Det Lille Teater præsterer en misundelsesværdig stabilitet. Gennem 44 år har teatret skabt børneteater og ikke mindst forestillinger for de 2-4 årige – med respekt og glød og begejstring. Det dyrker sit publikum med samme glæde som de vuggestuepædagoger, der aldrig kunne finde på at arbejde med ’de store‘ henne i børnehaven. Simpelthen fordi de 2-åriges univers tænder dem.
Teatrets nyeste forestilling, ’Nalles Taxa’, er baseret på en bog fra 1991 af Sven Nordqvist, helten bag billedbøgerne om Peddersen og Findus.
Og selv om idéen om at overføre Nordqvists gakke gentagelsesunivers over til teatret umiddelbart synes fin, så savner forestillingen den originalitet og den sproglige finurlighed, som ikke mindst Thomas Winding-forestillingerne har haft. Der er langt fra ’Pyh! siger den lille bamse’ til ’Nalles Taxa’.
Når det er sagt, så skal det understreges, at ’Nalles Taxa’ er en meget fin lille forestilling – dramatiseret og instrueret af Rikke Wölck med godt humør og sans for detaljen.
Midt i Ida Marie Ellekildes sjove, grønne bakkelandskab med stiliserede, svenske fyrretræer og små rødmalede bondehuse står skuespilleren Bo Carlsson og er så glad under sit lille tophue med dinglekvast. Hans har Nalles røde mave med sorte prikker, og han har ikke helt forstået det med tyngdekraften. Så derfor går der så utrolig lang tid, før han finder ud af forskellen på op-ad-bakke og ned-ad-bakke. Og ungerne nyder tydeligvis at være lidt klogere end ham.
Stritpels og skagensfisker
Bo Carlsson har evnen til at fastholde forundringens åbne udtryk i sit ansigt, uden nogen sinde at tale ned til børnene. Og Rikke Wölck har både instrueret ham og de øvrige spillere med et overbærende smil, som ungerne fatter.
Der er også lagt en båndet talestemme ind over forestillingen – Claus Bue klangfulde røst – men den fjerne stemme virker som et hult virkemiddel, netop fordi de levende skuespilleres nærvær er så stærkt.
Sofie Pallesen scorer fnis og hovedrysten blandt de tre-årige, både som balletglad Svippeline og som fortravlet og urimelig overklassekvinde i stritpels. Det er morsomt. Pallesen rammer fint overdrivelsespunktet i det lille rum, og ungerne føler sig spontant solidariske med Nalle og hans forsøg på at gøre en urimelig voksen tilpas.
Desuden har Jacob Weble rollen som både klovn og skagensfisker – omhyggelig og munter med præcis mimik, der passer til ungernes forståelse for særprægede personager. Og med ekstraguf til de voksne tilskuere.
Men forestillingen er også en dukkeforestilling. Poul Arne Kring har igen været på spil med miniature-dukker af skuespillerne på scenen, lige akkurat så blidt karikerede, at ungerne også kan se pointen. Så der kommer kaniner susende i flere størrelser, afhængigt af hvor langt væk i bakkerne de hopper – og der kommer klovne med ghettoblastere.
Det er muntert, omend det dukkeføringsmæssigt bliver en anelse ensformigt med disse pindedukker, der ikke kan så meget andet end at ryste. Men det virker. Lige som Henrik Halls jazzede musik, der sax’er sig lunt ind i historien uden yderligere fikumdik.
Hvad er en taxa?
Men så er der lige det med taxa’en. For Nalle ser ret uforstående ud, da han hører ordet, fordi han inviterer til en tur i sin blå trillebør. ’Ved du ikke, hvad en taxa er?’ bliver han spurgt – og nej, det gør han vist ikke.
Til premieren var en lille tilskuerpige heldigvis hurtig på aftrækkeren: ’Det er en bil!’ svarede hun korrekt. Pyh! Så kom der styr på det.
Ingen slinger i valsen her. Heller ikke selv om en af de bedste replikker netop stammede fra en taxakunde, der skulle ned ad bakke og krævede: ’En god gang gammeldags slinger’.