Af: Kirsten Dahl

17. maj 2022

En glad, men underlig fisk

’På havets bund’ er fyldt med muntert guitarspil og fortællelyst, men forestillingen har vanskeligt ved med at etablere det fiktive univers

Hold aldrig noget hemmeligt, og du modner ved at udvise mod og ved at spørge andre om hjælp. 

Det er budskaberne i ’På havets bund’. Det siges direkte undervejs med ordene: ”Det er ikke en god ide at have en hemmelighed, for så rådner man op. Det er ligesom mig…man skal være modig..” og igen til sidst med ordene: ”Aldrig mere hemmeligheder”.

Slutreplikken siges lige før Andreas Ugorskij og Hans Laurens i finalen synger den fiske-sang, som også indleder forestillingen Med glade guitartoner og en ubekymret sangtekst, som begynder sådan her ”Ude på det store ocean findes der tusindvis af sjove dyr…” klinger musik og fortælleteaterforestillingen ud med en lykkelig slutning.  

Ganske ufarlig

Det er nu ellers ikke, fordi der undervejs har været den store farlighed på spil. Den trussel, som er i fortællingen, fungerer ikke reelt som en fare. Forestillingens problem er i det hele taget, at den mest af alt signalerer let underholdning. Den virker meget uforpligtende i sit budskab. 

Det tager eksempelvis brodden ud af en potentielt befordrende oplevelse og virker misforstået pædagogisk ved indledningsvist at advare om, at forestillingen ”to steder kan være en lille smule farlig.” Og når forestillingen guitarspilles og fortælles frem, sker det med tekster og i toner, som flyver af sted og er glade på en noget overstadig, undertiden misforstået barnlig, måde. 

Problematisk rumindretning 

Hertil bærer fremstillingsformen præg af sjusk eller en svag eller manglende bevidsthed om den betydning, rummets indretning har for publikums indlevelse i og oplevelse af forestillingens fiktive univers. 

Det er i al fald ikke nemt at blive suget ind i historien, som tillige foregår under havets overflade, når scenografien består af en meget lille ensfarvet, lodret grå bagvæg. En sådan bagvæg kan i sig selv være udmærket. Men det virker forstyrrende og det fratager en muligheden for en god indlevelse i fiktionen, når de to medvirkende springer frem og tilbage bag bagvæggen, og tillige bevæger sig langt udenfor dens fysiske rammer. 

Illusionen brydes konstant, hvis den overhovedet bliver skabt. Dette forstærkes også af, at sceneskiftene bliver markeret ved, at de medvirkende på skift (oftest Andreas Ugorskij) forsvinder om bag den grå væg for lidt efter at entrere som et nyt dyr med en ny maske på og for at spille et nyt nummer på guitaren. Den meget skrabede brug af rekvisitter; her masker, er endnu en svaghedsgivende faktor. 

Et løjerligt eventyr

Fortællingen er både gennemsigtig, noget underlig og meget let. En lille glad fisk ved navn Lille-fisk tror i begyndelsen, at den er den hurtigste svømmer af alle. En dag smutter den ind i Tangskoven, hvor den farlige muræne bor. Murænen synger: ”Jeg ved godt, hvor du bor. Kom igen i morgen og tag alle dine venner med”. 

Lille-fisk føler sig truet og vælger at smutte alene ud på det store ocean. Dens ræsonnement er: Hvis jeg siger det til mine venner, bliver de sure og vil aldrig lege med mig mere. Hvis jeg ikke siger det til dem, vil murænen komme alligevel og spise os alle sammen.” 

Ude på oceanet møder Lille-fisk en masse andre dyr. Heriblandt en gammel musling, der lærer ham, at han skal finde sig en ven, for så tør murænen ikke gøre dem noget. Det lykkes. Sammen – og ved hjælp af en stor blå badering, som de punkterer ned i vandet, gør de murænen bange. Murænen flygter, og fiskene har får Tangskoven helt for sig selv. 

Fiske-hat-masker

Inden Lille-fisk har fået venner igen og murænen forskrækket forsvinder væk, er Lille-fisk stødt på forskellige dyr i havet. Vi bliver præsenteret for dem i den mundtlige fortælling, i sangene og via masker. Fremstillingsformen er udadvendt munter, kropsligt livlig, og med tekster, som børnevenligt eller børnefabulerings-efterlignende bruger sjove og lettilgængelige beskrivelser. 

