Odsherred Teaters ’Hva’ rager det Gud?’ er en religiøs dannelsesrejse.
Som en anden landsoldat kommer Henrik Ipsen travende ind på scenen iført upåklageligt jakkesæt, men med ungdoms-moderne sportsokker trukket godt op over buksebenene. Ret så drengerøvet. En forvokset teenager, der ikke kan lægge baglandet og barndommen fra sig. Han er på vej ud på sit livs rejse. Er brudt op fra hjemegnen med raslende tornyster for at indtage verden. Med et styk papir-gps i hånden afslører han, at de grå tindinger ikke er frisørens værk og at verden trods alder til stadighed er ny og værd at tage kampen op imod.
Altså har vi med en moderne sammensat person at gøre, der appellerer til unge som ældre generationer. En mærket mand, der i mange år har båret på et åg, anlagt af den danske folkekirke. Det vil han dele med os andre på Facebook på live-maner.
Godt nok er vores grundtvigianske kirke tradition ikke tilhængere af, at præster lever i cølibat, men der findes egne i DK, hvor missionsforeninger prædiker, at gud er bedre end sex. Hr. Ipsens opvækst er foregået på den attraktive solskins ø Bornholm, men hvad vi ikke ved er, at denne ø bebos af fundamentalister. Her danser synd, skyld og skam den toppede høne til fætter-kusine festerne. Her leger familiens overhoveder vagthunde i en tørst efter syndige udskud. De noterer sig såvel homoseksuelle udskejelser som utroskab samtidig med, at de prædiker onanerende unge mænd lige luks i helvede.
Provokationer fremfor moraliseren
Ups for den da. Er det virkeligt så grelt ovre på ferieøen? Tjah. Hvordan er det her på fastlandet?
Men ikke kun den barndommens traumatiserende menighed står for skud, for forestillingen stiller bl.a. et ret så vedkommende og almengyldigt spørgsmål, som: Ved du overhovedet, hvad du har sagt ja til? Prøv lige at repetere trosbekendelsen.
Hvordan hænger den sammen med de små sidespring, som oftest er resultatet af et fundamentalt menneskeligt behov? Og kan man ikke kalde Gud for en udspekuleret torturbøddel, når han får min krop til at ville noget, som den ikke må?
En stor del af publikum følte sig ramt. For hvor mange af os har folkekirkens ord present? Og for fremtidens befolkning, de unge mennesker, er det nok så relevant at tage stilling før en snarlig konfirmation.
Wivel og Ipsen kaster sokratisk spørgsmålet ud til videre diskussion eller til i hvert fald personlig overvejelse. De giver ikke svaret. De moraliserer ikke, men provokerer. Og ikke mindst kommenterer de afsluttende med en pinagtig stund i mellem far og søn. Her er de begge målløse vidner til den store skabers kræfter ved et tv kig på en udsendelse om udvikling fra sædcelle til barn. Et resultat af en mere eller mindre dyrisk akt, som ikke altid er let at tale om…
