’En sanselig beretning’, kalder AbstraXteater deres monolog-forestilling om Marilyn Monroe. Jeg er ikke ganske enig. Det er dygtigt gjort af skuespilleren Anna Karina Nikolajsen, alene på scenen, det er interessant, måske især for et voksen-publikum, men sanseligt? Nej, det er det altså ikke.
Ind på den bevidst kaotiske scene træder en kvinde, iført store filmstjerne-solbriller. Hun ligner et begavet bud på Marilyn Monroe. Nå, siger hun, og taler ellers om at være alene, om at skrive et afskedsbrev, om døden. Bag ved hende går en stor spolebåndoptager i gang og leverer undervejs dystert farefulde lyde som underlægning til kvindens mange ord. På gulvet ligger store metalskinner, der senere rejses som en slags projektørbuer. Det hele minder om en slags installation på gulvplan.
Og ordene strømmer videre. Jeg må prøve at glemme min forfærdelige fortid, siger hun og poserer rundt med diva-manerer i massevis. Pludselig fletter ord om Venus og Jupiter, om Olympen og guderne sig ind i erindringerne om filmstudier og kolleger, mens fragmenter af den rigtige Marilyn Monroes udtalelser flimrer forbi på lydsporet, præcis som de levende ord skaber omridset af en filmstjernes kaotiske liv.
Jeg længes efter døden, siger hun, og pludselig dukker troldkvinden Kirke op i monologen og forsvinder igen. Som var det hele et mareridt i vågen tilstand, hvor en ensom kvinde gør livets regning op. Et liv med champagne, begravelser og babydrømme.
Fragmentering
Forstår jeg det som voksen tilskuer? Næh, ikke til bunds, i hvert fald. Og slet ikke referencerne til gude-tabernaklet, der virker mere postulerede end godt er.
Forstår målgruppen fra 15 år og opefter det? Sikkert endnu mindre. Hvilket de angiveligt heller ikke skal. De – og jeg – skal lytte til de lyriske sætninger, forhåbentlig lade os forføre af de ordbilleder og stemninger, forestillingen præsenterer for os. Sådan cirka står der i den lærer-vejledning, der følger med forestillingen. At vi skal opleve stykket som vi ville opleve et abstrakt maleri – uden at gøre større forsøg på at tolke.
Man kan sige, at den tilgang måske er lidt speciel i børneteatersammenhæng, men set med voksenteatrets briller er der ikke meget mystisk eller abstrakt ved forestillingen, hverken i form eller indhold, når vi går til den smallere del af det etablerede voksenteater på de små scener. Så vil vi møde mange af den slags fragmenterede, tilsyneladende usammenhængende portrætter af mennesker, kendte som ukendte.
Det skal ikke diskvalificere ’Marilyns måneskin’, jeg tvivler bare på, om de 15-18-årige vil lade sig forføre af dette portræt af et film-ikon, de i bedste fald kender navnet på, men næppe har set og slet ikke har et romantisk forhold til.
En avanceret og meddigtende lydside fungerer glimrende, lige som skuespilleren Anna Karina Nikolajsen leverer en overbevisende og sikker præstation.
Undervejs sad jeg dog og savnede et mere defineret scenisk udtryk. Gymnastiksalsgulv og udsigt til nøgne skolevægge bag spilleren befordrer intet. Bare en sort inddækning til at fokusere forestillingen havde hjulpet betydeligt.
Der er, bogstavelig talt, ikke langt fra Abstrax til abstrahere, hvilket er, hvad den manglende fokusering og det svage sceniske udtryk let resulterer i.
