Rød, gul, orange, blå og skinnende grøn. Farverne i ‘Den Blå dråbe’ er smadderflotte.
Udsigten ligeså; den er af den slags man ikke så tit oplever i forestillinger for de 3 til 8-årige. Publikum sidder nemlig overfor hinanden med scenen imellem sig.
En scene hvor der foregår en forestilling som både i udseende, historie og formidlingsform også bryder det mest sædvanlige. Den emmer af noget østerlandsk, noget mytisk og noget rituelt.
Den vil fortælle os – og os det er navnlig ifølge teatrets ønske børn og bedsteforældre der kommer for at opleve forestillingen sammen – noget så abstrakt som kunsten at lære at kunne lytte sig frem til det rette øjeblik for sine handlinger. Den gør det ved at lade os følge en gammel vandrer, Kuto, tilbage i tiden. Til dengang han var syv år og boede langt væk oppe i nogle bjerge.
Her får vi – i en blanding af fortælling, dans og skuespil – historien om hvordan Kutos bedstefar lærer Kuto det rette tidspunkts ædle kunst. En tid, der meget poetisk bliver kaldt ‘den blå dråbe’ og forklares som den tid, Kuto og hans bedstefar sidder og venter på at duggen under et grønt blad bliver til en dråbe, der falder til jorden. En ventetid, som Kutos bedstefar fortæller Kuto at han bliver nødt til at øve sig i at finde.
Respekt
Sammen går de to også i gang med at bygge en hytte. Bedstefaren fortæller ikke Kuto noget om, hvem der skal bo i hytten, og Kuto lover at bygge hytten færdig, hvis bedstefaren skulle dø undervejs. Det sker ret tidligt i forestillingen, som på den måde handler om hvordan Kuto – i respekt for det han har lovet og lært sin bedstefar – klarer livet.
Den store opgave, Kuto er sat på, bliver ikke fortalt med traditionelt rollespil og replikker. Det bliver fortalt af Lars Dammark i rollen som fortælle – og ikke mindst gennem et meget sanseligt spil. Et spil som gennem musikken, scenografien og kostumernes farver, og de to medvirkendes, Lars Dammarks og Marie Lalanders, bevægelser appellerer til modtagelse gennem øjet, øret og kroppen. Mere end hvordan hytten nu lige ser ud, er det fx mere den varme, det giver Kuto at bygge hytten, vi skal opleve.
Vi hører og ser hvordan han lægger sig på jorden for at kølne sin varme krop. Ser hvordan han springer i den blafrende blå (stof)flod. Store kronblade, som lægges i floden, illustrerer Kutos drøm om det, han ikke rigtigt kan finde ud af, er en blomst eller en pige.
Kompleksitet og undren
En fugl, en masse jordisk gods, og en ganske særlig dråbe spiller centrale roller på Kutos rejse, som vil vinde ved at blive forkortet lidt, da det er meget kompleks kost.
Undervejs bliver rejsen lige lovlig ‘snurrig’ og lang. Om alle 3- til 8-årige forstandsmæssig set fanger forestillingens budskab klokkeklart tvivler jeg på.
Men stykket fortæller sig så sanseligt, at jeg vil tro at børnene ad den vej mærker en retning, en essens, ‘et budskab’, sikkert uden lige at kunne formulere hvad det handler om.