Hans Laurens, som er ungdommeligt og moderigtigt klædt i spraglet og stærkt farvet tøj: orange T-shirt, petroleumsgrønt tørklæde, orange sneakers og blå cowboybukser, er forestillingens fortæller. Mens Andreas Ugorskij, som er helt i sort, synger og spiller guitar. 

Undervejs kommer de ind med fiske- og dyremasker på hovedet. Maskerne dækker ikke deres ansigter, men sidder på issen som hatte. I forløbet, hvor mundtlig fortælling, guitarmusik og sang dominerer, er der således også undervejs lidt andet at se på. 

Men det gør ikke forestillingen til en velfungerende musik og fortælleteateroplevelse. Heller ikke selvom forestillingen har indbygget en invitation til børnepublikummet (og de voksne) om, at synge og bevæge sig kropsligt med undervejs. En indbydelse, som Esbjerg-børnepublikummet, der sad og lå på de forreste måtter, ikke rigtigt tog imod. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Et sikkert trut i saxofonen
Asguer Zap Showteater:
'Mr. Zap the Clown'
Mr. Zaps fiffige og ferme klovn får tilskuere i børnestørrelse til at føle sig trygge.
Bevidst kaotisk julehistorie
Knudsen & Nørby:
'Peddersen og Findus – Jul hos Peddersen'
Der går legestue i den i Knudsen & Nørbys genfortælling af Peddersen og Findus-bogen ’Jul hos Peddersen’, men kaosset bringer julestemning med sig
Kontrabaskassepoesi
ZeBU & Xirriqueteula Teatre:
'Vai Via'
Iolanda Llansó gestalter med vågenhed og sødme den ældre kvinde Rita, som i Marc van der Veldens vellykkede minimalistiske og intensitetsfokuserede iscenesættelse fører os gennem hele sit strabadserende og samtidigt lykkefyldte livsforløb.
Dukkerne i førertrøjen
Svanen:
'Svinedrengen'
Ikke en krølle eller knipling sidder forkert i en munter udgave af ’Svinedrengen’.
Et sanseligt oplevelsesstykke
Teatret OM:
'Havets hjerte'
Man får en uimodståelig trang til at røre ved de sjove materialer i scenografien til ’Havets hjerte’ fra Teatret OM, men historien om et altafgørende blomsterfrø farer hen over hovederne på os.
Angstens grumme ansigt
Luns:
'FreeFall'
Lyd og bevægelse gør angst synlig og konkret i teatret Luns’ forestilling, ’FreeFall’, men ender med at lukke sig om sig selv.
Et sikkert trut i saxofonen
Asguer Zap Showteater:
'Mr. Zap the Clown'
Mr. Zaps fiffige og ferme klovn får tilskuere i børnestørrelse til at føle sig trygge.
Bevidst kaotisk julehistorie
Knudsen & Nørby:
'Peddersen og Findus – Jul hos Peddersen'
Der går legestue i den i Knudsen & Nørbys genfortælling af Peddersen og Findus-bogen ’Jul hos Peddersen’, men kaosset bringer julestemning med sig
Kontrabaskassepoesi
ZeBU & Xirriqueteula Teatre:
'Vai Via'
Iolanda Llansó gestalter med vågenhed og sødme den ældre kvinde Rita, som i Marc van der Veldens vellykkede minimalistiske og intensitetsfokuserede iscenesættelse fører os gennem hele sit strabadserende og samtidigt lykkefyldte livsforløb.
Dukkerne i førertrøjen
Svanen:
'Svinedrengen'
Ikke en krølle eller knipling sidder forkert i en munter udgave af ’Svinedrengen’.
Et sanseligt oplevelsesstykke
Teatret OM:
'Havets hjerte'
Man får en uimodståelig trang til at røre ved de sjove materialer i scenografien til ’Havets hjerte’ fra Teatret OM, men historien om et altafgørende blomsterfrø farer hen over hovederne på os.
Angstens grumme ansigt
Luns:
'FreeFall'
Lyd og bevægelse gør angst synlig og konkret i teatret Luns’ forestilling, ’FreeFall’, men ender med at lukke sig om sig selv.