samme som dem – bagefter selvfølgelig. Til en sovesal, hvor Dam afslører sig som pisseræd for mørke. Til en stribe små skabe eller kabiner. Til nok en nyt og reelt aktivt medspillende rum.
Om det også er Helbo, som har fundet på spillernes køretøjer, ved jeg ikke, men de fungerer tilsvarende dobbelt. Med rungende Whroum! Whroum! tyrer de fire blærerøve ind i spillerummet. De drejer på gashåndtaget og trykker speederen i bund og drøner rundt i manegen på små tohjulede trækøretøjer. De drøner rundt og rundt i ring. Med fuld knald på forlygten, svaj i den duskede pelshale bagtil, de blafrende læderfrynser ved håndtagene, og de dinglende forrudeterninger på styret.
Men er det børnehaveløbehjul eller voksne mænds blærerøvskareter, de kører på? Begge dele, to-i-én. Det er fred og fare, lille og stor, barn og voksen, pavestolt og mikrokry, super selvsikker og blævrende bange. Køretøjerne er ligesom dem selv. Verdensmestre udadtil, men også hunderæd og pissebange for noget og en del hver især.
De fire fløse er både og, begge dele. De er facade for fuld udblæsning og vrangsiden vendt ømhedsfyldt udad. For indeni enhver blærerøv bor der en lille usikker fyr. Det ved vi vist alle sammen. Det skønne er bare – som her – at få lov at høre, se og mærke det. At få det vist i teatereksempler som tonser eller lister virkeligheden ind i solarpleksus og hjertekulen på os med et kærligt 'sådan er det altså bare'-klaps.
Uhøjtidelighed og poesi
Der er humoristiske guldkorn og alvorsfyldt knas i teksten, som Teater O's Lars Dammark og Anders Valentinus Damhar begået.
Replikkerne er herligt bramfri. De driver af lun humor, som Dammarks helsefreak af en blærerøv, der som et klon af forlegenhed og storhedsvanvid siger, at han bare er et hylster, der tillader kosmos at strømme gennem sig – for alle andres skyld selvfølgelig. Og de er udtryk for et nuanceret syn på sagen, som når Dam forjættende intenst står med benene solidt plantet på jorden og bekendtgør at han er en 100 procent ja-siger. En fokuseret fyr, som tør bekende kulør, modsat alle de klynkere, som ikke har rygrad til at gøre eller mene noget som helst.
Plads til fire fædres kærlige (skam)ros af eget afkom er der også plads til. Et barn er megastærkt, et andet er ukræsenheden selv, et tredje er en ovenud fantastisk fodboldspiller, og en fjerde er en vaskeægte uselvisk engel.
Skamrosscenen her bliver vist ved, at de granvoksne skuespillere serverer replikkerne mavebalancerende som forvoksede vægtstænger hen over hver deres lille stolesæde. Et sjovt og skønt syn, der bliver til poesi, fordi det fortæller meget mere end det, man umiddelbart ser.
Med åndløse pauser før et højdeskrækpanikudbrud, som Ankerdals sportsfreak gestalter på betagende vis, og med mange andre eksempler viser Hans Rønne på ny sin sans for på finurlig vis at plante poesi og kaste lys over det almenmenneskelige. Det lægges raffineret i spillernes både seje og kejtede bevægelsesmønstre. I de blikke, de kaster på hinanden. I deres intonation og tonefald. I den måde hvorpå de får sig placeret i køjesengen. I de rytmiske 'kor-remser' som morsomt føjes ind i en nok så alvorlig blærerøvsbetroelse. I….
'En blærerøvs historie' er ikke en stor og indviklet forestilling. Dens force er det lykkelige møde mellem lige dele dygtigt og idéfyldt skuespil, iscenesættelse, scenografi, og en lyssætning som er enkel, stemningssættende og fokuseret. Et møde som til sammen evner at skabe øjeblikke omkring en vedkommende blærerøvs-tematik som rækker ud over de konkrete fortællinger. Som skaber poetiske øjeblikke – larmende såvel som tyste.
